KOMMENTAR. Er det dårlig smag at grine af en autistisk teenagers seksuelle lyster?
Nej, mener Netflix, der med ’Atypical’ fortsætter sin udforskning af YA-orienterede produktioner, der ulig 1990’eres moraliserende BH90210-ideologier sætter den politiske korrekthed anderledes på spidsen og i højere grad udfordrer seernes berøringsangst over for unges psykiske lidelser og handicap.
’Atypical’ nyder i skrivende stund godt af en samlet score på 81 procent på Rotten Tomatoes – og mere afmålte 65 procent på Metacritic – men forud for premieren i sidste uge blev serien indledningsvis skoset af toneangivende medier som The Hollywood Reporter, The Playlist og Salon.com, der anklagede den for at være fornærmende over for autister, tonedøv og klichefyldt.
En anke har lydt, at hverken seriens skabere eller hovedrolleskuespilleren Keir Gilchrist (‘It Follows’) er autister i virkeligheden, hvorfor de, i nogle kritikeres optik, ikke er egnede til at skabe et troværdigt portræt af en autistisk drengs hverdag (Gilchrist og manusforfatter Robia Rashid, fra ’How I Met Your Mother,’ var i stedet løbende i dialog med en række eksperter i autisme og autistiske teenagere).
Den form for automatiseret »hvis du ikke selv er det, må du ikke røre det«-censur er et irriterende udbredt fænomen i det 21. århundredes kulturdiskurs, men er ikke berettiget her.
Indrømmet – ved første øjekast blæser ’Atypical’ ikke ligefrem seeren bagover af originalitet: Familie-settingen i et hvidt middelklasseforstadsmiljø er dybt fortærsket og Sams voiceover lige lovligt inspireret af Mark Haddons bedstsælgende autismeroman ’The Curious Incident of the Dog in the Nighttime’. Men skønt rammerne er velkendte, er ’Atypical’s indhold overraskende rørende, når den med respekt og finfølelse formidler de personlige omkostninger ved at have et familiemedlem med særlige behov.
Weirdos og arrogante Einsteins
I de første par famlende afsnit griner man lidt nervøst af Sams upassende ytringer i sociale sammenhænge, usikker på om serien latterliggør eller hepper på sin aparte hovedperson. Sam er en svær karakter at komme tæt på, både for os og hans omgivelser. Senere er man imidlertid ikke tvivl om Netflix’ intentioner, og i takt med at omfanget af Sams handicap og hans ubekvemhed ved den fagre og fuldstændig ulogiske voksne verden folder sig ud, får man stor sympati for drengen og hans families situation.
Det er skægt, når Sams organisatoriske forsøg på at forstå alt fra pigers snakkesalighed til konceptet kærlighed hudfletter livets små forunderlige absurditeter, men også oprigtigt trist, når drengen nøgternt lister sine begrænsninger: »Folk tror, at autister ikke forstår, når der bliver gjort grin med dem. Jeg forstår det godt. Jeg forstår bare ikke hvorfor«.
Autisme-lignende karaktertræk findes på alle hylder i det moderne serieland, hvor personer med mere eller mindre udtalte mentale handicap gerne tegnes som kriminalitetsbekæmpende weirdos og arrogante Einsteins, som set i blandt andre ’Sherlock’, ’Broen’ og ’The Big Bang Theory’.
Samtidig gør både ’Sherlock’s titulære detektiv og ’The Big Bang Theory’s supernørd Sheldon dog en dyd ud af at slå fast, at de ikke har diagnoser, uden tvivl af marketingshensyn til fanbasen, der ikke må handicapskammes fra at crushe på gådeknuseren Benedict Cumberbatchs bløde krøller eller skraldgrine af Emmy-vinder Jim Parsons.
Autister er hvide middelklassemænd
Den eneste gåde, ’Atypical’s Sam er interesseret i at løse, er, hvordan man får en kæreste. Han lirer fakta om Antarktis af, fordi det beroliger ham, og ville ønske, at verden blev dækket af en dyne af sne, så alle forvirrende lyde ville forstumme. Sam er ikke nogen helt, antihelt eller et særligt teenageforbillede. Han vil bare gerne være ’normal’.
En lignende tematik lå til grund for dokumentaren ’Aspie Seeks Love’ fra 2015, og de seere, der tidligere i år fulgte DR1’s glimrende dokumentarserie ’De skjulte talenter’, vil også have stiftet flygtigt bekendtskab med, hvor potentielt smertefuldt og fyldt med faldgruber datingmarkedet kan være for folk på autismespektrummet.
Handicappedes seksualitet bliver ofte tabuiseret, og derfor er det absolut tiltrængt, at et mainstreamprodukt som ’Atypical’ retter fokus mod emnet med humor uden at reducere Sams diagnose til en gimmick. Og tonalt endog viser sig at have mere til fælles med 1980’ernes John Hughes-ungdomsdramaer end ’Modern Family’.
Når det er sagt, kan det undre, at snart sagt alle amerikanske autister på film og tv konsekvent gestaltes af heteroseksuelle hvide mænd og drenge (’Rain Man’ og Arnie i ’What’s Eating Gilbert Grape?’ er de ældre klasseeksempler). Ganske vist optræder autisme statistisk set hyppigere i mænd end kvinder, men en mere nærliggende forklaring på Hollywoods handicapdiskrimination er formentlig af mere triviel karakter: Kvinder, minoritetsgrupper og homoseksuelle anses endnu ikke for at have tilstrækkeligt kommercialiseret publikumstække til, at man oven i hatten vil betro dem med mentale handicap for humoristisk vinding.
Et hvidt middelklassehankønsvæsen af anonymt udseende udgør fortsat det mindst kontroversielle lærred for semieksperimenterende serieudfoldelser.
Men det ændrer alligevel ikke på, at ’Atypical’s ligefremme tackling af autisme i et generisk familieserie-set-up trods alt er alt andet end typisk i serielandskabet af i dag.
Læs også: Netflix’ To the Bone’ går i flæsket på psykisk tabu i øjenhøjde med målgruppen