The Raveonettes
Skønhed har det med at forfalde. Det gælder også for den musikalske skønhed, og mange store sangskrivere har således oplevet at måtte se sit kreative lys brænde ud. Men nogle er modsat kun blevet bedre. Sune Wagner er en af dem, for med hans fandenivoldske The Raveonettes kom han ud af ungdommens tristesse og fandt livets og kødets glæder frem.
Derfor skuffede det at lægge ører til duoens første udspil af i alt tre efterårs-ep’er, der forsøgte sig med elektronik uden at blive elektrisk. Med efterfølgeren ‘Beauty Dies’ kan man blot sige: Se, det var straks bedre! For selvom her ikke er tale om en på nogen måde revolutionerende samling sange i Sune Wagner-kontekst, så er det altså sådan her, de to gør sig bedst. Helvedes stramt, huggende guitarriffs og flotte vokaler ovenpå stærke melodier.
Der åbnes med ‘Black/White’, en god forlængelse af ‘Lust Lust Lust’-universet, mens ‘Young and Beautiful’ er som taget ud af ‘Whip It On’s film noire-univers med et ultrastramt beat omkring Sunes skønne, skønne guitarspil. Samme spor fortsættes i den jazz-beatede ‘The Thief’, inden der højenergisk sættes dragende 80’er-stemning i gang med ‘Here Comes the End’. Så selvom skønheden med denne to’er ikke er blevet genfødt, så er den bestemt heller ikke en dødssejler fra Sunes hånd.