’Fortiden foran os’: Indfølt debutfilm om prostitution og moderskab

Falden kvinde, traffickingoffer, luderen med hjerte af guld, der bliver reddet af en mand, og den seksuelt eksperimenterende luksusluder. Der findes mange troper om prostituerede på film, men foreningen af prostitution og moderskab er ikke en af dem.

De to roller bakser den 30-årige luksusescort Alice (Evelyne Brochu) med i den belgiske debutant Nathalie Teirlencks intime psykologiske drama ’Fortiden foran os’.

Alice tvinges pludselig til at tage sig af sin syvårige søn Robin (Zuri Françoise), da hendes ekskæreste dør i et trafikuheld, og moderskabet falder hende mildest talt ikke naturligt. Ikke på grund af hendes erhverv – selvom hendes sene arbejdstider passer dårligt i forhold til børnepasning – men fordi hun er følelsesmæssigt tillukket og apatisk.

I virkeligheden kunne hun have et hvilket som helst arbejde. Escortjobbet er rutine for hende, som hun udfører uden følelser for pengenes skyld og for at opretholde en livsstil, hvor hun kan undgå social kontakt. Det kunne have været interessant at gå dybere ind i hendes forhistorie, men filmen antyder, at hun er traumatiseret af skammen over at have forladt sit nyfødte barn som følge af en fødselsdepression. Kan hun være mor for sit barn nu, hvor hun har fået en chance til?

I starten ved Alice ikke, hvad hun skal stille op med den lille dreng, der stille, tillidsfuldt og forventningsfuldt betragter sin mor. Men efterhånden vokser følelserne mellem dem, og de får i perioder tilværelsen til at fungere. Filmen tegner dog aldrig et rosenrødt billede af Alices livssituation og begges emotionelle ar.

’Fortiden foran os’, der er dansk co-produceret af selskabet 41Shadows, som gør en brav indsats for at få kunstfilm til Danmark, er en stilfærdig film med små armbevægelser. Styrken ligger i de små øjeblikke mellem mor og søn, som Nathalie Teirlenck iscenesætter med stor poesi, stoflighed og sans for detaljer. Man kan mærke Robins finger på Alices hånd, da han ved deres første møde spørger, om den aftørrede læbestift på hendes hånd er blod, mens en enerverende melodi fra et computerspil afmonterer sentimentaliteten.

Eller da Alice første gang tager Robins hånd, efter hun har afvist ham, da de skal krydse en fodgængerovergang, og en fremmed kvinde forveksler ham med sin datter og går afsted med ham i hånden. Få sekunders panik, der forstærkes af fodgængerfeltets hjertebankeagtige tikkelyd, får hende endelig til at tage moderrollen på sig. Momenter som disse opvejer, at visse handlingstråde og relationer rundt om mor-søn-forholdet fremstår knap så troværdige.

Kort sagt:
Belgiske Nathalie Teirlenck debuterer fint med en stilfærdig, indfølt og poetisk film om en kvinde, der har svært ved at påtage sig moderrollen og det spirende ømme forhold mellem mor og søn.