Spike Jonze har instrueret en ny reklame for Apples HomePod. I videoen ser man FKA Twigs, der efter en lang dags arbejde beder Siri på HomePod om at spille noget musik, hun vil kunne lide, og den svarer igen med at spille den nye Anderson .Paak-sang ‘Til It’s Over’. Singlen er også ude nu – dog eksklusivt på Apple Music.
Hvis navnet Spike Jonze ikke lige skulle ringe nogen klokke, har han instrueret film som ‘Being John Malkovich’, ‘Adaptation’ og ‘Her’, og før disse var han især kendt for at instruere nogle af 90’ernes mest mindeværdige reklamer og musikvideoer. Højdepunkter inkuderer ‘Sabotage’ af Beastie Boys, ‘It’s Oh So Quiet’ af Björk, ‘Praise You’ af Fatboy Slim og ‘Buddy Holly’ af Weezer.
Denne reklame er i mange henseender i lige så høj grad en musikvideo. Dels fordi hele sangen indgår i musikvideoen frem for blot et brudstykke af den, og dels fordi den er lige så fyldt af Jonzes kreative visuelle ideer som så mange af hans musikvideoer.
Anderson .Paak-sangen er på alle måder også stærk nok til at stå på egne ben. Den er fyldt med kreative ideer og viser, at Anderson .Paak tør udvikle sig videre fra lyden på ‘Malibu’ fra 2016, mens den også trækker på alt det, der i første omgang gjorde ham så tiltalende som rapper, sanger og generelt som musiker.
Læs også: Anderson .Paak har to album på vej i år – med bidrag fra bl.a. Dr. Dre og Mac Miller