The Secret Machines

Europa har for længst tabt et musikalsk våbenkapløb til USA – nemlig produktionen af musikverdenens mastodonter: Stadionrockbandene. Senest har Kings of Leon med Bibelen i den ene hånd og whiskyflasken svingende fra den anden gennemblødt mangen en ungpigetrusse. Nu er det så tourmakkerne i Secret Machines’ tur til at affyre bredsider mod britiske bands som Muse og U2.

Siden det brillante 2006-gennembrud ‘Ten Silver Drops’ er der sket en enkelt udskiftning. Ben Curtis har forladt bandet til fordel for School of Seven Bells, men magtfordelingen er intakt. Hvor brormand Brandon Curtis’ vokal- og keyboard-arbejde og nytilkommer Phil Karnats’ udsvævende guitarlinjer griber efter himlen, er Josh Garzas tordnende tunge trommebund ballasten, der nagler det hele sikkert til jorden. Salig Led Zeppelin-trommeslager John Bonham ligger nok og smiler i graven, hvis han ellers kan høre ham gungre.

‘Last Believer, Drop Dead’ er et godt eksempel på, hvor flot det er, når det lykkes. Midtvejs på albummet slipper variationerne og krumspringene over bastanthederne dog øjensynligt op for trioen. ‘Now You’re Gone’, ‘The Walls Are Starting to Crack’ og ‘I Never Thought to Ask’ udgør tilsammen en køreskolenybegynder-agtig trepunktsvending på klichéernes holdeplads. Især er det tænderskærende pinligt at lytte til sidstnævnte, som næsten reciterer verset fra Scorpions’ genredefinerende 90’er-powerballade ‘Wind of Change’.

Grænsen mellem galt og genialt er papirtynd på albummet, der falder i den samme kategori som det skæve tårn i Pisa og punkterede souffléer: Man imponeres over bagmændenes storhedsvanvittige visioner men må også grovfnise hånligt over afsindigt kluntet eksekvering.