’Sange i solen’: Uforklarlig ondskab i dansk no budget-thriller

CPH PIX: Er mystikken ved at slå igennem i dansk film? Ali Abbasis slowburn-gyser ‘Shelley’, som vi kårede til årets bedste danske film i 2016, får i årets New Danish Talent-program på CPH PIX selskab af Gabriel Tzafkas ‘Thorn’ og Kristian Sejrbo Lidegaards ‘Sange i solen’. Ligesom Elsa María Jakobsdóttirs afgangsfilm fra Filmskolen ‘Atelier’ handler filmene i stil med ‘Antichrist’ om naturens ulmende, uforklarlige ondskab, der afspejler karakterernes ustabile psyke.

Kristian Sejrbo Lidegaards debutfilm ‘Sange i solen’ er en udvidelse af instruktørens afgangsfilm fra Super16, ‘Sombra’, som man kan se her. Med ‘Sange i solen’, der stadig har en beskeden spillefilmlængde på 70 minutter, har Lidegaard fint skruet op for mystikken og givet mere kontekst til forholdet mellem de to barndomsveninder Julie (Victoria Carmen Sonne) og Anna (Emma Sehested Høeg).

21-årige Anna bor i København og er ved at søge ind på musikkonservatoriet, da hun får et opkald fra Julies mor (Charlotte Munck), der spørger hende, om hun ikke vil komme på besøg. Julie opfører sig underligt og har brug for at tale med et fornuftigt menneske. Anna tropper pligtskyldigt op og finder Julie ude i skoven, hvor hun fabler om et gammelt sagn om ’Klintekongens have’, som hun gerne vil finde portalen til. Anna forsøger at hive Julie tilbage til virkeligheden, og de går sammen ned på stranden til Julies mor. Moren er glad for at se Anna og hælder hvidvin på hende, mens Julie føler sig lidt udenfor og hopper i bølgerne. Mens de tre kvinder steger i solen, ulmer mystikken i kalkklipperne.

‘Sange i solen’ er en no-budget arthouse-thriller, der er mere arthouse end thriller – og bygger uhyggen op med stemning frem for effekter. Tempoet er dvælende, og hovedparten af filmen består af to lange scener med de to veninder, der står og snakker ude i skoven, og de tre kvinder, der smalltalker på stranden.

»Endelig sker der ingenting i dansk film«, jublede vores filmredaktør forleden over slackerfilmen ‘Danmark’, der hviler i mennesker og miljøer frem for fremdrift og forløsning. I den kategori kan man også medtage ‘Sange i solen’ som en form for slackerthriller. Der sker ikke rigtigt noget, men jeg kunne sagtens have brugt en hel dag på stranden med de tre kvinder, der smører sig ind i solcreme, pimper dårlig hvidvin og danser rundt til Daimis ‘Jeg kommer’.

Stemningen er ikke ligefrem hyggelig, for Charlotte Muncks mor er ekstremt akavet i sin forcering af venindehygge. Men der er en ret fornøjelig absurd humor i netop den blanding af akavethed, oprigtig gensynsglæde og fornemmelse af, at der er noget helt galt med den her situation. Alle interaktioner og replikker er lidt off, og det skaber en fremmedgørelse over for den ellers hverdagslige situation, som er dragende og foruroligende. Selv fuglekvidderen i skoven er uhyggelig.

Filmen tager også fat i præstationssamfundet, ensomhed og tabt venskab i historien om de meget forskellige veninder. Kontrasten er lovlig skarpt skåret op: Naturbarnet Julie med uglet hår, der bader barbrystet og proklamerer, at hun elsker solen, over for storbypigen Anna, der beskriver sig selv som »et pligtopfyldende, struktureret og ambitiøst menneske«, ikke vil med i vandet og smører et tykt lag solcreme på næsen. »Er den god?« spørger Julies mor, da Anna hiver sin post it-fyldte bog frem. »Det er Proust«, svarer hun bare. Det er næsten en parodi på den uselvstændigt tænkende 12-talspige.

Til gengæld er der noget rørende over de to pigers møde. Man fornemmer deres delte historie og ømheden mellem dem, der stadig er der, selvom de er gledet fra hinanden. Julie, der med morens ord »ikke er så faglig«, er en tragisk karakter. For hende er konsekvensen af ikke at kunne leve op til præstationssamfundets krav, at hun er efterladt alene på Møn og forsvinder mere og mere ind i sin egen verden.

Victoria Carmen Sonne, der også er med i ‘I blodet’ og ‘Vinterbrødre’ og har markeret sig som stjerne in spe i et hav af kortfilm, er fremragende som den troldeagtige verdensfjerne og melankolske Julie.

Næsten lige så gode er Emma Sehested Høeg fra blandt andet ‘Anton 90’ og Charlotte Munck, der giver den hele armen som dominerende mor.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted