’Power Rangers’: Teenagesuperhelte savner spandex og 90’er-fjolleri

’Power Rangers’: Teenagesuperhelte savner spandex og 90’er-fjolleri

Der er efterhånden en vis metaltræthed at spore på Hollywoods kæmpe superhelte-samlebånd, og i det seneste skud på stammen, et reboot af 90’ernes populære teenage-helte The Power Rangers, hober de generiske symptomer sig op.

I ’Power Rangers’ får den prototypiske superheltemytologi endnu en tur igennem maskineriet: Fem almindelige og utilpassede highschool-elever får, efter nærkontakt med et rumskib, overnaturlige evner – og da deres lille soveby Angel Grove, og resten af verden, snart står over for truslen om udslettelse, må de finde sammen og bekæmpe truslen.

’Power Rangers’ er måske det tætteste, vi kommer på et Michael Bay-teambuilding-kursus, hvor den evindelige floskel om, at sammen er vi stærkest, praktiseres med actionficeret logik, CGI-terapi og tomme kalorier. Instruktør Dean Israelite arbejdede sammen med Bay på sin forrige film, den middelmådige ’Project Almanac’, og han har måske lyttet lidt for meget til Bay.

’Power Rangers’ har i hvert fald et vist præg af kalkuleret markedsstrategi over sig, hvor der med rund hånd lånes fra tidens populære blockbusters (robotten Alpha 5 minder umiskendeligt om noget fra en galakse langt, langt borte) og leverer nostalgi uden sjæl.

Men selvom vi absolut har gøre med et mere syntetisk produkt end den kitschede og charmende 90’er-serie, holder Dean Israelite på nogle punkter skuden oven vande. Godt nok er de berømte (og berygtede) spandex-dragter udskiftet til fordel for kønsløse high-tech-CGI-rustninger, og klimakset ligner mere noget taget ud fra en monstrøs ’Transformers’-film end seriens fjollede gummimonstre, men en jovial og humoristisk tone gør trods alt affæren mere underholdende end eksempelvis den dystre artsfælde ’Fantasic Four’ fra 2015. Munterheden får én til at heppe på de fem outsiders.

Filmen holdes også oppe af enkelte farverige præstationer, især fra RJ Cyler (Earl fra ’Me and Earl and the Dying Girl’), der som den autistiske Billy overstråler, men også løfter de andre unge i gruppens lidt blege ensemble med lovlig forceret teenageattitude. En lystig Elizabeth Banks stjæler flere gange billedet som den overspillede og guldspisende skurk Rita Repulsa – modsat den næsten (bogstavligt) usynlige Zordon i form af Bryan Cranston, der er fanget i rumskibets væg.

Det ville det have været befriende, hvis Israelite og studiet bag, Liongate, havde haft modet til at gå linen fuldt ud og løsnet den identitetsløse ’Power Rangers’ fra de rigide og kalkulerede Hollywood-tøjler. Havde man turdet at være mere fjollet, som 90’er forlægget lægger op til, og givet den fuld skrue med selvironi og nostalgi, havde ’Power Rangers’ måske skilt vandene, men i det mindste haft kant – som i det enkelte øjeblik i filmen, hvor gruppen galoperer afsted på deres zords og den gamle ’Go go Power Rangers’-sang buldrer ud af biografens højtalere.

Se dér kan man mærke den gamle ånd på den der mega(zord)seje måde.


Kort sagt:
Genoplivningen af 90’ernes ’Power Rangers’ bærer præg af at være en kalkuleret og rigid Hollywood-samlebåndsproduktion uden plads til 90’ernes fjolleri. En munter tone og enkelte fine præstationer holder akkurat filmen oppe.

Spillefilm. Instruktion: Dean Israelite. Medvirkende: Dacre Montgomery, Naomi Scott, RJ Cyler, Becky G, Ludi Lin, Bill Harder, Bryan Cranston, Elizabeth Banks. Spilletid: 124 min.. Premiere: Den 23. marts
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af