Det var første scene, der skulle optages på ‘You Were Never Really Here’ overhovedet, og Joaquin Phoenix havde ikke lyst til at hoppe i poolen. Luften var kold, vandet var iskoldt, og Joaquin stod, som han selv udtrykker det, »et par skridt nede af trappen og var en rigtig kujon«.
Da han havde tøvet længe nok, blev filmens instruktør Lynne Ramsay træt af at vente.
»For helvede, så gør jeg det«.
Ramsay hoppede hurtigt i vandet iført sin kjole og blev der, til Phoenix havde optaget scenen færdig.
»Den slags ting gjorde hun flere gange«, husker Joaquin Phoenix, da vi møder ham under Cannes-festivalen. »Hun vil gerne opleve, hvad skuespilleren oplever. Hvis jeg sagde: Det virker dumt, at jeg skal komme ind og skyde med pistolen på den her måde, så tog hun straks pistolen i hånden, prøvede det selv og kunne så sige: Ja ok, det er dumt. Hun prøver at føle tingene fra dit perspektiv, og det er ret unikt«.
Den 47-årige skotte har slået sit navn fast som et europæisk films mest respekterede og originale navne. Allerede i den anerkendte debut ‘Ratcatcher’ – sat i en faldefærdig 1973-udgave af Ramsays hjemby, Glasgow – om en arbejderdrengs skyld efter en traumatisk ulykke viste hun en sjælden poetisk fornemmelse krydret med en stærk underlæggende suspense.
Der var en fantastisk autentisk energi i mesterværket ‘Movern Callar’ om en ung kvindes flugt til Costa del Sol efter hendes kærestes selvmord. Og har man først set ‘We Need to Talk About Kevin’, glemmer man ikke den psykopatiske dreng og hans hårdt prøvede mor, spillet af Tilda Swinton.
Kom til Soundvenue Forpremiere på ’You Were Never Really Here’ på onsdag
Cv’et taget i betragtning er det højst overraskende, at Ramsay nu springer ud som genrefilminstruktør. I ‘You Were Never Really Here’ spiller Phoenix den altoverskyggende hovedrolle som en tidligere soldat og FBI-agent, der nu løser problemer for private kunder, og som en senator sætter til at hjælpe en lille pige ud af en prostitutionsring.
»Jeg elsker genrefilm og ville gerne lavet en rendyrket én af slagsen. Og så har jeg ikke lavet en film med en mandlig hovedkarakter siden ‘Ratcatcher’, så det var meget tiltrækkende for mig«, siger instruktøren i Cannes om filmen, som er baseret på en novelle.
Plottet til trods skal man dog ikke forvente en genrefilm i Liam Neeson-gængen. Også ‘You Were Never Really Here’ er visuelt drømmende (med musik af Jonny Greenwood), og hovedkarakteren Joe er mere kompleks end som så. For eksempel kvæler han jævnligt sig selv. Et gennemgående tema i Ramsays film er voldsomme traumer: Død, mord, selvmord.
»Alle filmskabere er amatørpsykologer. Se bare på Bergman. Det handler om, hvordan den menneskelige hjerne fungerer. Jeg ville måske ikke kunne klare den som psykoanalytiker på universitetet, men jeg prøver som filmskaber«, siger hun.
Mere end de psykologiske facitlister synes det dog at være sindstilstanden, stemningen i sig selv, der bærer hendes film. Man fornemmer også på ‘You Were Never Really Here’, at filmen er skabt mere intuitivt end de fleste thrillers. Den har tydeligvis ændret karakter siden grundtanken om en rendyrket genreskabelon.
»Jeg er tidligere fotograf, så det visuelle er den del, der falder mig nemmest«, siger Ramsay. »Det er vigtigt for mig, at filmen er organisk. Så da Joaquin kom med på projektet, forandrede det også naturligt karakteren og historien. Han gjorde den til sin egen«.
Ramsay husker i øvrigt tydeligt aktionen i poolen med sin nye hovedrolleindehaver. Og selv om hun holdt et hårdkogt pokerfjæs i situationen, slår hun fast med sin tykke skotske dialekt: »Det var bloody freezing«.
Dette interview blev først bragt i Soundvenue #103.