’Santa Clarita Diet’: Klamhedshumoristisk Netflix-serie er en anstrengt affære

Sheila har lige spist en ejendomsmægler. Eller rettere: Søde, uskyldige Drew Barrymore har spist en ejendomsmægler. Hun er gået til fadet i en sådan grad, at det ville medføre en reprimande, hvis Hannibal Lecter kom forbi.

’Santa Clarita Diet’ er dog Netflix’ nye komedieserie, så manden, der overrasker hende i baghaven, er ægtefællen Joel (Timothy Olyphant). Hans reaktion er bare lettere irritabel. Han har allerede oplevet løjerlige ændringer i hustruens adfærd.

Dagen begynder som en enhver anden. Sheila mærker et prik af maveonde, mens datteren Abby (Liv Newsom) plager om at få en bil. Joel ryger en joint, før det er afgang til parrets fælles ejendomsmæglerfirma.

Under en fremvisning, er den pludselig gal. Sheila projektil-ørler ud over to købere. Det bliver ved på badeværelset, hvor hun kortvarigt dør. Da hun genopstår, er det ikke kun med fornyet livsappetit.

Pilotafsnittet forspilder ingen tid med at etablere sin præmis. Brækscenen falder fem minutter inde og telegraferer en klamhedshumor, som varer ved resten af sæsonen. Teaterblodet er lige rundt om hjørnet, sågar en smoothie af menneskeører.

Sheila er blevet zombie, selvom hun er væsentligt mere adræt, end den slags har ry for at være. Der er ingen dødsrallen eller gangbesvær her. Til gengæld en overophedet seksualdrift og et vokabularium, der er lige til bødekassen. Joel finder egentlig begge dele forfriskende, men ædeflippet kræver omstilling. Det er i sådanne stunder, man finder ud af, hvad et ægteskab er gjort af, og Joel beslutter sig for at bistå i jagten på friskt kød.

’Santa Clarita Diet’ frakobler sig hurtigt den genkendelige virkelighed. Serien satser på det groteske, og morskaben beror således på, om man er villig til at købe et univers, hvor al logik er sat ud af kraft.

Hvorfor hemmeligholder forældrene det morderiske forehavende for Abby, når hun har set dem begrave ét offer? Og godt kender til morens forvandling? Bare fordi, tilsyneladende.

At seriens indhold aldrig var blevet tilladt på de store tv-selskaber, er der næppe tvivl om. Men som karakterer kunne duoen sagtens være et levn fra en familievenlig sitcom engang i 90’erne. Sympatiske mennesker, som elsker hinanden og som prøver at holde fast i en form for normalitet. I starten vedtager de et moralkodeks om kun at slå slette personer ihjel på bedste ’Dexter’-vis, men det skal siden vise sig at blive en udfordring (»hvor er alle de unge Hitler-typer?«, sukker Joel).

Mange vil huske Olyphants seneste tv-rolle. Som tilbagelænet machomand i ’Justified’ kunne intet slå Stetsonhatten ud af facon, ligegyldigt hvor usle randeksistenser sherifgerningen satte ham overfor. Omplantet til Californiens velholdte forstæder har skuespilleren fået den modsatte instruks. Tandpastasmilet er boulevardbredt og spillestilen ihærdigt møntet på bagerste række. Men Olyphant bærer fortsat ikke rundt på det mest ekspressive ansigt. Han virker malplaceret.

Til sammenligning er Barrymore mere hjemmevant – America’s Sweetheart, blot med blodindsmurte mundvige. Og samspillet svinger bedre hos de yngre medvirkende. Faktisk ville jeg hellere følge Liv Newsom og den nørdede nabodreng, spillet af Skylar Gisonbo, men de får kun lov at indtage et sideplot. Deres akavede og sarkastiske ordvekslinger er i alle fald de voksnes overlegen.


Kort sagt:
Den står på F-bombs og blodudgydelser i Netflix’ nye komedieserie. Folk med hang til klamhedshumor skal nok fryde sig, men for andre vil ’Santa Clarita Diet’ være en anstrengt affære.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

Tv-serie. Hovedforfatter: Victor Fresco. Medvirkende: Drew Barrymore, Timothy Olyphant, Liv Newsom, Skyler Gisondo, Mary Elizabeth Ellis, Richard T. Jones. Spilletid: Ti afsnit á 25-30 min.. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af