Shia LaBeouf var forsvundet.
Det var filmholdets fællesspisning, og de havde alle sammen indfundet sig. Den danske instruktør Janus Metz, fotografen Niels Thastum, producerne, sminkørerne, kostumiererne. Og skuespillerne: Sverrir Gudnason, hovedrollen der med sine lange lokker lignede Björn Borg så meget, at hans egen mor næppe ville kunne kende forskel. Stellan Skarsgård, der spillede Borgs træner. Tuva Novotny, der spillede hans kæreste.
Alle sammen var de der. Undtagen Shia.
Det var ikke helt usædvanlig adfærd for den notorisk uberegnelige Hollywood-stjerne/performancekunstner/professionelle excentriker. Han havde indlogeret sig i Sverige længe før optagelserne for at fordybe sig i sin forvandling – nærmest uhørt, siger Janus, for skuespillere af den bonitet, som »plejer at komme, når der bliver sagt action, og gå, når der bliver sagt cut«. Ofte havde han været så lammet af præstationsangst, at han havde forskanset sig på sit hotelværelse for at holde forstyrrelser fra døren. Det kunne tage flere timers dybsindig snak og endnu flere kopper kaffe for Janus Metz at få eskorteret ham sikkert gennem angsten og ned på settet.
Der er ikke nogen, der skal stå og fedte med en lampe, når Shia er klar til at filme
Men denne gang var Shia LaBeouf ikke på sit hotelværelse. Han var væk. Først senere skulle det vise sig, at han havde travet rundt i Göteborgs gamle brostensgader, som han havde gjort til sit midlertidige hjem under optagelserne, mens han nippede til et papkrus med kaffe og lignede John McEnroe så meget, som Shia nu engang kan ligne tennislegenden efter måneders målrettet fysisk træning uden at besøge en frisør.
Den 30-årige verdensstjerne var simpelthen blevet starstruck ved udsigten til at møde… Stellan Skarsgård.
»Shia stræber efter det perfekte, så han ønsker ikke, at de mennesker, som for ham står for perfektion, skal blive menneskeliggjorte. Han har ikke lyst til at tage dem ned fra den piedestal, han har placeret dem på. Han er så åben og sårbar, at du kan stikke din hånd direkte igennem ham. På mange måder var han vores alle sammens lille barn på settet. Men nogle dage kunne han også være kamphund«, fortæller Janus Metz.
Væk fra orkanens øje
Den 42-årige filminstruktør er tilbage i Danmark og sidder om et jægergrønt træbord i sin højloftede Vesterbro-lejlighed, der er malet kridhvid fra top til tå som et Wimbledon-outfit. På den sorte bogreol står der et opslagsværk om den distingverede britiske tennisturnering, hvor Björn Borg fejrede fem af sine største triumfer – den sidste i 1980, da han nedkæmpede sin rival og sit modbillede John McEnroe i en udmarvende femsætsgyser, der stadig regnes som en af de bedste tenniskampe i historien.
Den kamp er en nøglescene i Janus’ film ‘Borg’ om de to tennisikoner, som også blev to billeder på den tid og samfundsorden, de hver især var formet af. Borg som jævnhedens paradoksale poster boy, en sindig og sagtmodig svensk baglinjeslider fra en socialdemokratisk storhedstid. McEnroe som den balstyriske inkarnation af amerikansk liberalisme og den buldrende kapitalisme, der ville frem i verden og frem til nettet.
Deres største slag er filmet i Prag, hvor filmholdet havde rekonstrueret Centre Court, Wimbledon-anlæggets hovedbane. Janus har taget en souvenir med hjem i form af en lille firkant af kunstgræs fra settet, der står i en lys trækasse ved siden af Wimbledon-bogen og ligner en bakke karse.
Det stod ikke skrevet i drejebogen, at Janus skulle komme til at stå i spidsen for en spillefilm om Sveriges største sportsstjerne til 50 millioner kroner. Han er ikke nogen sportsfanatiker og havde ikke en idolplakat med Björn Borg plastret til væggen på drengeværelset i Vorde ud for Viborg. Og han er uddannet kommunikatør fra Roskilde Universitet og bedst kendt for sine dokumentarfilm, ikke mindst den omstridte ‘Armadillo’, hvor han fulgte en deling danske soldater i Afghanistan og for bestandigt farvede det politiske skønmaleri af krigen mod terror med slagmarkens bloddryppende barbari.
»’Armadillo’ var en kulmination og et punktum for den filmsproglige undersøgelse, jeg havde lavet i mine dokumentarfilm. Jeg havde brug for at genopfinde mig selv bagefter. Samtidig stiller det nogle svære menneskelige og etiske dilemmaer, når den historie, du fortæller, griber ind i virkeligheden og får konsekvenser for nogle mennesker, som måske ikke helt var forberedt på, hvad de gik ind til«, forklarer Janus.
»Til sidst havde jeg brug for at fjerne mig fysisk fra debatten. Jeg befandt mig midt i orkanens øje, og selv om jeg ønsker, at alle mine film skal skabe den debat, så var det så udmarvende, at jeg var ved at blive ædt op. Hvis jeg nogensinde skulle lave en film igen, kunne jeg ikke bruge al min tid på at debattere et udsagn, som egentlig stod stærkest for sig selv«.
Da der gik rundhyl i den
Derfor kom det belejligt, da hans kone, antropologen Sine Plambech, blev tilbudt et ph.d.-stipendium i New York. Janus Metz sprang om bord på det første fly, hookede op med en amerikansk agent og lod sig bære af den medvind, han havde efter ‘Armadillo’s succes i Cannes, hvor den vandt hovedprisen i sidekonkurrencen Semaine de la Critique. Som den første dokumentarfilm nogensinde.
Hans første skuespillermøde var med Scarlett Johansson. Den film blev ikke til noget, og sådan gik der et par år med mange møder, håndtryk, høflighedsfraser, halve aftaler og floromvundne løfter.
»Du kan ikke stole på noget i USA, før du har trykket record på første optagedag. Det føles, som om alle er på jagt efter den fedeste nytårsfest, og alle lurepasser og siger hverken helt ja eller helt nej, før de så bestemmer sig om formiddagen den 31.«, siger Janus og griner.
En dag dumpede der et manuskript ind ad brevsprækken, som han øjeblikkeligt forelskede sig i. Det bar titlen ‘Galveston’ og var skrevet af en forfatter, Janus ikke havde hørt om før. I lang tid lod det til, at filmatiseringen ville blive hans debut på amerikansk og fiktionsk.
Finansieringen var på plads, Matthias Schoenaerts, filmhipsternes favorit, var blevet reserveret til hovedrollen, og det hele rullede egentlig derudad. Men så »gik der rundhyl« i castingen. Pengemændene og de kreative kræfter kunne ikke blive enige om en kvindelig hovedrolle, og til sidst var klimaet så anspændt, at investorerne valgte at feje alle brikkerne af brættet og starte forfra med et helt nyt hold.
»Det var den rigtige beslutning, selv om det var mega ærgerligt at have brugt et halvt år på et projekt, som ikke blev til noget. Vi havde et godt afsæt på et tidspunkt, men jeg begyndte at føle, at pengemændene ikke havde indsigten og kræfterne til at få projektet i mål, og efterhånden blev jeg træt af det. Til sidst blev det en stædig, irrationel konflikt, og det virkede uattraktivt at være en del af, for hvad kunne man så ikke blive udsat for senere hen?«.
Et tveægget sværd
Det halve år var dog ikke spildt. Janus Metz havde nået at opbygge en fortrolighed med ‘Galveston’-forfatteren, som i mellemtiden var blevet en af de mest feterede forfattere i Hollywood, efter at første sæson af hans tv-serie ‘True Detective’ havde henrykket både publikum og parnas. Da sæson to skulle skydes, spurgte Nic Pizzolatto sin nye danske ven, om han ikke kunne tænke sig at instruere et afsnit.
»Det var et tveægget sværd at lave det afsnit. På den ene side var det en enormt værdifuld erfaring at stå med ansvaret for så stort et set og så stort et hold på det, der på det tidspunkt var en af de mest hypede tv-serier i verden. På den anden side er Nic inde over alle beslutninger på serien, og det gjorde det pissesvært at være instruktør. Min kreative frihed på projektet var meget, meget lille. Jeg skulle eksekvere det, der stod på papiret, og ikke andet«, siger Janus.
Pizzolatto har ry for at være en egenmægtig herre, der værner om sin kreative suverænitet, som et vildt dyr beskytter sine unger, og der går rygter om voldsomme sammenstød mellem forfatteren og Cary Fukunaga, som instruerede hele den første sæson. Havde Janus Metz samme oplevelse? Han trækker på det. Længe.
»Nic er et intenst og ret enerådigt menneske. Han er ikke en arbejdsleder, der forhandler i god stemning på settet. Hvis tingene ikke går efter hans hoved, bliver han gal, og den stemning spreder sig. Men hvis man skal sætte sig igennem og lave noget med kunstnerisk integritet i Hollywood med alle de modstridende interesser, der findes, så skal du sgu også være en hård hund. Dét er Nic. Og det er en af grundene til, at han kunne gå fra at være et ubeskrevet blad til at blive den hotteste forfatter i hele Hollywood. Selv om den stjerne så er falmet lidt siden«.
Hvad mener du om den hårde medfart, sæson 2 fik af anmelderne?
»Jeg synes ikke, sæson 2 lever op til den efter min mening ret suveræne sæson 1. Man ville smede, mens jernet var varmt, og så blev den sat lidt for hurtigt i produktion. Manuskripterne kunne have brugt et kritisk eftersyn. Jeg kunne egentlig rigtig godt lide visionen bag anden sæson, men man kunne med fordel have skåret en karakter ud af det centrale ensemble, og så fortabte sæsonen sig i plottet i stedet for at fordybe sig i karaktererne.
I første sæson var plottet nærmest en MacGuffin, et påskud for at drive de to hovedroller igennem landskabet og den voldelige natur, som Marty Hart og Rust Cohle begge havde i sig. Jeg ved ikke engang, om plottet i sæson 1 gav mening, og jeg var også ligeglad, fordi Rust og Marty var så grundlæggende interessante karakterer.
Sæson 2 fandt ikke den samme bund i karaktererne og formåede ikke at væve plot, tema og karakterer lige så smukt sammen. Selv for mig, der havde læst manuskripterne, var den svær at følge med i«.
Kamphunden bider fra sig
Ikke dermed sagt, at han synes, sæson 2 er dårlig. Eller at han ikke er stolt over at have haft en finger med i tilblivelsen og taknemmelig for den erfaring, det gav ham. Uden den er han ikke sikker på, at han kunne have tøjlet Shia LaBeoufs energi.
»Shias evne som skuespiller er hans utrolige evne til at åbne op. Han har altid følelserne helt udenpå, og det gør ham både stærk og angst på samme tid. Han bruger angsten transformativt – den gør ham sårbar og giver ham adgang til en meget intens tilstedeværelse. Han er jo en slags method actor, selv om det ikke er et begreb, han selv ville bruge. Når Shia kommer på settet, er alle på tæerne. Der er ikke nogen, der skal stå og fedte med en lampe, når han er klar til at filme«.
Ellers vækker man kamphunden. Og den snapper efter alt, hvad der rører sig. Fotografen, indspilningslederen, lydmanden, statisterne, ingen går ram forbi. Selv havde Janus og Shia et enkelt stort skænderi, som endte med, at kamphunden smækkede med dørene, og Janus smadrede en træketsjer mod gulvet. Alt på settet stivnede og blev stumt.
»Jeg gik rundt om blokken i en halv time, og så kom vi tilbage, kiggede hinanden i øjnene og sagde: Let’s never do that again. Han kommer altid tilbage og siger: Undskyld, det er ikke personligt, bare noget jeg gør. Og alle på holdet elskede ham, fordi han var så begejstret og dedikeret«, fortæller Janus.
Det var den vrede og vildskab, den fanatisme og lidenskabelighed, der gjorde Shia LaBeouf til Janus’ drømme-McEnroe. Og så lignede han tilpas nok til, at dokumentaristen kunne leve med det.
Det betyder noget for Janus, at tingene ligner. At farverne stemmer, at shortsene er højtaljede nok, at håret er langt nok, og at slagteknikken kan overbevise en tenniskender. Derfor kan det undre, at John McEnroe i interviews har mukket over, at ingen fra filmholdet har konsulteret ham eller henvendt sig i det hele taget.
»Jeg kender ikke til kommunikationen mellem John og hans agent, men det er ikke rigtigt, at vi ikke har forsøgt at række ud. Jeg tror, man skal tage det med et gran salt. McEnroe ville ikke være McEnroe, hvis han ikke udtalte sig lidt iltert«, siger Janus med et smil.
Björn Borg, filmens egentlige hovedperson, har til gengæld været tæt på produktionen, blandt andet fordi hans søn Leo spiller sin far i de unge år. Borg (senior) læste manuskriptet og gav noter, og han har også besøgt settet.
»Han er et sjovt blandingsmenneske. På den ene side nede på jorden og ydmyg med noget jævnt over sig. På den anden side kan du mærke, at han har set hele verden og været superstjerne på et niveau, som er svært at begribe.
Björn var en af de første sportsstjerner, der opnåede den dér Beatles-agtige berømmelse, og han er jo også et brændt barn, som var udsat for mange sårende skriverier og havde svært ved at finde et fodfæste efter tenniskarrieren, hvor han gik linen ud med fester, stoffer og kvinder«, fortæller Janus.
Egentlig var Borg der mest som en støttende far, men Janus gav ham en guidet tur på settet, hvor hans barndomsværelse var genskabt 1:1, og hvor skuespilleren Robert Emms trissede rundt forklædt som Borgs gamle, for længst afdøde ven og konkurrent Vitas Gerulaitis. Tennisikonet blev så nostalgisk, at han måtte hives væk fra settet.
»Det var som at gå ind ad en portal til fortiden for ham. Han var rørt til tårer«, siger Janus, som havde været ængstelig for legendens reaktion.
»Vi laver en fiktion, som skal skære ind til benet og dermed på nogle punkter undertvinge virkeligheden. Men autenticiteten er afgørende, når man vil skildre en tid, og vi ønsker ikke at skyde forbi målet. Hvis de overhovedet ikke kan genkende sig selv, har vi fejlet. Og så er det jo også bare eye candy, fordi det var sådan en lækker tid stilmæssigt. Det ville da være langt sjovere, hvis vi i dag havde mere liberale holdninger til farver, hårlængde og stramme shorts og t-shirts. Vi er jo uniformeret på en mere grå og trist måde«.
Gale mænd
Janus er selv iført sorte strømper, mørke jeans og en grå skjorte med opsmøgede ærmer og opknappet hals. Udsigt til en brystbehåring med samme rødlige skær som skægget og hårmanken. Hans kropssprog og fremtoning er nøgtern og tempereret, mere Borg’sk end McEnroe’sk, selv om han hævder at have en »usund flig af dem begge«.
Usund?
»Ja, det er jo gale mænd, som er drevet af en vanvittig trang til at rejse til verdens ende og hoppe ud over kanten for at opnå en oplevelse af mening og af at have sat sit mærke. Det er den samme eventyrlyst, opdagelsestrang og rendyrkede galskab, som jeg og, tror jeg, de fleste kunstnere besidder«.
Shia LaBeouf gør i al fald. Han ofrer enhver følelse, enhver nervebane, enhver fiber i sin krop ved kunstens alter, fordi han vil den så meget, at intet andet betyder noget, mens den står på. Og lever under samme bevågenhed og ubønhørlige pres, som Borg og McEnroe gjorde. Derfor, mener Janus, brænder han sit lys i begge ender, og derfor kan han blive destruktiv og gå i baglås. Som den aften, da han strejfede planløst rundt i Gøteborg med angsten som ledsager, fordi han ikke turde møde Stellan Skarsgård.
Pludselig stod han i døråbningen ind til restauranten, sunkne skuldre, blikket naglet ned i gulvet, og lignede én, der skulle til at græde.
»Jeg er bare så fucking bange«, sukkede han.
Skarsgård kiggede på ham. Hvis Shia LaBeouf var filmholdets barn, var Stellan dets far. Han rejste sig og gik hen og lagde armene om sin unge beundrer.
»Vi er alle bange. At lave film er skræmmende. Det er så skræmmende. Men fuck det. Det er det smukke ved det«.
Så satte de sig ned.
»Den angst har de fleste filmskabere«, siger Janus Metz. »Og vi har brug for den, fordi vi skal søge derud, hvor det er usikkert, dér hvor jorden forsvinder under én. Det er dér, man skal hen for at skabe noget, som er sandt.
På den måde er det at lave fiktionsfilm ikke så forskelligt fra at lave dokumentarfilm for mig. Jeg skal stadig være åben og nysgerrig. Undgå at blande mig for meget og mærke efter, hvor livet, magien og tilfældets gaver opstår. Når man begynder at flytte for mange af tingene fra maven og op til hovedet, så dræber man det liv, der skaber filmen. Film dør, når du dæmmer det ind«.
‘Borg’ får premiere den 14. september.
Læs også: Shia LaBeouf hidser sig op i ny trailer til ‘Borg’