Som én af Netflix’ allermest populære originalserier var det kun et spørgsmål om tid, før skuespillerne også blev tildelt et større salær. Nu skulle alle kontraktforhandlinger til tredje sæsons optagelser, som begynder 23. april, være afsluttet, og alle de bærende skuespillere kan vist være jævnt tilfredse.
De medvirkende er, ifølge The Hollywood Reporter, blevet opdelt i tre lønkategorier. Winona Ryder (Joyce Byers) og David Harbour (Jim Hopper) ligger således på det dyreste lønniveau og får efter sigende omkring 2,1 millioner kroner udbetalt per afsnit.
I midterste lag ligger de yngste stjerner Finn Wolfhard (Mike), Gaten Matarazzo (Dustin), Caleb McLaughlin (Lucas) og Noah Schnapp (Will). De får alle cirka 1,5 millioner kroner per afsnit.
Nederst har vi Natalia Dyer (Nancy), Charlie Heaton (Jonathan) og Joe Keery (Steve), som får lidt over 900.000 kroner per afsnit.
Millie Bobby Browns kontraktforhandlinger har været separeret fra det resterende cast, men The Hollywood Reporter forventer, at hun placerer sig et sted mellem den øverste og den midterste lønkategori.
I seriens første og anden sæson måtte børneskuespillerne ’nøjes’ med circa 120.000 kroner per afsnit, mens det for Ryder og Harbour var 600.000 kroner.
Tredje sæsons premieredato er endnu ikke fastlagt.
Læs også: ’Stranger Things’-skaberne svarer på anklager om verbale krænkelser: »Vi er dybt rystede«