1. Kå
I nogle tilfælde kommer Spot Festivals korte showcase-format til sin ret. Ikke fordi man absolut vil have, at koncerten slutter, men fordi man hurtigt og kontant får leveret en kunstners modus operandi selv om udtrykket ikke nødvendigvis er perfektioneret.
Rapperen Kå – der spillede til Karrierekanonen-arrangementet på Atlas – var på scenen i godt og vel 18 minutter og gav en fin opvisning af sin elektroniske hiphop, som blander pop, trap-trommer, boom bap-vibrationer og synthtunge beats til en hiphop-afart, der ikke er helt langt væk fra kollegaen Emil Kruse, som var med på scenen som gæst.
Kå skal lige finde sig selv på en scene, og noget han helt klart skal arbejde med er de mere poppede og sungne hooks, som indtil videre ikke sidder fuldstændig i skabet. Men selve rappen lå solidt og velfunderet på beatet, og produktionerne var friske i de synthhvirvlende formater – så langt så godt.
2. First Hate
Der er højt til loftet i SCC, men det var såmænd blot til First Hates fordel, idet synthpop-duoen beviste, at de har både materiale og karisma til at indtage et stor scene og ditto publikumsmængde; Anton Falck Gansted gjorde særdeles god frontmandfigur med smidige kropsbevægelser og imødekommende publikumskontakt.
Den inderlige ‘Copenhagen’ og den iørefaldende ‘The One’ med mundharmonika og house-piano var blandt højdepunkterne, der tydeliggjorde spændvidden hos First Hate.
Læs hele vores anmeldelse HER.
3. Gurli Octavia
Musikhusets intime Kammermusiksal var velvalgt til lokale Gurli Octavia, hvis inderlige og tyste folkpop krævede en ganske intim setting. Octavia indtog scenen, kun akkompagneret af sin egen guitar, men fik efter to numre selskab af sit band, som med en velbalanceret instrumentering pustede liv i sange som singlerne ‘Storm’ og ‘You Lay Low’.
Hendes halvtimelange showcase vidnede om en kunstner, der for længst har smidt nybegynderusikkerhed og lampefeber på porten, og Octavia besad magten til at række ud og bevæge et publikum, der ellers får ørerne tudet rigeligt fulde af alskens andet på en festival som Spot. En sjælden, stille stund.
4. Khan
Karen Juhls vokal er i et toneleje, der vil få nogen til at dreje om på hælen ved første lyt. Glasskærende spids og lys. Men hun fortjener at blive hørt. Og det blev hun også på et fyldt Double Rainbow, hvor Limbo Collective afholdt koncerter fredag.
Som Khan var hun flankeret af to musikere, som leverede bastung bund og percussion til hendes elektroniske artpop, der kom vidt omkring. Vi fik spoken word-passager og livlige, puslende produktionsdetaljer, der mindede om noget fra Island anno Múm.
Khan var dog bedst, når hun tilllod sig selv at holde det simpelt og lave synthpop med r’n’b’ens følsomhed, hvor produktionens tyngde agerede modvægt til hendes sfæriske vokal. Og det var forfriskende med én, der tør lede efter sin egen stemme – også selv om hun måske ikke helt har fundet den endnu.
5. Benal
Først og fremmest skal et gedigent skulderklap gå til Spot-planlæggeren, der valgte at stille Musikhusets klassiske, Store Ccene til rådighed til et hiphop-act og dermed yde genren den retfærdighed, en smadret moshpitfest ikke altid formår.
Dernæst skal alskens øvrige klap gå til Benjamin og Albert, der klarede at spille hele koncertsalen op, så publikum hoppede op af veloursæderne. Alberts elektroniske beats buldrede om kap med lasershowet i salen, mens Benjamin med nyfunden, klædelig selvsikkerhed smed om sig med aggressive bars af skæv, charmerende lyrik med et skudsikkert battlerapflow og medrivende intensitet.
Læs hele vores anmeldelse HER.
6. Marching Church
På papiret virkede det som et pudsigt match med Musikhusets Store Sal og Marching Church, men gruppens dramatisk svungne garagepunk fungerede fortrinligt i disse rammer. Iført kalvekrøs-skjorte og intens karisma indtog Elias Rønnenfelt med autoritet scenen og favnede rummet.
Musikalsk pendulerede gruppen glimrende mellem atmosfæriske instrumentale interludes og energiske udladninger, hvor Rønnenfelt som en ung Nick Cave smøg sig om mikrofonstativet. ‘Lion’s Den’ og ‘Inner City Pigeon’ var blandt højdepunkterne, og en ulmende ‘Let It Come Down’ satte trumf på og understregede Marching Churchs format som liveband.
7. Darling Don’t Dance
Det er et kærkomment comeback, Darling Don’t Dance har begået med først det nyligt udkomne minialbum ‘Pediophobia’ og siden turnéaktivitet. Tilsammen gav bandet en pletfri performance med vægt på materialet fra netop den udgivelse (især titelnummeret skinnede!), og det var ikke mindst en koncert, der skulle vise sig at være aftenens mest velgørende rockfix.
Med rigeligt æde på fuzzpedalerne, tonstunge tønder og veldrejet materiale i baghånden, var støjrockerne med det distinkt feminine islæt i front både selvsikre og veloplagte.
8. Ellis May
Ellis Mays hidtil eneste single ‘Old Love’ var næsten et falsk brødkrummespor mod fredagens koncert. Den er ikke ’pæn’, men en finurlig komposition med loopet klaver og tusmørkestemning.
I Musikhusets Lille Sal skruede kvinden bag, Sophia Maj, bassen helt i vejret, og fjernede man mentalt toppen af produktionerne var der tale om decideret techno. Men der var også tykke tåger af støj, en dyster klaverballade og så Majs ru, klagende vokal, som virkelig kom vidt omkring i en blanding af lys og mørke. Det var som soundtracket til en virkelig æstetisk gyserfilm.
9. Uffe
På Radar kom Uffes elektroniske undergrundslegeplads op til overfladen. Som én lang, behagelig jamsession leverede Uffe og hans tremandshær svedige bollefunk-beats og pulserende housetoner (primært fra sidste års ‘No!’), mens de på bedste freejazz-tilbagelænede maner legede organisk kispus med elektronikken.
Legepladsen var bestyret af kyndige hænder, der bevægede sig ind over alt fra varme world-rytmer til syntetisk robotsynth, mens Uffes behagelige og Erlend Øye-klingende vokal på sympatisk vis kælede for den fængende herlighed. Da jamsessionen sporadisk truede med at gå i indadvendt tomgang, løb legen af sted med asymmetriske afstikkere, der med nysgerrighed og intensitet genoptog grebet om publikum.
10. Communions
Et storsvedende og tætpakket VoxHall var vært for københavnske Communions denne aften, og deres koncert skulle vise sig at blive 35 skudsikre minutter i en britpop-perfektionistisk himmel. Kvartetten slog fast, at de er et af landets allermest disciplinerede livebands, og at deres nye, mere poppede materiale næppe bliver møllesten om deres fortsatte kurs mod tinderne. Snarere tværtom.
Læs hele vores anmeldelse HER.