Et af de mere hemmelige indslag på weekendens Spot Festival var Vera: Aliasset dækker over den danske producer William Asingh, som nogen måske vil huske fra rockbandet Kiss Kiss Kiss, der gik i opløsning i 2012. Siden da har Asingh fokuseret på at producere, og han har blandt andet lavet musik med Soleima og Liss (han havde en stor finger med i spillet på gruppens debut-ep’en ‘First’).
På Spot Festival var Asingh indhyllet i mørke, men flankeret af både en guitarist og en saxofonist. Specielt sidstnævnte fyldte meget koncerten igennem, og det altid sexede blæseinstrument spiller også en stor rolle på Veras nye single ‘In And Out of Love’, som netop er udkommet og også florerer som Ugens Uundgåelige på P3 i denne uge.
Singlen er som hvidt sand mellem tæerne: En blød cocktail af vuggende synths, chillede guitarlinjer, hylende saxofon og så en ganske forførende vokal, der leveres af en (indtil videre) ukendt sangerinde.
26-årige Asingh har udsendt singlen via sit eget label VeraLovesUUU, men bliver i Danmark hjulpet på vej af pladeselskabet No3, som også huser navne som Chinah og Noréll.