Opdatering: King Krule har i dag også annonceret en koncert i København.
Den seneste tid har der været små, kærkomne livstegn fra King Krule – først i form af kryptiske plakater, der florerede på internettet, dernæst den mystiske teaser, der landede i går.
Nu har opvarmningsmystikken endelig båret frugt: Archy Marshall er tilbage under sit King Krule-alias med det nye nummer ‘Czech One’.
Sangen er en stemningsfuld lille sag, hvor Krules dybe, snøvlende vokal tilbagelænet leverer eftertænksomheder over et underspillet, men overmåde effektfuldt lydtapet af lyse harmonier og smooth keys.
Selv om der endnu ikke er noget nyt om King Krules kommende projekter, kunne den store optakt meget vel være et tegn på, at nummeret kommer til at spille en rolle på et snarligt album.
Senest Archy Marshall udgav under sit King Krule-alias var i 2013 med den fremragende ‘6 Feet Beneath the Moon’, mens han forrige år slap det stærke, tilbagelænede hiphopalbum ‘A New Place 2 Drown’ under sit fødenavn.
Læs også: King Krule bekræfter, at han har skrevet musik til Frank Ocean: »Jeg tror ikke, han kunne lide det«