De bedste nr. 7: ‘Catch Me if You Can’, 2002
Steven Spielbergs film om den virkelige charlatan Frank Abagnales utrolige svindelnumre er lige så uimodståeligt charmerende som sin overbevisende hovedperson, hensat til de skrøbeligt håbefulde år mellem missilkrisen og intensiveringen af Vietnam-krigen.
Leonardo DiCaprios Abagnale personificerer en kultur i opbrud når han glider fra kæk rebel without a cause til tiltagende desperat jaget mand i slut 1960’erne, men Spielberg kontrasterer de mørkere samfundspolitiske undertoner med spandevis af løssluppen katten-efter-musen-fortællerglæde, labert tidstypiske scenografi (alle mad men’s drøm), John Williams legesyge score og sværvægtskombinationen DiCaprio og Tom Hanks, der glider ind i deres roller som var de skræddersyede smokings.
Det er en film om illusionister og dem, der fanger kortet i luften – såvel som et overraskende personligt portræt af, hvordan skilsmisse og forældresvigt farver voksne børns selvbilleder.
I hænderne på en mindre finmotorisk instruktør, kunne ’Catch Me If You Can’ hurtigt være blevet en glat ål, men Spielbergs greb om den historiske ramme i USA og gedigne flair for at iscenesætte menneskeligt drama med en perfekt doseret ration af intelligent humor og lurende weltschmerz fra ensomme eksistenser på samfundets kant går op i en højere enhed, og skaber et værk, der ikke bare tipper på hatten til Hollywoods gyldne æras komedier, men etablerer sig som en nyklassiker i sin egen ret.
De bedste nr. 6: ’Jaws’, 1975
Intet forfriskende dyb i bølgen blå blev helt det samme efter ’Jaws’, der til tonerne af John Williams ikoniske, Oscar-vindende score introducerede millioner af filmelskere for akut vandskræk i form af den monstrøse hvidhaj, der terroriserer badegæsterne på feriestedet Amity Island i New England.
En af de mest bemærkelsesværdige ting ved Steven Spielbergs udstyrsstykker er, hvor godt de fleste ældes, og ’Jaws’ uhyggeligt virkelighedstro, analoge udyr er ingen undtagelse. Filmen blev en gigantsucces, der kickstartede Hollywoods frådende interesse for franchises, og modtog fire Oscar-nomineringer, deriblandt for bedste film (den slugte tre; for lyd, klip og førnævnte musik).
Siden er ‘Jaws’ dog ofte blevet anklaget for at være lidet andet end lavkulturel b-horror, der kun akkurat holder snuden oven vande, men i realiteten skærer hajen i al sin gyselige simplicitet ind til benet af vores værste eksistentielle frygt for, at der ingen mening er med livet, når den gaber over sin ofre uden at skelne mellem høj og lav, rig eller fattig.
Dét, eller også er det bare en historie om en stor, led fisk.
De bedste nr. 5: ’Jurassic Park’, 1993
Foruroligende rytmiske vibrationer på vandoverfladen i et glas. En ged, der bræger i en regnfuld mørk nat. Skarpe kløer på et industrikøkkens glatte bordplader. Gule regnfrakker og mudderbesprøjtede jeeps.
Og Samuel L. Jacksons arm.
’Jurassic Park’ er rig på mindeværdig ikonografi, der utroligt nok står lige så knivskarpt i dag, som ved premieren i 1993. Og det er svært ikke at blive grebet af en vis nakkehårdrejsende forventningsglæde, når anslaget til filmens velkendte score spiller op – naturligvis atter komponeret af Spielbergs mangeårige samarbejdspartner John Williams.
Filmatiseringen af Michael Crichtons knaldroman af samme navn blev et popkulturelt fænomen, der ikke bare affødte verdensomspændende dino-feber og bjerge af merchandise, men som også revolutionerede filmteknologien med en stærkt vellykket kombination af mekaniske bæster og banebrydende CGI.
’Jurassic Park’ har influeret utallige produktioner siden, og selvom Hollywoods effektmagere kontinuerligt har finpudset de digitale skills, står få monsterfilm mål med Spielbergs suveræne blockbuster, der har lige så meget hjerte og spillevende menneskelige karakterer i front, som den har neglebidende spænding og udspekulerede raptorer.
Forunderligt nok klippede Spielberg ’Jurassic Park’ samtidig med, at han allerede arbejdede på ’Schindler’s List’ – tal om filmhistorisk multi-tasking.
De bedste nr. 4: ’Schindler’s List’, 1994
Alle, der måtte have troet, at Steven Spielberg var blevet permanent familievenlig efter ’E.T.’, ’Indiana Jones’, ’Hook’ og ’Jurassic Park’ fik sig en brat opvågen, da ’Schindler’s List’ fulgte i halen på dinoerne umiddelbart året efter.
2. Verdenskrigsdramaet var baseret på romanen ’Schindler’s Ark’ af den australske forfatter Thomas Keneally om virkelighedens forretningsmand og nazist Oskar Schindler, der under krigen fik dyb sympati med jøderne, og reddede flere tusinde fra koncentrationslejrene ved at ansætte dem på sine fabrikker.
’Schindler’s List’ skyede ikke tilbage for at vise rædslerne i nazisternes koncentrationslejre, ofte skudt med håndholdt kamera og helt i effektfuld sort-hvid for at bygge bro til virkelige dokumentarer fra perioden – kun brudt af det uafrystelige glimt af en lille rød frakke i kaosset af død. Et glimt, der står som et af Spielbergs stærkeste filmbilleder i karrieren.
Liam Neeson og Ralph Fiennes blev begge Oscar-nominerede for deres superbe præstationer som henholdsvis Schindler og den sadistiske, virkelige SS-kommandør Amon Göth, men selvom de herrer måtte gå tomhændede fra Oscar-festen – hvor særligt Fiennes blev snydt – kunne de glæde sig over, at ’Schindler’s List’ nuppede hele syv statuetter. Deriblandt for bedste film og instruktør (Spielbergs første ud af to).
De bedste nr. 3: ’Raiders of the Lost Ark’, 1981
Action-adventure-genren er traditionelt set ikke den mest finkulturelt anerkendte, men ingen posh fornemmelser kan distrahere fra, ’Raiders of the Lost Ark’ er et fuldfedt underholdende unikum, der forvandlede en generation af raske drenge og piger til aspirerende eventyrere og arkæologer, da Harrison Ford og Steven Spielberg drog på jagt efter Pagtens Ark.
Indiana Jones har inspireret en lang række af mere eller mindre vellykkede spil og filmfrænder, fra Lara Croft til Brendan Fraser i ’The Mummy’ og ’X-Men: Apocalypse’, mens Spielberg selv i sin tid lånte karaktertræk fra de klassiske ’Zorro’-titler fra 1930’erne – Indys ferme piskeevner stammer herfra – og Hollywoods fascination af b-filmseventyr fra 1940’erne.
Tre fortsættelser med Harrison Ford fulgte, og en fjerde er i støbeskeen til 2020, atter med Spielberg bag kameraet. Men ingen over ’Raiders of the Lost Ark’, der forenede solid røverhistorie-dramaturgi og Fords charmerende stjernewatt-karisma med instruktørens gennemført stilistiske opfindsomhed og nogle af de bedste actionsekvenser, vi endnu har set.
De bedste nr. 2: ’Saving Private Ryan’, 1998
Steven Spielbergs D-dags-storværk er slet og ret en af de bedste krigsfilm nogensinde. ’Saving Private Ryan’ følger op på sin indledende rystende skildring af 2. Verdenskrigs blodige kaos i sandet på Omaha Beach med en dybt human og nærværende fortælling om sammenholdet i en lille gruppe soldater, der sendes på en hovedløs pr-mission for at finde den sidste søn i Ryan-familien.
Tom Hanks’ kaptajn Miller, en tidligere skolelærer, leder soldaterkammeraterne bestående af blandt andre Tom Sizemores sergent Horvath (hans bedste rolle), Barry Peppers snigskytte Jackson, Giovanni Ribisis militærlæge Wade, Adam Goldbergs sarkastiske Mellish og ikke mindst Vin Dielsels Caparzo, der for størstedelen må indse, at Ryans (Matt Damon) symbolske redning er vigtigere for hærens image end deres egne liv, der ofres i ’den gode morals’ tjeneste.
Alle involverede spiller bagdelene ud af bukserne i fysiske og psykologiske portrætter af mændene, der igennem vidt forskellige følelsesmæssige reaktioner kæmper for at acceptere deres skæbne, mens de vandrer over grønne franske marker ind i skudlinjen af fjendens tanks. Spielberg indkasserede sin anden Oscar for bedste instruktør, men Hanks’ sublime præstation og selve filmen blev absurd forbigået da Roberto Benignis romantiserede krigsfabel fra samme periode, ’Life is Beautiful’, tronede på Oscar-podiet.
Ved premieren påvirkede ‘Saving Private Ryan’ flere amerikanske krigsveteraner fra 2. Verdenskrig i en sådan grad, at interviewede udtalte i medierne, at de havde fået traumatiserende flashbacks, og regeringen opfordrede særligt ramte til at kontakte en hjælpelinje. Men mange veteraner takkede dog også Spielberg for at sætte billeder på de krigsoplevelser, de aldrig selv havde kunnet formidle med ord til deres pårørende efter hjemkomsten.
’Saving Private Ryan’ er en tidløs klassiker. Og en af Spielbergs vigtigste film til dato.
De bedste nr. 1: ’E.T.’, 1982
Den bedste film i Spielberg-kataloget er formentlig også den, flest af os har hulket til som børn (okay, og voksne).
Ingen – med tyk, farvestrålende streg under ingen – instruktør kan som Spielberg filmformidle barnets fantasifulde verden og uskyld så ens eget hjerte svulmer af melankolsk nostalgi, og tårerne triller over barndomslandets forunderlighed.
’E.T.’ er i sin reneste form et værk om den nysgerrige empati, alt for mange ryster af sig når voksenlivets realiteter banker på, men som Spielberg minder os om, er essentiel for at vi ikke mister grebet om selve vores medmenneskelighed.
Det lille rumvæsen på afveje, E.T., har akut brug for drengen Elliotts (Henry Thomas) hjælp. E.T. er blevet væk fra sine forældre, og spejler barnets grundangst for at blive ladt alene i en forvirrende, fjendtlig verden, hvor ingen forstår eller lytter.
De mange genialt indfølende scener, der underbygger Elliott og E.T.’s sjæleslægtskab står i kø filmen igennem, og det er umuligt at forestille sig nogen anden end Spielberg vægte vigtigheden af, at lade drengen møjsommeligt introducere E.T. til børneværelses mikrokosmos igennem yndlingslegetøjet. E.T.’s store øjne sluger henført Elliotts guide til hverdagen som menneskebarn, og igennem det lille væsen genoplever vi selv, hvad det vil sige at længes efter det velkendte, omsorg og tryghed.
Man skal være gjort af granit for ikke at mærke halsen snøre sig sammen, da E.T. ønsker at »phone home«, men filmen efterlader slutteligt en lykkefølelse så varm, at man for en stund selv ser omgivelserne i et anderledes optimistisk og magisk lys. Det bliver ikke meget større.
De værste nr. 3: ’War Horse’, 2011
’War Horse’ fik en hæderlig modtagelse, men det er svært at se, hvad der tryllebandt anmelderkorpset under filmen, der mest af alt spiller ud som en selvhøjtidelig Spielberg-kopi fuld af klæge storfilmsklicheer og svulstig billedsymbolik på en baggrund af episke solnedgange og hero shots.
Det er et rodet og overspillet værk, hvor senere superstjerner som Benedict Cumberbatch og Tom Hiddleston birollesupporterer fortællingen om en ung mand (Jeremy Irvine, hvis mest prominente rolle siden er i den kommende ’Mamma Mia!’ 2) og hans hest, der må gå grueligt meget igennem under 1. Verdenskrig. Vores egen Nicolas Bro slår sågar vejen forbi i en lille, men vigtig rolle.
Spielberg liner brikkerne op og giver den én på landskabsscenografien, men for en gangs skyld er det mestendels ren facade og forbavsende lidt følelse. Med undtagelse af enkelte, rammende scener (henrettelsen af to unge drenge er chokerende grum), galoperer ’War Horse’ forvildet rundt i jagten på en form for tonal retningssans, ikke ulig den stakkels plagede hest i centrum.
De værste nr. 2: ’The BFG’, 2016
Det vrimler ikke med oprigtigt grelle fejlskud på Steven Spielbergs cv. ’Hook’ blev eksempelvis sablet ned af anmeldere, men fungerer glimrende som børnefilm, og selvom ’The Terminal’ syner af luftigt bagværk, banker instruktørens hjerte for filmens menneskelige ’alien’ mærkbart under glasuren.
Der er imidlertid ikke meget godt at sige om ’TFG’ (’The Big Friendly Giant’), Spielbergs overraskende ringe filmatisering af Roald Dahls syrede børnebog af samme navn.
Manuskriptet er skrevet af Melissa Mathison som også stod bag ’E.T.’, men de store forventninger gøres til skamme af en ujævn og ofte decideret kedsommelig dramaturgisk ørkenvandring, der gør det svært at bedømme, hvem ‘TBG’ egentlig henvender sig til – pruttejokes og volapyksprog signalerer småbørnsfest, mens indsættelsen af det britiske militær mod en flok brutale kæmper, der voksenmobber BFG og æder børn som snacks, synes for voldsom kost for de mindste.
Og så savner man inderligt instruktørens tidligere så gode fornemmelse for analog filmmagi, der her må vige pladsen for skamredne green screen-spektakler.
De værste nr. 1: ’1941’, 1979
Det kræver sin mand at spinde grotesk humor over det sår i den amerikanske folkesjæl, bombardementet af Pearl Habor forårsagede.
Den mand er ikke Steven Spielberg.
Med datidens største SNL-komikere Jim Belushi og Dan Aykroyd på rollelisten var der lagt op til lårklaskende satire i ’1941’, men falden-på-halen-komik er langt fra Spielbergs force, og den evindelig strøm af platte jokes i filmen bliver hurtigt enerverende at lægge øre til. For slet ikke at tale om, hvordan beskrivelsen af de nederdrægtige japanere fremstår decideret hadefuld – en ting er, at hænge nazisterne ud i ’Indiana Jones’, noget ganske andet er at dæmonisere et folk.
Instruktøren fik gedigne hug, og vendte heldigvis for ham og os aldrig siden tilbage til farceterritoriet.
Læs også: Netflix’ 6 bedste originalfilm – og de 3 grimmeste fejlskud