Lil Yachty er strandet i en kreativ ørken på ‘Lil Boat 2’
Man skulle ikke tro det om et album, der har titlen ’Lil Boat 2’, men Lil Yachtys nye album stiller faktisk nogle ret presserende eksistentielle spørgsmål for rapperen med de røde braids.
Hvem er Lil Yachty? Hvad vil han egentlig med sin musik? Og hvordan lyder en Lil Yachty-sang i 2018?
De seneste år har nemlig været en stormfuld søfart for Yachty og hans alter ego Lil Boat, som det nye album (og mixtape-forgængeren) er opkaldt efter. For efter han lignede den ultimative stemme for mumblerap-generationen, og endda udråbte sig selv til ’King of the Teens’, var hans store debut ’Teenage Emotions’ et »tragikomisk skibbrud«, for nu at citere vores egen anmeldelse her på sitet. Yachty selv sagde, at han var »knust« over reaktionen på albummet.
Hvad gik der galt? Og kan det på en eller anden måde fikses på ’Lil Boat 2’?
Først og fremmest blev det tydeligt, at selv om brandet og (social-)mediepersonen Lil Yachty var gennemført med æstetisk præcision, så var musikken det ikke. Lil Yachty havde måske udtænkt sin visuelle stil og skabt en genkendelig persona. Men han havde langt fra fundet sin stemme. Musikken kunne ikke følge med, og ‘Teenage Emotions’ strittede i tusind retninger uden at følge nogen af dem til dørs.
Derudover begyndte den unge rapper at give efter for de gamle hiphophoveder fra New York, der klandrede ham for ikke at lave lyrisk rap. Yachty tog udfordringen op og skabte en række ikke overbevisende forsøg på rap-rap. Han skulle nok bare have gjort som kollegaen Lil Uzi Vert, der simpelthen nægtede at rappe over et beat af 90’er-produceren DJ Premier, da han var gæst hos en af de støvede New York-radiostationer.
Apropos Lil Uzi Vert: Han hittede sidste år globalt med ’XO Tour Llif3’ og endte med at blive den generationsstemme, de fleste ellers havde spået, at Lil Yachty skulle være.
Alt det her for at sige: ’Lil Boat 2’ er ikke bare endnu et album, det er en redningsbåd, der skal forsøge at finde nye farvande for en rapper i stormvejr. Det er nok heller ikke tilfældigt, at albumtitlen knytter an til gennembruds-mixtapet ’Lil Boat’, der havde hittet ’1Night’ og virkede så lovende for rapperens fremtid.
Så hvad gør Lil Yachty på det nye album?
Han går imod alt det, der egentlig gjorde ham så elsket og unik til at starte med. Her er ikke nogle specielt melodiske beats, og ingen produktioner af TheGoodPerry, der ellers stod for en del af de bubblegum-trap-beats, der gjorde det første ’Lil Boat så populært.
I stedet får vi tunge, 808-drevne trap-konstruktioner, der lyder som de mest dystre Migos- eller Future-tracks. ’Oops’, ’Talk To Me Nice’ og ’Mickey’ er nærmest kun skeletterne af trap-beats, mens ’Pop Out’ og ’Count Me In’ er helt nedbarberede til en støjende lo-fi-lyd.
Førstnævnte beats nikker til Migos og næstnævnte til Soundcloud-rappere som Lil Pump: Begge stilarter kræver en karismatisk, teknisk dygtig rapper, der tager fokus, nu hvor beatet er så spartansk.
Det prøver Yachty også: Han rapper teknisk krævende og gør sig tydeligvis umage. Stedvis lyder han nærmest som Den Fjerde Migo. Men helt ærligt: Er det det her, vi vil have fra Yachty? Her er næsten ingen af de stærke melodier, der gjorde ’Lil Boat’ så uforudsigeligt og sjovt at lytte til, og som trods alt også var delvist til stede på ’Teenage Emotions’.
Han plejede at sprudle over af energi. Nu simrer han af vrede. Lil Boat er godt nok Yachtys mere kyniske, raporienterede alter ego. Men han har sjældent lydt så ensporet som her.
Når Yachty endelig lader nogle melodier slippe ind i ’Lil Boat 2’, føles det som at få et par dråber vand efter lang tids vandring gennem trap-ørkenen: ’She Ready’ bobler over af forelsket serotonin, næsten som en ikke-kynisk efterfølger til ’1Night’, mens ’Love Me Forever’ er en smukt kontrolleret kærlighedssang, der er noget af det mest subtile, Yachty har lavet.
De to sange er nummer otte og ni på et 17 numre langt album, og alle de andre er hårde, minimalistiske trap-sange. Yachty varierer en smule: Han rapper mørkt og mumlende som Chief Keef på ’Das Cap’, prøver at lave gentagelses-tunge flows som en Soundcloud-rapper på ’FWM’ og laver en masse Migos-flows. Men produktionerne flyder sammen, ingen linjer stikker for alvor ud, og manglen på melodi, variation og gode omkvæd er drænende.
Efter at have lyttet albummet igennem et par gange har man konstant lyst til at skifte hen til et af numrene i oasen i midten, hvor monotonien bliver brudt. Så nej, desværre: ‘Lil Boat 2’ er ingen redningsbåd for Lil Yachty.
’Teenage Emotions’ føltes som Yachtys personlige Titanic: Et gigantisk anlagt projekt, der sank på sin allerførste tur. ’Lil Boat 2’ er ikke samme monumentale katastrofe. Det er mere uinspireret end decideret dårligt og viser frem for alt, at rapperen, der ville være talerør for en hel generation, knap nok kan finde sin egen stemme.
Kort sagt:
Lil Yachtys ’Teenage Emotions’ var et tragikomisk skibbrud af et debutalbum, men ‘Lil Boat 2’ er ikke en redningsbåd. I stedet for at rette op på forløberens fejl eller finde tilbage til de gyldne melodier fra første ‘Lil Boat’, kaster Lil Yachty sig ud i minimalistisk, Migos-inspireret trap. Det går mod alle de styrker, som Yachty egentlig har.
Læs interview: Ingen rapper deler vandene som Lil Yachty: »Hvordan er jeg overhovedet endt i den her knibe?«