’Du forsvinder’: Anderledes og fascinerende dansk filmoplevelse med Dyrholm og Lie Kaas
Peter Schønau Fogs første film i 11 år siden den mesterligt sortkomiske debut ’Kunsten at græde i kor’ er en kompliceret krabat af et hjernevridende drama, helt ulig nogen anden dansk film i nyere tid og så propfuld af videnskabelig teori, flashbacks og flashforwards, at man som publikum må forvente at skulle holde tungen snorlige i munden undervejs.
Hvornår har man sidst kunnet sige det om en dansk mainstreamfilm?
’Du forsvinder’ er baseret på Christian Jungersens roman af samme navn og handler om ægteparret Mia (Trine Dyrholm) og Frederik (Nikolaj Lie Kaas), hvis relation og fremtid udfordres gevaldigt, da læger finder en hjernesvulst hos Frederik.
Svulsten påvirker før så ansvarsbevidste og succesfulde Frederiks handlinger og tanke, og Mia får på snigende ubehagelig vis sværere og sværere ved at genkende manden, der sover ved siden af hende hver nat. Han ligner jo stadig Frederik på ydersiden – men er den husbond og familiefar, Mia kendte og elskede, overhovedet derinde mere?
Frederik anholdes og sigtes for at have begået underslæb for millioner på den højt estimerede privatskole, hvor han i årevis har været skoleleder, og den ene affære efter den anden vælter ud af skabet, mens Mia og sønnen Nicklas (Sofus Rønnov) forvirrede forsøger at støtte op om Frederiks sygdom, der måske for bestandig har ændret mandens sind.
Det er en uhyggelig præmis og dekonstruktion af vores trygge, tætteste relationer, ’Du forsvinder’, er bygget over, og Peter Schønau Fog folder dramaet ud som en Rorschach-test i bevægelse, hvor blækket kontinuerligt løber ud og sammen for at danne nye fortolkningsmuligheder for både publikum og karakterer. Intet er givet på forhånd, og en vis sygdomsparanoia melder sig, i takt med at hovedpersonerne i stigende grad mistænkeliggør hinandens motiver og dømmekraft.
Mia insisterer på, at Frederik ikke ved, hvad han gør, og dyrker et glansbillede af ’manden før svulsten’. Frederik – som ikke kan mærke, at han skulle være syg – føler til gengæld, at Mia kvæler ham med skyld og måske i virkeligheden godter sig lidt over hans stækkede maskulinitet.
Filmen klipper lunefuldt frem og tilbage mellem fortid og nutid, mens Mia agerer voiceover med en lind strøm af videnskabelige fakta og filosofiske teorier omkring fri vilje versus naturens vilje, der er lige så rasende interessante, som fortællestemmen bliver frustrerende distraherende fra begivenhederne, der udspiller sig simultant på lærredet.
I en støttegruppe for pårørende møder Mia advokaten Bernard (altid seværdige svenske Mikael Nyqvist), hvis smukke og før så livlige kone Lærke er blevet hjerneskadet efter en bilulykke (Meike Bahnsen i en subtil pragtpræstation). Mia og Bernard bonder – lidt vel meget – og Bernard påtager sig at forsvare Frederik i retten, da skolesagen eksploderer.
’Du forsvinder’s søgt ’Gone Girl’-inspirerede plakat og anslagsvist kalejdoskopiske thrillerelementer i spændingsopbyggelsen omkring Frederiks personlighedsændring overdramatiserer til tider fortællingen, der havde stået stærkere i en mere afdæmpet, lineær dramaturgisk form, ligesom slutningen – der afviger markant fra romanforlægget – føles helt unødvendigt Shyamalan’sk i sin iver efter at trække tæppet væk under publikum. Det er dog filmens egen troværdighed, der kompromitteres.
Trine Dyrholm og Nikolaj Lie Kaas spiller begge intenst, men Frederik og Mias kemi og årtier lange forhold er svært at købe, hvorfor deres indædte kamp for ægteskabet devalueres. Er duoen udelukkende sammen for at snylte på hinandens svagheder og styrker, som to ubevidst usympatiske tæger, uden hensyn til hverken søn eller hinanden?
Granskningen af et sådant afhængighedsforhold udgør selvsagt saftigt stof, men grænser i ’Du forsvinder’ til det let anstrengende, når Dyrholms underlæbe bæver karakteristisk derudaf, og øjnene spærres op i teatralsk fortvivlelse over for Kaas drengerøvshidsige vredesudbrud, der for begges vedkommende ekkoer utallige tidligere filmpræstationer.
’Du forsvinder’ er en tricky film at holde af. Lige så sensationaliseret som det personlige drama momentvis føles, lige så teoretisk fængende er det vægtige emne om hjernens forunderligt mekaniske funktioner og filmens absolut velplacerede kritik af den samfundsstigma og generelle uvidenhed, der endnu knytter sig til psykiske lidelser.
Er min mening om filmen i sidste ende baseret på originale indtryk, eller blot den kalkulerede sum af min hjernes forudindtagede forventninger, lagrede erfaringer og mit kendskab til romanforlægget, skuespillerne etc.? ’Du forsvinder’ vækker i den grad stof til eftertanke.
Kort sagt:
11 år efter debutfilmen ’Kunsten at græde i kor’ har instruktør Peter Schønau Fog kastet sig over forfatter Christian Jungersens psykologiske hjerneskadedrama ’Du forsvinder’. Filmens kalejdoskopiske klippe- og fortællestil fascinerer flot sammen med tankevækkende eksistentiel filosoferen, men vægtningen af sæbedrama kaster skygger over en ellers anderledes ambitiøs dansk filmoplevelse.