’This Beautiful Fantastic’: Indie-feelgood-film drukner i romcom-klicheer

’This Beautiful Fantastic’: Indie-feelgood-film drukner i romcom-klicheer

Det kræver sin kvinde at spille den OCD-ramte frøken Bella Brown. For på trods af sin finurlige interesse for gælisk, dagsinddelte tandbørster og skræk for planter skal hun fremstå både troværdig og elskelig. Og selvom Jessica Brown Findlay (’Downton Abbey’) gør et fint forsøg, er der ikke meget hverken originalt eller overbevisende ved Bella eller ’This Beautiful Fantastic’.

Instruktør Simon Abouds film tør nemlig ikke stole på sin egen hovedperson, som konstant må opvartes af biroller for at gøre hende interessant. De kommer ind i billedet, da forfatterspiren og den haveforskrækkede Bella bliver tvunget af sin udlejer til at udrede sin forsømte have. Bella indgår en aftale med den eddikesure nabo Alfie (Tom Wilkinson) om at hjælpe til, hvis blot Alfies tidligere hushjælp Vernon (Andrew Scott), som Bella nu har overtaget, fortsætter med at kokkerere alle Alfies måltider.

Bellas haveprojekt er først et forsøg på at overkomme sin skræk for planter og dyreliv, men bliver selvfølgelig en frigørende hobby, der bringer hende tættere på menneskene omkring hende og den store forelskelse. Den klodsede opfinder Billy (Jeremy Irvine) stjæler hendes hjerte, mens hans mekaniske fugl Luna samtidig bliver hovedrollen i den børnebog, hun altid har drømt om at skrive.

Det er en barnlig forelskelse, der vokser mellem Billy og Bella, og netop det præpubertære kammer en smule over i Abouds godhjertede film. Bella er speciel, men hvorfor hun skal holdes i hånden af sin hushjælp og nabo gennem alle livets strabadser, står ikke helt klart. I stedet bruger Abouds manus energi på at skildre to quirky elskende med kedsommelige og forudsigelige romcom-klichéer.

Tilbage står filmens egentlige lyspunkt i Tom Wilkinsons Alfie, der på trods af den fortærskede rolle som den knotne nabo med noget på hjerte forløser potentialet med et nærvær i den affektion, han udvikler for Bella. Det samme gælder Andrew Scotts Vernon, der glimtvis rammer noget engagerende, når han inderligt bekymrer sig for Bella og hendes udfordringer.

Dem tror man på. Til forskel fra idéen om, at den gudesmukke Jeremy Irvine er en distræt og ultrakikset nørd, som ingen i verden værdiger et blik. Ah, virkelig?


Kort sagt:
»I dag vil jeg gøre en forskel«, siger Bella til sig selv i starten af filmen, men Abouds indie-feelgood-film ’This Beautiful Fantastic’ gør det stik modsatte. Historien om Bella og hendes quirky Billy drukner i romcom-klichéer.

Spillefilm. Instruktør: Simon Aboud. Medvirkende: Jessica Brown Findlay, Tom Wilkinson, Jeremy Irvine & Andrew Scott . Spilletid: 91 min.. Premiere: Kan ses på Viaplay, Blockbuster, Plejmo, iTunes, SF Anytime, Altibox, Elisa & Googleplay
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af