‘Doctor Strange’: Tiden er den værste fjende for Cumberbatch og Mads Mikkelsens Marvel-film
Marvels hastigt ekspanderende filmunivers viser sig i gyserinstruktøren Scott Derricksons ‘Doctor Strange’ at være et multivers fuld af mystisk magi fra andre dimensioner, men her er alligevel tale om en forholdsvist traditionel origin story, og desværre er superhelten i fokus mere et arrogant røvhul end en af den slags antihelte, man får lyst til at heppe på.
Den stærkt selvoptagede neurokirurg Stephen Strange (Benedict Cumberbatch) vælger – til stor ærgrelse for eks-kæresten Christine (en underudnyttet Rachel McAdams) – udelukkende at beære skadestuen med sin tilstedeværelse, når det lige passer ham og vel at mærke ikke sætter hans pletfri renommé på spil. Første gang, vi møder ham, er midt under en operation, hvor han står og blærer sig med sin detaljerede viden om musik, fordi han er skråsikker på, at ej heller denne døende patient bliver den første, han ikke formår at redde.
Efter et selvforskyldt biluheld lider Stranges hænder stor overlast, og der er minimale chancer for, at han vil kunne vende tilbage til sit kald som gudsbenådet læge. Derfor besøger han et tempel i Kathmandu i Nepal, hvor han møder den dybt alvorlige magiker Mordo (Chiwetel Ejiofor fra ’12 Years A Slave’) og bliver undervist i at åbne sit sind af den kronragede Tilda Swinton, der spiller The Ancient One – AKA Yoda, Mr. Miyagi, Morpheus, Pai Mei og/eller Shifu.
Mere original end denne arketypiske konstellation er den fysiske manifestation af de mange besværgelser, som det takket være troldmandslærlingens uforlignelige klæbehjerne er pærelet for ham at memorere. Og det er jo heldigt, at det går strygende med at fremmane og fastholde de mange glødende og gnistrende lyssymboler i luften, for de skal bruges til at forsvare menneskeheden imod en interdimensional skurk, der har lagt skumle planer for Jorden.
Som Kaecilius begår Mads Mikkelsen sig glimrende i Hollywood-produktionen, men hans rolle som den selvretfærdige heksemester, der får sin åndelige styrke fra Den Mørke Dimension, hvor den skrækkelige fyrste Dormammu regerer, bliver aldrig foldet ud til mere end en discount-udgave af Mr. Smith fra ‘The Matrix’.
Den selvfede Strange og hans stride strøm af spydigheder og fladpandede vittigheder gør det svært at engagere sig i filmens mange ‘Inception’-inspirerede actionscener med fordrejede bygninger, ophævet tyngdekraft, dimensionsportaler og deslige. For når man i bund og grund er flintrende ligeglad med udfaldet, kommer man hurtigt til at kede sig bravt og være fristet til at give Kaecilius ret i, at tiden er vores værste fjende.
Efter rulleteksterne, hvor der vanen tro er to ekstra scener, bliver vi informeret om, at Doctor Strange vil vende tilbage. Og det virker egentlig snarere som en trussel end et løfte.
Kort sagt:
Benedict Cumberbatchs usympatiske troldmand kommer i Scott Derricksons Marvel-film ‘Doctor Strange’ med for mange dårlige jokes til at være en antihelt, man gider holder med.