Er Kanye West skør?
Det er spørgsmålet hele musikverdenen stiller sig selv, altimens rapperen offentligt støtter Trump, tweeter lommefilosofi, siger uheldige ting om slaveriet i USA og udgiver sange, hvor han henholdsvis diskuterer med T.I. og, øh, laver babylyde.
Ja, det har i dén grad været en travl uge i Kanye-land, og det hele er (foreløbig) kulmineret i et to timer langt interview med hiphop-personligheden Charlamagne, der nok kommer til at overgå i historien som et stykke essentiel kulturarv.
Rapperen og designeren er åben, intens, eftertænksom, filosofisk, megaloman og prætentiøs. Det er Kanye skruet op til nye højder.
Han svarer på mange spørgsmål i interviewet, men det store spørgsmål er stadig svært at svare på. Er han i gang med et større, mentalt sammenbrud, som mange har spekuleret over? Eller er han bare en virkelig anderledes-tænkende ener, der ser verden på en helt unik måde, som ingen andre forstår?
Det har været svært at sige, og på en måde kan begge dele jo være sandt. Her er 20 eksempler på, hvorfor.
1. Radiokanalerne konspirerer mod ham
Kanye siger:
»Ever since the Taylor Swift-moment it’s never been the same. The connection with radio. Whatever powers that be, it was much harder after that (…) at the end of the day, someone is controlling it«.
Hvor meget sandhed er der i det?
Det virker ikke sandsynligt, at én sammensværgelse har besluttet at blackliste Kanye. Men det kan ikke udelukkes, at Kanye Wests blakkede ry efter skandalen med Taylor Swift, hvis takketale han afbrød til MTVs VMA-awards i 2009, har skadet ham i forhold til at blive spillet i radioen.
2. Og det gør hele modeindustrien også
Kanye siger:
»As soon as I was 45 minutes late (til et modeshow, red.), I felt it was the fashion community getting the right to say nigger without saying it. To be like, yo: (…) if you get out of line, boy, we gon’ roast you«.
Hvor meget sandhed er der i det?
Det her er et klassisk Kanye-argument: Han tager en tilsyneladende ligetil situation, og får den til at handle om et større, komplot med racistiske undertoner. Altså, selvfølgelig blev den etablerede modeverden sur, hvis han kom lang tid for sent.
På den anden side, kan man godt se det fra Kanyes synsvinkel. Det er uden tvivl ikke nemt at være den rebelske, sorte designer udenfor det gode selskab. Men det her er nok at strække den en lille smule.
3. Da Kim Kardashian blev røvet i Paris, var det måske en del af et større plot, der skulle knække Kanye, ved at gøre ham afhængig af medicin
Kanye siger:
»All these things (modeverdenens afvisning, radioens blacklisting og et røveri af Kim Kardashian i Paris, red.) were almost set up to put me on meds, to break me down. The robbery, I don’t know where that came from. Was there a bigger plan? A bigger setup?«.
Hvor meget sandhed er der i det?
Det her er klassisk paranoid konspirationsteori. Radioen, modeverdenen og bevæbnede røvere i Paris har rottet sig sammen for at få Kanye til at få et nervøst sammenbrud, hvilket så medfører, at han bliver afhængig af medicin? Seriøst?
4. Barack Obama burde stå frem og sige undskyld for at kalde Kanye ‘jackass’
Kanye siger:
»He never called me to apologize. (…) Just tell me you love me. And tell the world you love me. Don’t tell the world I’m a jackass«
Hvor meget sandhed er der i det?
Det her kommer ikke til at ske. Men okay, det er klart, det ikke er sjovt, at blive kaldt jackass af USAs første sorte præsident.
5. Obama skal også indrømme, at Kanye er hans yndlingsrapper
Kanye siger:
»I’m your favorite artist. You played ‘Touch The Sky’ at your inauguration. And now, all of a sudden, Kendrick and Jay and all the people you invite to the White House, like now these are your favorite rappers now. I ain’t got no problems with these rappers. But you know I’m your favorite«.
Hvor meget sandhed er der i det?
Aww. Vi ved vist godt, hvad det her handler om. Kanye er jaloux på Kendrick og Jay. Næste.
6. For ja: Kanye er verdens største kunstner. Nogensinde.
Kanye siger:
»I am his (Obamas, red.) favorite artist of all time. Because I am the greatest artist of all time«.
Hvor meget sandhed er der i det?
Sandhedsværdien her er rimelig tvivlsom, men det er altid fedt, når Kanye begynder at gå all in på selvtilliden.
7. Det er nedladende, når hvide medier kalder ham ‘rapper’
Kanye siger:
»If it’s a white publication, if they use the word ‘rapper’, they’re not saying that in a complimentary way. They’re trying to say that to not classify it in a Howard Hughes, Picasso, Einstein way«.
Hvor meget sandhed er der i det?
Det her er igen en ret radikal tolkning af et reelt problem. Selvfølgelig er det problematisk, hvis sorte kunstnere uden grund klassificeres som ‘rappere’. Men en konspiration blandt hvide medier for at stemple Kanye? Det virker måske lidt søgt (især fordi han jo blandt andet er rapper).
8. Kanye har tænkt sig at fjerne stigmaet fra ordet ‘crazy’
Kanye siger:
»Best believe I’ma take the stigma off the word crazy. (…) People will take something that’s enlightened, put it in a different context, and call it crazy. To try and diminish the impact and the value of what I’m actually saying«.
Hvor meget sandhed er der i det?
Det her er faktisk tæt på at ramme kernen af, hvordan Kanye ser sig selv. Jo mere, folk prøver at affærdige ham som skør, jo mere bekræfter det hans følelse af at være et misforstået geni.
9. Der findes ikke ‘godt’ og ‘ondt’
Kanye siger:
»We gotta touch on the word ‘bad’. And the idea of ‘good and bad’. Things just are. It depends on what side you’re on if something is bad or good«.
Hvor meget sandhed er der i det?
Det her lyder som en teenager, der lige har læst Nietzsche, tændt en joint og er begyndt at forklare sine venner, hvordan verden hænger sammen.
10. Der er for meget negativitet i ordet negativitet
Kanye siger:
»I think ‘negative’ gets too much of a negative rap«.
Hvor meget sandhed er der i det?
Det her lyder som et Jaden Smith-tweet. Den der filosofi-bog Kanye ville skrive, kommer til at blive rimelig sindssyg, hva’.
11. Kanyes bog er faktisk en ‘stream’
Kanye siger:
»I don’t even know if it’s a book. It’s like stream. It’s all about streams. Everything is stream. That’s why it’s an amazing word. That’s an amazing modern and futuristic word. Streams. Streams of consciousness, streams of music. Everything is just a stream. Like against the water, you know. It’s like exactly where we will be. We will be… Ultralight Beam or Ultralight Stream. We will be all just a stream«.
Hvor meget sandhed er der i det?
Okay, undskyld: Den der filosofi-‘stream’ Kanye ville skrive, kommer til at blive rimelig sindssyg, hva’?
12. Selv folk, der vil dræbe dig, er ikke dine fjender
Kanye siger:
»Even people who wanna kill you are not your enemy«.
Hvor meget sandhed er der i det?
Altså. Hvad?
13. Følelser er vigtigere end tanker
Kanye siger:
»I think we’re in a place now, where bravery is more important than perfection. Feeling is more important than thought«.
Hvor meget sandhed er der i det?
Hvorvidt følelser er vigtigere end tanker er en flere århundrede gammel filosofisk debat. Men måske forklarer Kanyes forkastning af fornuften hans forsvar for Trump? Hans »nej, tak« til perfektion ville i hvert fald forklare hans seneste singler.
14. Trumps racisme er ikke en dealbreaker
Kanye siger:
»Well, racism isn’t the dealbreaker for me«.
Hvor meget sandhed er der i det?
Okay, måske synes Kanye, at det er vigtigere, at Trump for eksempel kan fikse økonomien, end at han ikke er racistisk. Men det her er stadig et ret vildt statement. Er det virkelig ok, hvis USAs præsident er racist?
15. Yeezy bliver en milliard dollars værd i år. Og Yeezy er også en enhjørning
Kanye siger:
»Yeezy is a unicorn. It’s a billion dollar company«.
Hvor meget sandhed er der i det?
Det er faktisk ikke så mærkeligt, som det lyder: Unicorn er åbenbart finans-slang for en virksomhed, der er en milliard dollars værd. Bliver Yeezy det i år? We’ll see.
16. Om 5-10 år er Yeezy en velgørenhedsorganisation, der hjælper ved naturkatastrofer
Kanye siger:
»Yeezy eventually will be… closer to a relief company. If there’s like a disaster we’re gonna bring clothes and water«.
Hvor meget sandhed er der i det?
Tjo, hvem ved? Yeezy har jo også lige sænket priserne, det kan jo godt være første skridt mod decideret velgørenhed og nødhjælp.
17. Kanyes eks-manager var hans ‘gateway-drug’ til business – og musikindustriens død
Kanye siger:
»Scooter Braun is Kanye West’s gateway drug to business – and maybe the death of the music industry as we know it«.
Hvor meget sandhed er der i det?
Okay, nu har interviewet stået på i halvanden time. Vores hjerne kan ikke kapere flere af de her statements lige nu. Men det er vist noget med Travis Scott og Dropbox….
18. Travis Scott fortjener at have lige så mange ansatte som Dropbox
Kanye siger:
»Wouldn’t you think Travis Scott would deserve the same amount of employees as Dropbox?«
Hvor meget sandhed er der i det?
Kan du huske, da Jay-Z rappede »I’m not a businessman, I’m a business, man«? Det var som gæst på Kanye Wests ‘Diamonds’-remix i 2005. Det har taget indtil 2018, før Kanye også indså, at entertainere også kan være virksomheder, der kan have ansatte.
19. Kanye bliver verdens største ejendomsinvestor
Kanye siger:
»I’m gonna be one of the biggest real estate developers of all time«.
Hvor meget sandhed er der i det?
Hvis du tror, Kanye West bliver verdens største ejendomsinvestor, må du være rablende sindssyg. Eller du må være Kanye West.
20. Og han kommer til at planlægge hele byer
Kanye siger:
»We’re going to develop cities«.
Hvor meget sandhed er der i det?
Okay, lad os bare være ærlige: Det kunne være ret fedt at bo i en by, der er designet af Kanye West.
Læs også: Kanye Wests to nye singler er nu officielt ude
Læs også: Kanye Wests kommende filosofibog består åbenbart udelukkende af tweets
Læs også: Bromancen fortsætter: Kanye West tweeter kærlighedserklæringer til Trump