Raekwon The Chef

Medlemmerne fra Wu – Tang kollektivet er uden tvivl nogle af de mest nyskabende og mest talentfulde rappere hiphoppen nogensinde har set. Alle har de hver deres særpræg samtidig med at de til sammen danner en slagkraftig og distinkt rapenhed der sammen med RZAs beats nærmest dannede skole for øst kyst hiphop i 90 erne. Alligevel står Raekwon The Chef sammen med Method Man og The Genius nok ud som de mest indflydelsesrige rappere af “Shaolin munkene”, bl. a. takket været deres fremragende første soloalbums i årene umiddelbart efter klanens debutalbum Enter The Wu Tang i 1993. En solid debut efterfølges imidlertid traditionelt set af en mindre gennemført opfølger og Raekwons andet album Immobilarity fra 1999 nåede da heller ikke debutalbummet Only Build For Cuban Linx fra 1995 til sokkeholderne.

Raekwon er nu klar med sit tredje album The Lex Diamond Story som er en skildring af det gangster univers Raekwon ynder at dyrke gennem sit alter ego Lex Diamond. Albummet er en portrættering af den streetromantiske myte om den hårde, men oprigtige og loyale gangster som er hadet af sine fjender men elsket af sine venner og af den bydel han kontrollerer, hvilket i Lex Diamonds tilfælde naturligvis er Staten Island. Dette skildres især gennem forskellige skits på albummet og dette er lidt trættende når også introerne til de forskellige numre ofte er temmelig lange.

Introer og skits er nemlig overhovedet ikke nødvendige for Raekwon kan heldigvis stadig rappe og gennem sine rim tegner han et levende og melankolsk billede af en ensom gangster i en hård verden. Denne levende “storytelling” er, sammen med et elegant flow, præcis hvad der har placeret Raekwon som en af hiphoppens rap konger. Det udmærkede ‘King Of Kings’, hvor Havoc fra Mobb Deep i øvrigt er gæsteoptrædende, er et glimrende eksempel på dette. Og Havoc er – naturligvis – ikke den eneste gæsteoptrædende. Som det sig hør og bør på et Wu medlems album, er næsten hele Wu Tang familien repræsenteret ligesom bl.a. Fat Joe også kigger forbi. Desværre glimter RZA fuldstændig ved sit fravær og han ikke har produceret et eneste beat på albummet. At Raekwon vil samarbejde med andre producere er forståeligt, men med chance for at lyde stokkonservativ, længtes jeg under gennemlytningerne ofte efter RZAs produktioner, der så ofte har skabt det perfekte fundament for Raekwons metaforbrug og sprogspil.

For det er netop med produktionerne det halter gevaldigt på dette album. De er simpelthen ofte for kedelige og middelmådige og har ikke den energi og struktur der får en til at spidse øre. ‘Ice Cream Part 2’ produceret af DJ Khalil og ‘Planet Of The Apes’ af Hangman 3 er f.eks. direkte dårlige numre og rappen af Capone og Sheek Lounch på sidstnævnte nummer gør bestemt ikke indtrykket bedre. Stærkere i billedet står derimod det Mercury producerede ‘All Over Again’ hvor Raekwon reflekterer over sin karriere, samt ‘Clientele Kid’. Samtidig knækker albummet nærmest over så man på første del finder de stabile og solide numre, medens man på anden del roder rundt mellem poptrommer og elendig rap fra først og fremmest de mange gæsteoptrædende. I skærende kontrast til f.eks. gruppen Ultra på ‘Planet Of The Apes’ bliver det dog her tydeligt hvor dygtig en rapper Raekwon er og hans formåen er først og fremmest hvad der holder albummet oppe. Uden at hans rap dog nærmer sig det niveau han viste på sit debutalbum.