N.E.R.D. leverede en veloplagt, men letkøbt Neptunes-hyldest på NorthSide

Fra første sats var stilen lagt. Til tonerne af det heftige ’Seeing Sounds’-track ’Anti Matter’ indtog Pharrell Williams og Shay scenen med høje knæløft, stærk energi og en helt tydelig mission: At skabe en storstilet fest.

Missionen var i sig selv ganske passende. Hvis nogen skulle kunne skabe en fest på NorthSide, skulle det næsten være N.E.R.D.. Med snart to årtiers sporadisk hitlistedominans og gedigen indflydelse på 00’ernes mainstream-hiphoplyd var det en fryd at opleve, at Pharrell, Shay og ikke mindst Chad Hugo bag dj-pulten til stadighed forstår at understrege deres indflydelse på lydbilledet, som vi kender det i dag. Det forlanger og fortjener en helhjertet hyldest.

Indflydelsen skal dog snarere end N.E.R.D. tilskrives The Neptunes – Pharrell og Hugos producerduo-alias, der dominerede 00’er-hiphoppen med musikalsk legesyge og flair for vanvittige genrefusioner. Kendetegnende for lyden var særligt percussion-legene, hvor helt tunge garage-beats blandede blod med jazzede trommesektioner. Deres produktioner var alsidige, men alligevel genkendelige, hvilket blev blotlagt i det lille medley i midten af showet, der tog os omkring mindeværdige numre som Migos’ ’Stir Fry’, Snoop Doggs ’Drop It Like It’s Hot’ og Kendrick Lamars ’Alright’. Medleyet var underholdende, men syntes alligevel mest af alt som en letkøbt fest-gimmick.

Det knapt en time lange set bød da også på en kærkommen tur ned ad memory lane til et par gode, gamle ’Seeing Sounds’- og ’In Search of…’-hits som ’Kill Joy’, ’Brain’, ’Run to the Sun’, ’Spaz’ og ikke mindst storhittet ’She Wants to Move’. N.E.R.D. kom heldigvis også omkring ’Rockstar’ (nummeret, hvor folk fattede, Shay også var en del af holdet), der virkelig understreger trioens fornemme flirt med de klassiske rockfigurer.

Pharrell Williams har bestemt aldrig været nogen stor sanger. Det var vi tilsyneladende flere, der vidste i forvejen, eftersom hans mikrofon var skruet tilstrækkeligt ned til, at undertegnede følte sig lidt skidt tilpas over at synge højt med, da det tydeligvis overdøvede ham for mine naboer.

Festmissionen krævede tilsyneladende også de tricks, trioen tydeligvis hiver ud af ærmet hver gang, de indtager scenen. Trods formaninger om, at crowdsurfing og moshpits var forbudt, opfordrede de hele tiden til begge. Opfordringer, der garanteret går rent hjem til de stadionkoncerter, de er vant til, men som egentlig bare blev lidt akavede i denne sammenhæng, da vi overhovedet ikke stod tæt nok til, at det var ufarligt.

Missionen lykkedes på sin vis. Pharrell og Hugo havde overskud hele vejen, de var dedikerede, nærværende og veloplagte. Dog var dedikationen mere tilegnet The Neptunes-projektet end N.E.R.D., hvorfor de to producer-champs endte med at ligne Neptunes-hypemen snarere end det regulære band, de er. Neptunes fik den oprejsning, de vitterligt fortjener, men at det skulle ske på bekostning af N.E.R.D. var en slem skam.

Læs alle vores anmeldelser fra NorthSide HER.