Nikolaj Vonsild genopfinder sig selv med Khalils pirrende ambient-album
Som frontmand og sanger i både When Saints Go Machine og Cancer har Nikolaj Vonsild efterhånden lagt stemme til sensommerfortællinger både vidt og bredt. Nu tørner hans solide falset sammen med tonerne af den pragtfuldt utraditionelle guitarist Simon Formann fra projekter som Lower og Yen Towers, og Villas Klint, der står bag Minais B. En passioneret trekant, der har affødt et særpræget debutalbum
Vonsilds vibrerende vokal står endnu en gang fast som den overbelyste, luftige genstand, der skvulper rundt og udgør en strandbøje, som man fæstner sit blik ved i et frådende hav af dissonans. Det er en fornøjelse at høre, hvordan han nænsomt, men sikkert har skiftet spor fra det plastiske dansegulvsbeat og fundet ind til dette sfæriske, syngende åndedræt.
Kontrasterne mellem ham selv og de krypterede beats er den drivende bevægelse fremad gennem albummet, hvor man som i baljerne i Tivoli sejler rundt i et fuldkomment mørke og ikke aner, hvilke fabeldyrs hæse kald, der venter om næste hjørne. En forlystelse, der især lokker med højdepunkter som yndefuldt samplede ’Herat’ og ’Always Wanted This’.
Dybfølt lyrik, der hvirvles gennem en altopslugende malstrøm af synth, er uden tvivl Nikolaj Vonsilds hjemmebane. Men selv om Khalil også fremstår som et vokalbaseret koncept, er det tydeligt, at der er blevet gjort grundige tiltag for at forløse frontmandens vokal gennem et selvkørende elektronisk maskineri.
På de enkelte instrumentale indslag, ’Submit So Deep’ efterfulgt af ’Estate Straight Line’, bryder bagmekanikken frem som lysstrejf gennem de gardintunge lag af autotune og udgør på den måde en tiltrængt pause fra sangdelen, selv om de fortsat indeholder tekstfragmenter. Disse tracks bidrager i sig selv på imponerende vis til det inspirerende vækstlag af nye ambient-universer, som pladeselskabet Posh Isolation samler på.
Især åbningsnummeret ’Trapper’ har en pirrende, lydprøveagtig stemning, der kortvarigt vækker den samme forventningsfulde nysgerrighed som ved en koncert, samtidig med, at balancen mellem rytmisk harmoni og skurrende field recordings er afstemt til topkarakter.
Man skal for alt i verden tage sig god tid til at lytte til Khalil. Lade sig begejstre i sit electropop-hjerte, når der kommer lidt tempo på, og læne sig nydelsesfuldt tilbage, når man både først og sidst må hengive sig til at flyde på må og få med strømmen af kultisk, meditativ repetition. En vekselvirkning, der fungerer uovertruffent – som et stykke karton, der glitrer på både for- og bagsiden.
Kort sagt:
Nikolaj Vonsilds episke, melodiske narrativ konfronteres som Khalil gang på gang med både særprægede og velvalgte, elektroniske misklange. Dog nærmer hans stemmeleje sig kun på sporadisk vis de upåvirkede, rene dybder, som han ellers mestrer mindst lige så godt som sin fugtige falset. Derfor er det kærkomment, at ambientstemningen får lov at levere den modvægt af tunghed, man også får appetit på undervejs.
Læs interview: Nikolaj Vonsild: »Det hele har været én stor terapisession«