1. Soleima
Det var en smittende glad og charmerende, men også lidt overrumplet Sarah Mariegaard, der tog imod en fyldt Rytmisk Sal. Hun beviste dog selv, hvorfor hendes fanskare har vokset sig så stor. For i løbet af de seneste to år, siden hun Spot-debuterede, har hendes vokal fundet sig bedre til rette i det pastelfarvede popunivers. I går ramte hun et lidt dybere leje, som klæder hende godt, hvilket man også kan høre på det nye minialbum ‘No. 14’, der naturligt dominerede setlisten.
2. Silvester
Sidste år på Spot havde han armen i gips, men i år var Awinbeh Ayagiba altså fuldt funktionsdygtig – både fredag aften på Atlas og lørdag formiddag til dayparty på Headquarters.
Ayagiba er blevet mere reel frontmand i Silvester, og mens hans stemme lå dejligt naturligt på funky og lune numre som ’Black Hearted’ og ’Dancer’, så haltede den med at skinne igennem og finde sin plads på andre. Det blev der dog gjort op ved via rytmesektionen, som i princippet spiller en ligeså stor rolle som frontmanden: Ida Duelund var cool som Este Haim (uden grimasserne), mens den lånte trommeslager (Anders Bach fra Ice Cream Cathedral) var tight som bare fanden. Så gjorde det ikke så meget, at man stod nede i den mørke Headquarters-kælder, mens solen skinnede udenfor.
3. School of X
Vi kender ham allerede: Rasmus Littauer har bidraget til et hav af musikprojekter gennem tiden og sørger i øjeblikket for heftig tøndeslagning, når Mø spiller live. Nu er han på vej ud over stepperne med sit eget projekt: School of X.
Denne aften på Voxhall udøvede han en noget nær perfekt præstation udi rørende klagesange og storladen inderlighed akkompagneret af exceptionelt skarpe trommer samt sax og synth for alle pengene. Littauer og co. beviste, at de er blandt de allermest stilsikre og dygtige elever i klassen – her var der ikke sparet på nogen fronter.
4. Guldimund
End ikke 20 minutters forsinkelse kunne slå Asger Nordtorp og hans seks mand høje backingband ud af kurs. De behøvede ikke engang spille sig varme, og Guldimund leverede fra ende til anden en overrumplende, overskudsmættet koncert på Headquarters’ lille kælderscene.
Materialet centrerede sig naturligvis om debutalbummet, men også to nye sange blev luftet. Nordtorps ekspressive og karismatiske scene-persona blev måske kun lige akkurat overgået af hans bragende dygtige guitarvæbner Buster Jensen, som abede den helt ud og endte med at flå strengene af sin spade til sidst. Et lille rock’n’roll-øjeblik i en derudover overbevisende showcase.
5. Ea Kaya
Hun har indtil videre kun udgivet en enkelt sang – den pulserende popslager ’Don’t Complicate It’ – men til PDH Music Dayparty på Scandic-hotellet var der skåret ind til benet, og Ea Kaya (den danske sangerinde/sangskriver Christine Kiberg) var kun ledsaget af en mikrofon og en ven på guitar.
Med fire numre i nedbarberede versioner var der i den grad tale om blot en appetizer på hendes potentiale, men der var alligevel tre gode ting af tage med videre:
1. Hovedpersonens ubekymrede og skødesløse attitude.
2. De akustiske skeletter af nogle (umiddelbart) ret fine popsange.
3. Kibergs overlegne vokal, der uden problemer (også midt i fraseringer) skiftede mellem kraftudbrud og en helt øm og silkefin hvisken.
6. Blondage
Navneskift eller ej; Pernille Smith-Sivertsen og Esben Nørskov Andersen viste, at de stadig er et velfungerende musikalsk parløb. Nu også med et mere klart fokus i Blondage, måske fordi det netop fra fødslen var et fælles barn modsat Rangleklods’ enmandsprojekt over i duo-transformation.
Musikalsk har de overført de gode takter med et elektronisk lydbillede, hvori der dunker en organisk puls. Andersen og Smith-Sivertsen gjorde en dyd ud af at spille produktionernes hooks live i SCC, ligesom deres vokaler smøg sig kælent om hinanden. Hvilket resulteret i en aldeles glimrende oplevelse med de effektive singler ‘Stoned’ og ‘Dive’ blandt højdepunkterne.
7. Lord Siva
Man kan mærke Lord Siva, når han er på en scene. Han vil gerne være udadvendt, men ender mere med at være rendyrket intens, når han karakteristisk knuger mikrofonen i begge hænder foran ansigtet.
Også i SCC lørdag aften, hvor vi blandt andet fik ’Blind’, powerballaden ’Hvornår’, Ukendt Kunstners ’Fortæl dem’ (hvor Lord Siva er featuring) og et besøg fra TopGunn på den nye single ’Lapper’: Et tungt luksusbeat og fortællingen om stripperen, der er fucked up. Her var der langt til Kongens Have.
Siva har en særlig evne til at kunne holde en fest med numre, som i grunden handler om ikke at have det vildt godt.
8. Vera
Det var en anonym herre, der stod med silhuetten tegnet på et af de tre hvide bagklæder i et godt fyldt Radar. Folk var alligevel kommet for at se giraffen. For manden i mørket var William Assingh, der især har gjort sig bemærket for sit producerarbejde for Liss, som han også har spillet MPC for live som en anden Jamie xx.
Vera er hans nye soloprojekt, og man kunne godt fornemme nogle af de samme inspirationskilder i Sade-vokalen og visse Jai Paul-agtige, mellemøstlige synth-lyde. Resultatet var dog markant anderledes, for Vera er musik til hængekøjen på en solrig ø. Der var dømt chillet elektronisk musik a la Café del Mar-opsamlingerne, hvor en spansk guitar og saxofon blev leveret live af to musikere på scenen. Det var ikke svært at drømme sig væk til, men et par overraskende rusk havde heller ikke gjort noget.
9. Omar Souleyman
Roots&Hybrid-subfestivalen i Ridehuset stod gennem hele Spot Festival for et kærkomment eksotisk krydderi, og deres ubestridte headliner, syriske Omar Souleyman, leverede i den grad lørdagsfesten for en kogende og propfyldt sal.
Det skete med et i Spot-regi uhørt langt sæt, og især med en 20 minutter lang ‘Shift al Mani’ fik Souleyman pisket gang i et hujende og klappende publikum (for hvem omkvædet i syng-med-demokratisk stil blev sprogforbistret til »Shake your body«), mens spontane, mere – eller måske især – mindre autentiske dabke-dansecirkler opstod langs kanterne af Ridehuset. Synthvæbneren Rizan Sa’ids ætsende, opspeedede og elektronificerede version af netop dabke-musikken var lige præcis de lopper, der kunne bringe benene under Spot-gængerne i heftigst mulig oscillation.
10. Franske Piger
Vellness Plader-duoen stillede denne aften op som fuldt band i kvintetformat og med langt mere guitarbrus, end vi hidtil har hørt på deres indspilninger, hvilket gav grobund for namedropping-ligninger i hovedet: Hvad ville der for eksempel ske, hvis M83 mødte Thomas Helmig i en mørk gyde? Mellem forsanger Søren Buschmann Friis’ charmerende, himmelfaldne ansigtsudtryk og bandets bragende storladne lyd, var det umuligt ikke at blive bare en smule grebet.
Læs hele vores anmeldelse HER.
11. Noah Carter
Hypen var ikke til at tage fejl af: Radar var tæt pakket og forventningerne lå tykt i luften, da Noah Carter indtog scenen. Carter lossede gang i festivalens sandsynligvis største privatfest, hvor linjerne på de lækkert producerede r’n’b-hits ‘Do You’ og ‘Come Alive’ med solidt, rytmisk flow rullede over B.O.C.-rapperens tunge – lige indtil han i lutter spilleglæde og scene-ADHD snublede over ordene og overlod arbejdet til backingtracket, som han gjorde sig til hypeman for. Til trods for den til tider undervældende vokalpræstation, var festen overvældende.
Læs hele vores anmeldelse HER.
Læs også: Spot Festival: De 10 bedste koncerter vi så fredag