1. When Saints Go Machine ‘ZeroFrame’
I albumformat har When Saints Go Machine ligget i dvale siden 2013. Dog virkede noget til at være under opsejling, da firkløveret sidste år atter stemplede ind i det danske koncertlandskab. Nu har de så endelig annonceret ep’en ’It’s a Mad Love’, der udkommer den 4. maj. Med afsløringen følger smagsprøven ’ZeroFrame’, som er en tålmodigt ulmende kovending fra deres tidligere så electropoppede habitat.
2. Melody’s Echo Chamber ‘Breathe In, Breathe Out’
Bag Melody’s Echo Chamber står franske Melody Prochet: En blåøjet og nærmest studentikos sangerinde, der basker sig i quirky, 70’er-delirisk psychpop. ’Breathe In, Breathe Out’s titel lander derfor som et mantra for ens indre jeg, når musikvideoens psilocybineffekt gradvist overtager de små grå. Nummeret stammer fra Prochets kommende albumtoer ’Bon Voyage’, der rammer hylderne 15. juni.
3. Sabrina Claudio ‘All to You’
Intimiteten og begæret driver ned ad soveværelsesvæggene på Sabrina Claudios ‘All to You’. Sangerinden hvisker og spinder over en afklædt og sensuel produktion, mens dampende spørgsmål som »When did this bed turn into water?« lister sig ind. Sidste år skabte Claudio ringe i vandet med mixtapet ’About Time’, og denne nye perle tyder på, at den 21-årige forførerske ikke har nogen stopknap i sigte.
4. Gallant ‘Gentleman’
Der har været forholdsvis radiostille fra r’n’b-sangeren Gallant siden hans formfuldendte debutalbum ’Ology’ fra 2016, men nu vender crooneren stærkt tilbage med vægtløs falset og luksuriøs produktion på ’Gentleman’. Det er uendelig svært at forestille sig et bedre kunstnernavn end netop Gallant, når man lader sig omsvøbe af sangens nærmest guddommelige skønhed.
5. Topaz Jones ’Cotton Fields’
New York-baserede Topaz Jones er et Soundcloud-stjernefrø, der bader sig i en fontæne af lige dele funk, soul og hiphop. Den kalejdoskopiske genremelange på sangerens nye ’Cotton Fields’ dunster umiskendeligt af både Outkast og Parliament-Funkadelic: Orgellignende synth, backing-kor og fuldfed bas danner rammerne om et småpsykedelisk track, som ifølge hestens egen mund er opstået ud fra hallucinationer, han oplevede i en skov.
6. Gents ‘Empty Shell’ / ‘Part Time Lover’
Synthpop-ekkoet fra sidste års fremragende debutalbum ’About Time’ nåede knap at forstumme sig, før Gents nu tager revanche med dobbeltsinglen ’Moments’, der består af numrene ’Empty Shell’ og ’Part Time Lover’. Hvor ’Empty Shell’ er et bittersødt, pastelfarvet bekendtskab, gløder ’Part Time Lover’ mere af mørk, dagdrømmende seksualitet, inden den bryder ud i en bestrålet eruption af følelser.
Hør sangene på Spotify HER.
7. Vic Shinobi ‘More Like You’
Vic Shinobi er navnet på Force One Musics spritnye r’n’b-signing, som debuterer med flødestykket ’More Like You’: En lethjertet og poppet sag om det smukke køn, der pendulerer mellem glat vokal, bundløs bas og synthakkorder a la Japan, som Shinobi har inspirationssnablen godt nede i både visuelt og auditivt. ’More Like You’ er croonerens første officielle svendeprøve, men det har ikke afholdt ham fra at indkassere bookinger til både Spot Festival og Distortion i år.
Hør sangen på Spotify HER.
8. Benal ‘Nu her’
Som fejring af, at Benals danmarksturné denne weekend lægger fra kaj, har duoen sluppet en splinterny single. ’Nu her’ bugner som altid af småkrøllet poesi fra Benjamins side, mens Albert flankerer med en ørehænger af en pumpende underlægning. Kridt danseskoene eller dyk ned i teksten. Eller begge dele.
9. Boys ’That Weekend’
Den 22-årige svensker Nora Karlsson alias Boys er en stærk musiker, men tilsyneladende ikke (længere) en god ven. Netop dét tema tager hun livstag med på den bølgende ’That Weekend’, der kredser om at vokse fra et tidligere så uadskilleligt venskab. Et universelt problem, stort set alle i verden har stået overfor, og som sættes i et længselsfuldt relief via Karlssons slentrende drømmepop.
10. Chynna ‘$ (Dough)’
De seneste par år har mildest talt været tumultariske for Chynna: Hun mistede både mentoren A$AP Yams og sin egen mor kort efterfølgende, der spiralerede ud i en opiumafhængighed. Nu er New York-via-Philadelphia-rapperen dog tilbage i folden med genvundne kræfter, som i den grad mærkes på ’$ (Dough)’. Loosien er lige så gyserdunkel som altid, men Chynna lyder mere selvsikker end nogensinde før.
Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Spotify HER.