Maggie Rogers har udgivet sangen ‘Split Stones’ som en midlertidig afskedsgave til sine fans. I et år har den unge sangerinde turneret med ep’en ‘Now That The Light Is Fading’ (blandt andet spillede hun en Soundvenue Session i Dr Koncerthuset i år), men nu tager hun en pause for at skrive nyt materiale.
Maggie Rogers’ karriere tog for alvor fart, da hun sidste år spillede sin musik for Pharrell til en masterclass på NYU Clive Davis Institut og i den forbindelse scorede sig en pladekontrakt. Det blev til ep’en ‘Now That The Light Is Fading’, som ifølge Rogers handler om de ting, hun følte under sit sidste år på college.
»Nu er det på tide at fortælle om alt det, der skete efter«, fortæller hun i et håndskrevet brev, hun postede på sin Instagram-profil i går. »Det her er sådan, jeg siger farvel for et lille stykke tid. Det her er slutningen på begyndelsen og begyndelsen på alt andet«, fortsætter hun.
‘Split Stone’ er et popnummer med en tilgængelig og let genkendelig melodi, men i nummerets instrumentalspor gemmer der sig et hav af detaljer, der virkelig viser, at Rogers er en habil producer.
Hvis du har brug for et skud endorfiner på en lidt kedelig torsdag, og endnu ikke har set videoen af Pharrells forundrede ansigt, da Maggie Rogers spiller singlen ‘Alaska’ for ham, bør du virkelig tjekke videoen ud HER.