’Skam’s nye greb understreger en af seriens vigtigste pointer – og er ikke synd for Sana

KOMMENTAR. Før det stod klart, at Sana blev hovedperson i sæson 4, havde alle ’Skam’-seere deres personlige holdning til, hvem æren burde tilfalde.

Og efter det stod klart, at sæsonen ville blive seriens sidste, har det været den største sorgkatalysator for mange fans, at vi ikke fik udfoldet Vilde, Jente-Chris eller Jonas’ historier over en hel sæson.

I det lys er det overmåde generøs fanservice, at Julie Andem bruger seriens allersidste afsnit, der er i fuld gang på skam.p3.no, til at udvide perspektivet fra Sana til en række af de bifigurer, som har fristet en mindeværdig, men dog sekundær tilværelse i yderkanten af Hartvig Nissen-universet.

Det føles rigtigt at få en slags afrunding på figurer som Vilde og Jonas, mens fankærligheden mere end nogensinde strømmede igennem søndagens miniafsnit med Penetrator Chris i kanen hos Eva.

Men det nye formgreb er ikke bare leflen for de trofaste proselytter. Det er en fortællemæssigt overrumplende og tematisk slående satsning, der ser ud til at gøre finaleafsnittet til et af de stærkeste gennem samtlige fire sæsoner.

Skam VIlde 2

Overraskelsesmomentet har i sig selv en stor værdi. ’Skam’ har altid været en serie, som ved siden af det dybfølte har været sjov, frisk og vild. Frem til det uimodståelige Los Losers-afsnit har Sana-sæsonen imidlertid været mere dybfølt end frisk, og fortællingen har i perioder savnet den energi, der har præget de andre sæsoner (læs: Vi har savnet Eskild).

Da ’Vilde’-klippet tonede frem i søndags, var det på den måde et forfriskende wakeup-call: Et brud med forventningerne, som var helt i sync med en serie, hvis alternative fortællegreb – med de små løbende klip og med synsvinkelskiftet fra sæson til sæson – har været en af dens primære forcer.

Det nye rouletteformat pirrer i allerhøjeste grad begejstringen: Ligesom mellem hver sæson kan vi nu dag for dag gætte lystigt på, hvem der er i centrum for næste klip. Og hvorfor. Og hvad det betyder. Det er glædessyg skamness, når det er bedst.

Nogle, som Instagram-kontoen skamfansofficial, er unødigt fortørnede over, at Sana er blevet tilsidesat denne sæson, først af Noora, så af William+Noora og nu af alle mulige forskellige ’Skam’-karakterer.

Sana har lidt og lidt og er blevet fremstillet som en ond person, mens andre karakterer har hugget hendes sæson, lyder det. Som om storytelling skal skabes ud fra et højere demokratisk politisk korrekthedsprincip, som om man skal tælle skærmtidssekunder for at vurdere, om den homoseksuelle fik bedre behandling end muslimen, som om man kan lave noget som helst drama, uden at den centrale figur lider, som om Sana ikke gennem ni afsnit har gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling, som om vi ikke får et afsluttende Eid-klip, hvor hun er i centrum for hele seriens store punktum.

Og først og fremmest: Som om den enkelte figur er større end ’Skam’ selv. Havde det ikke harmoneret med resten af serien, havde det været et billigt kneb at køre karrusel på synsvinklerne denne sidste uge. Men det kolliderer ikke med ’Skam’-ånden, det inkarnerer den.

Skam Chris

Man skal nemlig ikke tage fejl af, at ’Skam’ er et opbyggeligt projekt. En fortælling med et eller, rettere, flere budskaber. Og et af dem er, at der gemmer sig et tænkende, følende, sårbart, nuanceret menneske bag alle barske facader.

I sæson 1 kom vi helt tæt på den indre tvivl og usikkerhed hos den pæne og privilegerede gymnasiepige, vi alle har kendt (eller været). I sæson 2 viste det sig, at selv skolens smukkeste pige kan have sit at slås med – og at skolens lækreste douche var en smerteramt og også helt ok fin fyr, når det kom til stykket. I sæson 3 var det fordommene om homoseksualitet og psykisk sygdom, der stod for skud, og i sæson 4 en hijabklædt muslimsk teenager med en drukentusiastisk omgangskreds.

I lørdags erfarede vi på seks minutter, hvad vi nok havde anet tidligere ud fra diverse chats og småsladder: Vilde kommer fra et dysfunktionelt hjem, og bag hendes naive og småbesatte overflade gemmer sig en ung pige, der er blevet tvunget til at være forælder for sin mor.

Skam Jonas

Lige så stor karakterudforskende punch var der ikke i de følgende klip (det havde også været for meget, hvis Penetrator Chris’ føkkboyisme kunne spores til, at han faldt ud af vuggen som spæd), men alligevel: P-Chris er mere end en overfladisk player, han trenge også ægte kærlighed. Så er der Jonas, som måske indser, at han er nødt til at komme sig over Eva og bevæge sig videre i sit liv, og i det nyeste klip Jente-Chris, der tænker mere over tingene, end hendes klassens klovn-schtick måske lige antyder.

Vi er alle hovedpersonen i vores eget liv, men verden bliver et bedre sted, hvis vi husker, at andre også er hovedperson i deres. Alle har noget at slås med. Men også noget at give, hvis man prøver at forstå dem.

Det må være en af ’Skam’-eventyrets vigtigste moraler. Som den berømte replik fra Jean Renoirs humanistiske Anden Verdenskrig-klassiker ’Spillets regler’ lyder:

»Det forfærdelige ved livet er det her: Alle har deres grunde«.

(Opdateret 11.22 efter offentliggørelsen af Chris-klippet)

Læs også: Anmeldelse af ‘Skam’ afsnit 9 – »Jeg er dybt uenig i Sanas mors pointe«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af