Saveus på NorthSide: Inderlig maksimalisme i fuldt flor
Festivalformatet egner sig fortrinligt til Saveus. Det giver rigtigt god mening at parre Martin Hedegaards storladne pophymner med en stor publikumsskare, som tilfældet var fredag på Red Stage, hvor Hedegaard og hans velspillende hold spillede varmen tilbage i de våde kroppe, der havde udstået et af aftenens første regnskyl.
Hedegaards vokal er i særklasse, og han viste da også overlegen beherskelse, særligt i ‘Himalaya’, hvor han fraserede sig helt op i falset-skylagene. Da han samtidig var i kontakt med sine tilhørere og opfordrede til interaktion via fællesklap og call and response-passager, lå associationerne til Freddie Mercury lige til højrebenet.
Vi har at gøre med særdeles kompetente folk, og det er tydeligt, at der i live-setuppet dunker en organisk puls, som går ganske godt i spænd med produktionerne. Således udviklede ‘Everchanging’ sig fra blid ballade til den velkendte banger, svøbt i percussiv fremdrift og voluminøs synth-bas. Og ‘Will Somebody Save Us’ og ‘Levitate Me’ med støjende guitarpassager var åbenlyse klimaksforløsninger, hvor Saveus fik det maksimale ud af deres optræden.
Hvor vinden og den musikalske fremtid vil føre Saveus hen, fik vi også et par eksempler på. ‘The Interview’, som indtil videre kun er tilgængelig i en livesession på Vimeo, fortsætter den diskurs med elektronisk gospelpop, som efterhånden er blevet til Hedegaards trademark. En musikalsk fusion, han har fået et sikkert greb om, hvilket et andet nyt og ganske indtagende nummer vidnede om. Badet i dybe orgeltoner og med det lyriske mantra »let the world watch you«, der satte sig fast.
Hedegaard synes at have fundet sig selv som forkynder af et pop-evangelium, der opererer mellem himmelstræbende maksimalisme og inderlige øjeblikke, som inviterer publikum indenfor. Han gjorde en ihærdig indsats som sympatisk og energisk indpisker, så man forlod Red Stage med knap så våde klude og mere varme i krop og sjæl.
Læs anmeldelse: Frank Ocean på NorthSide
Læs anmeldelse: Mø leverede en stramt redigeret popfest på NorthSide