Jeg er taget til Molo-koncert for at se, om jeg kan skrive noget om det rum, der kan opstå til den type af hiphopkoncerter. Det virker til, at det ikke bare er dansk hiphop, der er inde i en helt ny æra, men også den måde, man går til koncert på.
Rappere som MellemFingaMuzik, Benny Jamz og Gilli er ved at samle en hel generation omkring sig, og det sker med en fortælling om et liv fra kanten af byerne, som de fleste af alle dem, der synger med til koncerterne, næppe vil kunne forestille sig. Mig selv inklusiv. Jeg er en hvid 30-årig digtermand med en universitetsuddannelse. Og jeg elsker som regel at være til de her koncerter. Så hvad er det for et fællesskab, der opstår til denne her slags koncerter? Og hvorfor sker det lige her?
At gøre afschlapning til en form
Da jeg ankommer til køen ved Amager Bio, strækker den sig allerede langt ned ad Øresundsvej. Der går et godt stykke tid, før vi får lov at komme ind, så vi faktisk først er inde, da koncerten var annonceret til at gå i gang. Nogen i en sort North Face-jakke brokker sig en lille smule, men ellers virker der til at være helt fin stemning.
Folk i køen ved godt, at aftenen bliver på Molo-crewets egne præmisser. De har selv stået for leje og afvikling af arrangementet, og det betyder, at der for en gangs skyld ikke er nogen liste. Derfor har koncerten også fra begyndelsen en vibe af, at alle i køen fandme er lige.
Publikummet er blandet, præcis som man kunne forvente: Der er gymnasieelever med hvide t-shirts i stumpede bukser, piger i crop-tops og ældre mænd, der holder andre kvinders Louis Vuitton-tasker. Masser af oversize t-shirts, fades, kasketter og unge fyre, der forsøger at få de ældre til at købe en drink til sig i baren, og ældre drenge der, hvis det lykkes, siger at de unge skal huske at tage det roligt i aften.
Salen og balkonen bliver hurtigt fyldt. Det er primært unge piger, der står helt oppe foran. Jeg stiller mig med to venner nogenlunde midt i det hele, hvor der egentlig er fin plads. Da jeg går ud for at hente nogle øl, står en smilende Noah Carter lige bag t-shirt-standen og oplader sin telefon lidt. Så kommer der nogen over, der tager et billede sammen med ham. Efter en intro med et af de tidlige engelsksprogede Benny Jamz-tracks og et dancehallet remix af ’Fissehul’, går det hele så i gang.
Allesammen alene
Det mest bemærkelsesværdige ved showet er, hvor mange mennesker der faktisk er oppe på scenen, pakket fra side til side. Optrædenen inkluderer alt fra en meget ung dreng i hvid t-shirt, der rapper med på omkvædet i det første nummer, til folk der bare fester og filmer både optrædenen og publikum.
Der er en fornemmelse af autentisk block party over det hele. På et tidspunkt siger Gilli, mens han introducerer et nummer: »I aften er vi ikke alene. Vi er sammen med jer«. Det er et af de her små glimt, der, ligesom i Molos tekstunivers, tematiserer følelsen af at måtte kæmpe alene i en verden, der har glemt en, som står i kontrast til det fællesskab, der opstår på scenen og mellem Molo og publikum.
Der er noget smukt over den måde, linjerne »De har stress, men det har vi også« fra Benny Jamz’ nærmest generationsportrætsbetitlede ‘Allesammen alene’ synes at forene folk. Det er en følelse, jeg har flere gange til koncerten; det ironiske ved at stå og synge i kor, at »ingen af dem har det som vi har det« på ’Skejsen’.
Jeg har klart en romantisk fascination af hiphoppens evne til at etablere den slags fællesskab, og jeg synes, at det er oprigtigt rørende at se den crew-mentalitet, der virker til at eksistere på scenen. Ikke uvæsentligt bliver hverken stjerner som Noah Carter eller Sivas introduceret. De er på én gang en implicit del af det hele, men jeg kan også godt lide at tænke det som et bevidst valg, der, ligesom i køen, insisterer på, at ingen er vigtigere end fællesskabet.
I den forstand lykkes det også Molo at opløse en mere traditionel koncertoplevelse, hvor der er en helt klar grænse mellem publikum og de optrædende. Når den grænse udviskes for meget, kan det nogle gange ende i parodierende moshpits, hvor folk kan tendere til helt at glemme, at festen også gerne skulle tage udgangspunkt i musik.
I Amager Bio kunne man måske også savne, at de egentlig ret fine produktioner fik lov at fylde lidt mere. Omvendt var det faktisk et af de mest pæne og rolige hiphoppublikummer, jeg har oplevet. Måske endda lidt for pænt.
Et oprør mod en stressende hverdag?
Ikke overraskende virkede MellemfingaMuzik til at tage rollerne på sig, som dem i crewet der sørgede for at holde kog under kedlerne. Hvad der derimod overraskede mig var, at folk – udover under monsterhittet ’Bølgen’ og en følsom session, hvor alle lyste med deres telefoner mod loftet – faktisk virkede til at gå allermest amok til MellemFingaMuziks ’Cocaina’.
Et eller andet sted ville jeg selvfølgelig ønske, at det, der umiddelbart forenede folk mest, ikke var lige præcis den type af partynumre. Men det siger selvfølgelig mere om mig, end det gør om publikum, og jeg tror på ingen måde, at det er uvæsentligt, at en ode til kokain også kan være et ‘fuck jer’ til de voksnes regler og et symbol på behovet for at flygte fra en mere og mere stressende hverdag.
På numre som ’Udenfor’ er der en følelse i teksterne af, at ‘mørket kryber og det er koldt uden for’, men også at svaret på den følelse netop kan være, som det også lyder på Sivas’ ’Kun hinanden’, at folk her kun har hinanden.
Selv om folks udgangspunkter for at stresse over den måde, vi for eksempel skal leve et sundt og fornuftigt liv er vidt forskellige, både på scenen og på gulvet, så virker der til at være et kæmpe potentiale for et generationsfællesskab i netop den følelse. Når Molo-koncerten fungerede bedst, var det fordi den formåede at etablere et block party-rum, hvor der ikke eksisterede hierarki. Også selv om flertallet til koncerten ikke nødvendigvis var fra blokken. Så kunne de i hvert fald forsøge at synge med i koret.
Læs også: ‘Militant mentalitet’: Hvordan MellemFingaMuziks debutalbum ændrede dansk hiphop for altid
Flere billeder fra koncerten
