15. Karl William ‘Livet’
Det kan godt være, at den navnkundige Karl William famøst for nylig blev dømt ‘for grim’ til at komme ind på Remees natklub Arch af dørmændene, men vores yndligs-rødtop fra Aarhus har intet at skamme sig over. Især ikke sommer-ep’en ‘Livet’, hvor de evigt tågede vejrforhold på hans tidligere output blev sat i baggrunden til fordel for et mere poppet og umiddelbart lydunivers. Misforstå os ikke – han bliver aldrig nogen radiodøgnflue, men den større tilgængelighed klæder ham bestemt.
14. First Hate ‘The Mind of a Gemini’
Den københavnske synthpopduo tog et klædeligt skridt op ad ambitionsstigen uden at give køb på de kantede dyder og solide melodier. Et musikalsk visitkort som medvirkede til at profilere makkerparret Anton Falck Gansted og Joakim Nørgaard yderligere i år. Gælden til 80’ernes britiske electro-melankoli er stadig hørbar, men i denne ombæring virker udtrykket mere som et bevidst tilvalg på en ep, der understreger, at hypen omkring First Hate er berettiget.
13. Trentemøller ‘Fixion’
En vedvarende bølge af succes fik ingenlunde Anders Trentemøller til at hvile på laurbærerne eller sætte automatpiloten til, og lydalkymisten fortsatte ufortrødent sin rejse ud i landskaber gennemsyret af mørk romantik og frostklar elektronik. Denne gang med mere vægt på hook-baserede melodier og energiske momenter, der tegnede en klar udvikling i et udtryk, man aldrig bliver helt færdig med at gå på opdagelse i. Et drift- og stilsikkert album rig på stemninger, associationer og indtryk.
12. Blondage ‘Blondage’
Navneskift har været lidt af et tema på den danske musikscene i 2016. Fra Lucy Love til Baby Blood, Spleen United til Lightwave Empire og altså også Rangleklods, som nu går under det mere internationalt stemte Blondage, har folk skiftet alias og kunstnerisk ham nærmest i flokke. Blondages udvikling er nærmest en naturlig forlængelse af mandskabsfordoblingen i 2014, og deres selvbetitlede ep-debut under det nye navn er en opvisning i intelligent, dansabel elektropop med ben i næsen.
11. Marching Church ‘Telling It Like It Is’
Han har jernet i mange bål, den gode Elias Bender Rønnenfelt, bedst kendt som den i ordets mest bogstavelige betydning uskolede forsanger og indpisker fra Iceage. På andet albumudspil, ‘Telling It Like it Is’, er hans sidegesjæft i Marching Church vokset til en frygtindgydende enhed med medlemstransfusioner fra blandt andet Choir of Young Believers og nu hedengangne Lower, og ikke blot udtryk, men også niveau fortjener nu rosende sammenligning med et tidligt, rebelsk Nick Cave & the Bad Seeds.
10. Choir of Young Believers ‘Grasque’
Jannis Noya Makrigiannis valgte heller ikke denne gang den hurtige vej til målet, hvilket såmænd blot resulterede i endnu et udspil med vedvarende resonans. Der blev føjet nye nuancer til udtryk og lyd, og helheden nærmer sig en bevidsthedsstrøm af ambiente klangfarver og samples med associationer til techno, r’n’b og hiphop. Et modigt træk, hvor Choir of Young Believers ikke var bange for at udfordre gamle fans, ligesom det musikalsk skarptskårne hamskifte givetvis trak nye troende til.
9. Khalazer ‘Album’ + ‘Mixtape 3’
D’herrer Dr. Lazerlyde og Khal Allans hektiske, detaljespækkede og retrofuturisme-fetischistiske hiphop lyder måske hen ad et Malk de Koijn med kronisk smuldrehjerne og tjald-delirium, men de er ikke ringere af dén grund. Deres reelle albumdebut, ‘Album’, samt ‘Mixtape 3’, der begge udkom i år og med kun lige godt syv måneders mellemrum, er et par uovertrufne timer i hiphop-heaven – men faktisk især den løsere, mere uformelle sidstnævnte er rent kræs.
8. Sekuoia ‘flac’
Han har gradvist givet smagsprøver på sit talent med en lille række ep’er, men på årets debutalbum ramte Patrick Alexander Bech-Madsen en berusende tinde, hvor analoge guitarstykker går forrygende hånd-i-hånd med skinnende house-tendenser og skælvende electronica. Der er kommet en lidt mere poppet energi i produktionerne, men den højtravende skønhed på numre som ’Beau’ og singlen ‘Brace’ står side om side med en følelse af, at Bech-Madsen mest af alt er nysgerrig – på lyde, melodier, kompositioner. Et album, der skinner af overskud.
7. Sivas ‘Familie før para’
Antallet af håbefulde medløbere, der siden Sivas’ ’d.a.u.d.a’ har forsøgt sig med maskulin autotune-hiphop, kan efterhånden ikke tælles. Men manden selv står stadig i front for den bølge, som han gennem harmoniseringsfiltrering og nytænkning af nudanskordbogen banede vejen for under (ghetto)danske faner. Det faktum har aldrig været tydeligere end på ’Familie før para’, hvor vestegnsrapperen igen mestrer den ekspressivt tågede narko-trap, som få andre gør det. ’Familie før para’ er ikke den revolution, som Sivas i 2013 satte ild til, men mindre kan også gøre det.
6. Chinah ‘Once the Lights Are On’
Chinah fik et mere end solidt gennembrud i 2016, som kulminerede med en pris som P3 Talentet. Ekstremt velfortjent, for deres debut-ep fra starten af året består næsten udelukkende af hits i en perfekt afbalanceret cocktail af fintfølende popstrukturer, sensuel r’n’b og krystalklar synthpop. Fine Glindvads vokal er mere end bare kransekagefigur, og hendes følelsesmæssige dans om den varme grød er en klokkeklar årsag til, at Chinah bejler til toppen af dansk pop.
5. Benal ‘Nu’
Efter en karakteristisk ep-trilogi, der cementerede Benal som hiphopduo med hang til både elektronisk minimalisme og snørklede rim, beviste de med fuldlængdedebuten ’Nu’, at de i den grad er berettiget til al god omtale. I en tid hvor trap-undergenren via forenklet lyrismefiksering har indtaget verden, funkler Benjamin og Albert som en sprogspjættende juvel i kongerigets hiphop-periferi. ’Nu’ er en lommefilosofisk spidsfindighed, der søger mere indad end udad, men det er netop derfor også makkerparrets mest stilsikre projekt til dato.
4. Yung ‘A Youthful Dream’
Mikkel Silkjær Holm er 21 år gammel og de seneste to år af Aarhus-ynglingens foreløbigt korte tilværelse har han spyttet to fuldlængdealbum og en ep ud. Fordommen om kvantitet over kvalitet kan du dog godt pakke væk, for ‘A Youthful Dream’ er allerede på et skræmmende overbevisende niveau, som får én til at gribe efter referencer med musikhistorisk sus under vingerne.
Forhåbentlig får den internationale omverden snart øjnene op for punk-spiren, for skal man pege på ét talent, der indenfor de seneste få år har vist potentiale til at nå rigtigt langt, er det den gode Holm, og ‘A Youthful Dream’ cementerer det med eftertryk. Næste kapitel lurer endda lige under hjørnet med et ep-aktuelt sideprojekt under hans eget (efter)navn.
3. Jamaika ‘SxB på fri fod’
»Slap af. Vi ses nok igen om en måned«, udbryder en fængselsbetjent med dybt forvrænget og ondsindet latter i indledningen af Jamaikas debut-ep, ’SxB på fri fod’. Bemærkningen falder straks tungt med et lag af forhærdet realisme, når det ses i lyset af vejlenserens stadigt tilbagevendende fængselsophold.
Når Jamaika i sin somali-blues klager om det æreskodeks, som han på blokken nærmest har været trælbundet af hele sit liv, er det med en uomtvistelig autenticitet og nærvær. ’SxB på fri fod’ gennemsyres af subtil jamren, hvis sjælvibrato parret med lyrikken svinger fintfølende mellem netop det benhårde og det hårfine. Derfor er der heller ingen tvivl om, at projektet med sin uforfalskede croon og jordnære gadeskildring gør stort indtryk både som enestående værk og som betagende smagsprøve på det purunge sangtalents fulde potentiale.
2. Bisse ‘Højlandet’
Med en feberhed produktivitet har Bisse udsendt fem album og en ep på halvandet år, og kvaliteten er kun steget eksponentielt i takt med udgivelsesfrekvensen. Det har været umuligt at undgå Thorbjørn Radisch Bredkjær i et år, hvor den flamboyante musiker for alvor har manifesteret sig i det danske musiklandskab som en krukket, men elskelig original.
Det monstrøst lange ‘Højlandet’ havde næsten været for meget af det gode, hvis ikke helheden blev leveret med en afvæbnende selvironi i sange om blandt andet selfie-død, at anmelde alle sine ekskærester med seks hjerter og det at ramme den brede smag og blive en ny Cityboi.
På ’Højlandet’ besynges selve livet, og albummet er en rejse gennem febrilsk rockturbulens, ambiente klangflader og jazzede stemninger, hvor Bisses krukkede vokal er den røde tråd, der væver de stærke melodier sammen.
Trods et foreløbigt kunstnerisk højdepunkt med sit hidtil mest imødekommende udspil er Bisse (heldigvis) fortsat en modhage på den glatte konformitet. Vidunderligt affekteret, berusende og fabulerende på et højstemt opus, som bevæger sig helt derud, hvor kærligheden, ensomheden, naturen og døden hyldes med dramatiske fagter.
1. Liss ‘First’
Man kan argumentere for det lidt mærkværdige i at have en ep på bare fire numre og 16 minutter som årets bedste danske udgivelse, men med Liss’ formfuldendte debut-ep er der bare ingen vej udenom.
Den danske kvartet droppede overlegent de to indledende succes-singler ’Try’ og ’Always’, og formåede uden de helt store hooks at skabe deres helt egen boble af ekstremt funky, men samtidig blåtonet og øm popmusik med r’n’b-fiksation.
Lyden er så ren, konceptet så klart, og de fire musikeres talent så uomtvisteligt. ’First’ er soulmusik til det moderne dansegulv – den slags man ikke kan holde kroppen i ro til, mens der måske danser en tåre ned ad kinden. Og når man ikke bliver fascineret af Søren Holms komplet unikke vokal, kan man til stadighed finde små finurligheder og flotte detaljer i produktionen og samspillet.
Et uprætentiøst, men dybt rungende statement fra et ungt dansk band med en lang og frodig karriere foran sig.