‘Skønheden og Udyret’ er stadig på bioprogrammet, og liveaction-udgaverne af de gamle Disney-klassikere stopper ikke her.
Blandt andet er ‘Løvernes Konge’ på vej til lærredet i en mere livagtig version, og nu skriver The Wrap, at der er sat skuespillere på filmens elskelige og umage par Timon og Pumba: Seth Rogen og Billy Eichner (‘Billy on the Street’, ‘Difficult People’).
Og nej, det bliver ikke Rogen og Eichner i dyrekostume, vi kommer til at se i filmen, men snarere deres stemmer, der skaber det lydlige udtryk til de CGI-genererede figurer. Her skal de hjælpe Simba mod et bekymringsfrit liv og lære ham at spise larver, ligesom de skal stå for en af filmens mest kendte sange ‘Hakuna Matata’, som Nathan Lane som Timon og Ernie Sabella gjorde det så uimodståeligt i tegneserieudgaven fra 1994.
Produktionen af ‘Løvernes Konge’ er gået i gang, og det er allerede offentliggjort, at rapper og skuespiller Donald Glover skal spille den kommende løvekonge Simba, mens James Earl Jones skal spille hans far Mufasa – som han i øvrigt også gjorde i tegnefilmen.
Læs også: ’Skønheden og udyret’ – En fryd for Disney-elskende hjerter