Roskilde Festival: Kevin Morby var bedst, når han fyrede op for fuzz-kedlerne

Der er to måder at starte en koncert på. Enten går man direkte til stålet og byder velkommen med et brag, eller også sluser man gradvist folk ind i sit univers. Det sidste var Kevin Morbys disposition, da han indtog scenen på Pavilion onsdag aften med en bossanova-vuggende sang, der trinvist steg i kadence.

Sangskriveren fra Missouri pendulerer mellem slackerrock og et udtryk af mere klassisk tilsnit, ikke ulig kolleger som Mikal Cronin og Kurt Vile. Han besidder til dels førstnævntes ekspressive energi, men har samtidig ikke helt det solide sangmateriale, som kendetegner sidstnævnte.

Koncerten bar præg af, at Morby ikke helt kunne beslutte sig for, hvilken hest, han ville sadle op på. Han var klart mest overbevisende, når han fyrede op for fuzz-kedlerne i de energiske ‘1234’, ‘I Have Been to the Mountain’ og den Lou Reed-influerede ‘Crybaby’. Mindre vellykket var hans ekskursioner ud i et countrypræget univers i ‘Destroyer’, hvor ekstraguitaristen filede løs med sliderør.

Morby var dog et sympatisk bekendtskab, og han havde god interaktion med publikum –han følte blandt andet for at foto-forevige koncerten med en iPhone lånt af en koncertgænger.

Han foretog det kloge træk at slutte modsat af, hvordan han begyndte, idet en energisk ‘Dorothy’ tegnede sig for koncertens højdepunkt og formåede at sætte fut i fejemøget hos en imødekommende forsamling.

En koncert, som udstillede både svaghederne og styrkerne ved variationen i Kevin Morbys katalog. Heldigvis var sidstnævnte i flertal.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival