Dungen
Mange folk ude i den vide verden ærgrer sig sikkert gule og blå (selvfølgelig!) over, at de ikke forstår Gustav Ejstes’ modersmål og dermed også lyrik. Ejstes leder svenske Dungen, som trods sprogbarrieren har opnået international anerkendelse. Det forstår man udmærket, når man lytter til ‘4’.
Svenskeren har denne gang ladet strengene stå og sat sig ned ved sit primære instrument, klaveret. Afkastet er en mildere og mere sofistikeret lyd, hvor de svenske ‘killar’ nærmest går The Cinematic Orchestra i bedene med prægtigt arrangerede vemodssange i storladent 16:9-format.
Der er stadig lidt 70’er-psychlyd og ditto guitar at finde på albummet, men frem for sin vanligt prominente rolle glimter den nu blot ned mellem den øvrige instrumentale udsmykning, som lav og skarp efterårssol gennem et hastigt gulnende bladhang. Flest gnister springer der af instrumentalnummeret ‘Fredag’, som snildt kunne begå sig som catchy introjingle, hvis vort broderfolk skulle hitte på at genoplive Alfons Åberg som TV-serie.
Når man smager den ufortyndede pop-elegance, som udkrystalliseres i numre som ‘Det tar tid’ og ‘Sätt att se’, kan inkluderingen af rene syrejam-uddrag som ‘Samtidigt 1’ og ‘Samtidigt 2’ synes mærkværdig. Måske er de ment som brohoveder, der knytter bandets tidligere output sammen med den nye lyd, men inkonsistensen koster. Albummet er på trods af det og sit lakoniske navn et uventet poetisk bekendtskab, som udstiller modige nye sider af et af Skandinaviens mest spændende bands.