Kaitos ‘Band Red’ er ikke for de veltilpassede

Engelske Kaito er en dobbeltsidet sag. Den første date med bandet kan være skræmmende avantgardistisk – lyden er ufin, utilgængelig og svær at blive klog på. Men man booker selvfølgelig endnu en aftale, for hvad fanden er det for en størrelse? Vil den have mig, og vil forholdet vokse? Og ja, allerede på anden date glider tingene bedre, og ved tredje møde er det en fest. Som barndommens forvandlingskugler har Kaito transformeret sig fra en hård bitter klump til en tyggegummipoppende fornøjelse.

Vi er i punkpop-territoriet her. Men ikke MTV-udgaven. Kaito lyder mere som en blanding af Sonic Youth og Sleater Kinney, hvis disse rent faktisk gad at beskæftige sig med pop-hooks. Og det gør Kaito. Under al deres skrigende støj, dissonans og strukturforstyrrelse ligger der nemlig hele tiden en lille yndig og blåøjet popsang. Godt gemt væk, vel at mærke, men den er der.

Kvartettens kromosom-kamp ender uafgjort, men der blæser alligevel hidsige riot grrrl-vinde ind over musikken. Det skyldes hovedsageligt frontkvinde Nikki Colks skiftevis enerverende og vindende skrigeballon-vokal. Teksterne er umulige at udskille fra hendes frådende fonetiske udbrud, men til gengæld leverer hun en energisk utilpassethed, som aldrig vil finde hjemsted i mainstreamen.

Kaitos musik er som beskidte rottehaler. Som et balletskørt over slidte jeans. Et hysterisk skænderi til pigefødselsdagen og pink grape i heroinsprøjten.

Deres ‘Driving Manual Auto’ fortjener at blive et verdensomspændende sommerhit, men det er nok mere sandsynligt, at sangen vil hærge de mørke kældre, hvor misfits med missende øjne søger flugt fra strandsolen og de veltilpassede.