Han havde godt hørt skrækhistorierne:
Lovende dansk instruktør tager til USA med en drøm og en vision, men presses i bund af Hollywoods magtfulde producere, mister sin stemme og udkommer med et anonymt produkt, som kunne være skabt af hvem som helst.
Anders Walter var derfor tilbageholdende, da tilbuddene begyndte at strømme ind, efter han i 2014 vandt en Oscar-statuette for sin kortfilm ’Helium’.
»Mine agenter begyndte at bombardere mig med manuskripter. De ville have mig i gang i USA, men jeg havde faktisk slet ikke lyst«, fortæller han, da vi møder ham en sommerdag på Hotel Sanders i København.
»Jeg var lidt angst for, at min første spillefilm skulle laves under de forhold. Det var nok lidt konservativt, men jeg tænkte, at det sgu nok var bedre at tage hjem til Danmark og etablere en instruktørstemme«.
Men Walters spillefilmprojekter blev ikke til noget i Danmark, hvor Det Danske Filminstitut gav ham afslag på afslag – en tendens, han også kunne genkende fra kortfilmdagene, hvor Kim og Tivi Magnusson fra M&M Productions i stedet tilbød at finansiere filmene.
I sidste ende vendte den selvlærte instruktør derfor blikket mod den amerikanske filmindustri, og efter fire års arbejde har det resulteret i ’I Kill Giants’, som fik verdenspremiere på sidste års filmfestival i Toronto og på torsdag får premiere i de danske biografer.
Efterhånden er Anders Walter kommet frem til, at han som filmskaber måske passer bedre til amerikanernes smag. De er ikke lige så skræmte over Walters sentimentale fortællinger, hvorfor ’Helium’, hvori en mandlig rengøringsansat på et hospital dulmer den syge dreng Alfreds dødsangst med fantasihistorier, gik rent hjem hos Oscar-medlemmerne.
»’Sentimentalt’ er et fyord herhjemme, og også et ord, jeg tit har set, når jeg har fået afslag. Jeg har søgt med mange spillefilm hos Det Danske Filminstitut, og jeg synes tit, at ordet ’sentimentalt’ dukker op et eller andet sted«, fortæller instruktøren.
»Det er jo smag og behag, og man kan ikke rigtigt diskutere det. Nogle føler sig voldtaget hurtigere end andre. Nogle vil helst have tingene skåret totalt ud i pap, mens andre føler, at de bliver omklamret af instruktørens iver for at få dem til at føle noget. Og så er der alt det midt imellem, hvor jeg synes, jeg ligger«.
»I Danmark og Skandinavien har vi nok en tradition for at ligge mere til den subtile side«, forklarer Walter, der dog ikke har oplevet mistroen hos det danske publikum:
»Da jeg sad sammen med 400 mennesker i Empire og så ’Helium’, sad 90 procent af dem og græd. Ikke fordi de følte sig voldtaget, men fordi de var oprigtigt opslugte af historien og karakterne«.
Jubelbrøl
’I Kill Giants’ er baseret på tegneserien af samme navn, hvis forfatter Joe Kelly også står bag manuskriptet. Producerholdet, der blandt andet bestod af ’Harry Potter’- og ’Alene hjemme’-instruktør Chris Columbus, havde indtil da haft snøren ude hos instruktører fra filmbranchens højere luftlag, men uden held. Da de så ’Helium’, besluttede de sig for at sende Kellys manuskript til Anders Walter.
»Jeg havde læst 10 manuskripter på det tidspunkt«, fortæller Walter. »Det var faktisk nogle ret gode manuskripter, men ikke noget, der sådan rigtigt bragte mit pis i kog. Så kom manuskriptet til ’I Kill Giants’, og jeg blev totalt solgt og smaskforelsket i hende her Barbara«.
Barbara, spillet af Madison Wolfe, er en ung teenager, der bor med sine søskende i en lille, amerikansk by. Hun mobbes i skolen og har ingen venner, hvorfor hun i stedet søger mod sin egen fantasiverden, hvor hun beskytter hjembyen fra invaderende kæmper. Hun sætter fælder op i skoven og udfører Dungeons & Dragons-inspirerede ritualer, mens klassekammeraten Sophia og skolepsykologen Mrs. Mollé forsøger at hjælpe hende.
I løbet af 10 minutter var der 10 mennesker, der flippede totalt
Anders Walters forelskelse i Barbara kom dog ikke lige med det samme, for den frustrerede hovedperson skubber sine medmennesker fra sig og kan være svær at holde af.
»Første gange jeg læste manuskriptet, var jeg faktisk tæt på at lægge det fra mig efter et kvarter. Jeg tænkte: ’Arh, nu skal du holde din kæft, din lille møgsæk! Nu gider jeg ikke mere’«, fortæller Walter grinende.
»Men hun provokerede mig alligevel på en eller anden måde, så jeg ikke kunne lade være med at læse videre. For hun begyndte også at blive sjov. Hun holdt mig hele tiden ved ilden og gjorde mig interesseret«.
I juni 2014 mødtes Anders Walter og producer Kim Magnusson derfor med Chris Columbus og co., der roste den danske instruktørs visioner, men ikke endegyldigt kunne give ham jobbet – sandsynligvis fordi større instruktørnavne stadig var på tale. Walter besluttede sig for at producere et såkaldt sizzle reel for at overbevise pengemændene om, at han var den rette til jobbet.
»Et sizzle reel er en fiktiv trailer, der præsenterer en vision, som er mere end bare ord. Man gør tit bare det, at man tager materialer fra andre film og sætter det sammen til en stemningsvideo. Jeg sagde: ’Vi skal tage den skridtet videre!’. Jeg var ikke desperat, jeg havde bare en masse energi og ville gerne lave filmen og vise min kærlighed til projektet«, forklarer han.
»Vi fandt en fantastisk dansk skuespillerinde, som talte engelsk, og filmede flere scener fra filmen med skolepsykologen for at få de emotionelle elementer med. Det blev klippet sammen med alle mulige vilde sager, der passede præcis til vores film. Det er ret sjovt at sammenligne videoen og den færdige film, for det er ret tæt på. Jeg har lavet mange af dem sidenhen på andre projekter, men den her ramte vi bare lige i fucking røven«.
Hollywood-producerne havde den samme følelse med Walters fiktive trailer, som affødte vilde reaktioner.
»Jeg sendte videoen over til dem, og der udbrød et jubelbrøl. I løbet af 10 minutter var der 10 mennesker, der flippede totalt. Mine agenter og alle involverede var helt oppe at køre«, fortæller instruktøren.
»De havde gået med projektet i fem år, og det var, som om de havde fået den største energiindsprøjtning. Pludselig kunne de mærke, at der var en film. Så valgte de mig som instruktør, lige meget hvor svært det ville være at sælge«.
Belgisk redning
Og svært blev det. For ’I Kill Giants’ var ikke ligetil at placere hos et publikum for de distributører, der skulle poste penge i projektet, før produktionen kunne gå i gang.
»Det er ikke en familie-børnefilm, og det er heller ikke en voksenfilm, selvom den har et punch mod slutningen, som gør, at man som voksen også bliver rørt og involveret. Den lander mellem to stole. Selvom mange kunne lide historien og manuskriptet, var de bange for, at den var svær at ramme ind til markedsføring«, fortæller Anders Walter, der var flyttet til USA med sin familie, men efter flere skuffende salgsvinduer måtte tage tilbage til Danmark.
»Over to markeder solgte den ad helvede til. Vores investorer fik mere og mere kolde fødder. Lige før Berlin-festivalen i 2016 trak de sig faktisk helt. Vi gik helt kolde. Min familie og jeg måtte flytte hjem til Danmark. Vi havde ingen penge og var totalt fucked. Jeg havde ikke fået løn i hele den periode. Vi havde brugt vores egne penge. Ifølge kontrakten kunne jeg først få penge, når filmen fik grønt lys, og det fik den jo aldrig helt officielt«.
Vi havde ingen penge og var totalt fucked
Men da instruktøren næsten havde mistet modet, meldte den belgiske producent Umedia sig på banen. Eneste krav var, at alle optagelserne skulle flyttes til Europa. Med hovedsæde i Irland begyndte optagelserne i sommeren 2016.
»Jeg ved stadig ikke, hvor de kom fra, og hvorfor de kom, men mod alle odds fik vi skubbet filmen i gang med et ret stort budget på 90 millioner kroner. Alt gik op i en højere enhed«, siger Walter.
»Det var en stor oplevelse at gå fra at lave kortfilm til 75.000 kroner til at kunne overbevise nogle mennesker om, at jeg skulle lave det her halløj. Jeg fik endda min danske fotograf (Rasmus Heise, red.) med og fik lov at klippe filmen med min danske klipper (Lars Wissing, red.). Og så fik jeg ikke mindst Kim Magnusson med som producer«.
Kommentarer fra Columbus
På trods af skrækhistorierne fra andre danske instruktører, oplevede Anders Walter en overraskende stor frihed under ’I Kill Giants’-produktionen, men undervejs kunne han alligevel ikke give slip på tvivlen.
»Vi startede med to fantastiske optagedage, der gav mig og produktionen ro. Jeg fik fuldstændig lov til at løbe med det. Jeg tænkte: ’Ja, ja, det er nok bare, fordi de tager den i klipperummet’. Der kan man jo smadre en film totalt, og man hører de værste historier, hvor instruktøren bliver smidt ud af klipperummet. Så den ikke var helt hjemme endnu, bare fordi vi havde haft 40 fede optagedage. Men så fik jeg sgu lov til at klippe den i Danmark«, fortæller han.
»Jeg tænkte ’nå, okay, men de hiver den sikkert til USA til sidst’, for Chris Columbus havde kontrakt til at lave final cut. Men de begyndte bare at komme med søde noter. Det hele var sgu så konstruktivt. Sådan gik det slag i slag, og det blev aldrig til den krig, jeg frygtede«.
»Chris Columbus er jo også selv instruktør«, tilføjer Walter. »Han fortalte mig mange historier om, hvordan han i starten af sin karriere blev mast af producere, der kom med åndssvage meninger, og hvor frygteligt det var. Med den viden og respekt for faget har han forstået, at det var federe at bygge mig op med selvtillid end at gøre mig usikker fra første dag, jeg stod på settet«.
Det var dog en enkelt gang i klippeprocessen, hvor Columbus var hårdt ved den danske instruktør:
»Han så et cut og sagde: ’Jeg er kun halvvejs gennem filmen, og jeg har lyst til at slukke den og smide den i skraldespanden. Så meget hadede jeg Barbara’«, fortæller Walter. »Det var jo ikke godt. Vi vidste godt, at hun er noget for sig. Så fandt vi nogle takes med hende, der blødte nogle scener op, og vi lavede en lidt anderledes handlingskurve i historien«, fortæller han.
»Da vi kom til musikdelen, holdt jeg det rimeligt mørkt. Der er nogle steder i filmen, hvor jeg synes, musikken har fået lidt for meget schwung. Det bliver lidt for svulstigt, lidt for Harry Potter-agtigt, og jeg synes ikke helt, det passer til filmen. Men det var en måde, hvorpå amerikanerne mente, man kunne gøre filmen og Barbara lidt varmere. Det er det eneste kompromis, jeg føler, at jeg har lavet, og jeg er stolt af, at man faktisk kan mærke min stemme i filmen«.
Hyldest til barnefantasien
Gennem sin foreløbige filmkarriere har Anders Walter haft fokus barnesindet og den måde, børn kan bruge fantasi til at tackle alvorlige problemer. ’I Kill Giants’ er ingen undtagelse. Men det er ikke, fordi instruktøren selv har kæmpet med et barndomstraume.
»Jeg kan ikke forklare hvorfor, men de børnehistorier, hvori døden er en naturlig medspiller, har gjort et stort indtryk på mig – en forfatter som Astrid Lindgren, der faktisk tør at skrive om nogle tunge emner og behandle dem i børnelitteratur uden at være bange for at ødelægge barnet«, fortæller han.
»Jeg kan huske, at ’Brødrene Løvehjerte’ gjorde et kæmpe indtryk, da jeg som lille fik den læst op af min mor. Alt det med at dø, blive skilt fra sin bror og også ofre sig, som storebroren jo gør for Tvebak, havde en stor effekt på mig. De ting, der skræmmer én som lille, er jo også de ting, der farver, inspirerer og fascinerer én i resten af livet«.
»Som barn elskede jeg at tegne, finde på og fortælle historier. Senere som voksen har jeg set på fantasien som noget meget fantastisk. Det har givet mig et fantastisk liv at have adgang til det. Da jeg selv begyndte at fortælle historier, havde jeg lyst til at hylde fantasien. Men for at hylde den må der også være en lidt brutal præmis, så man virkelig kan sætte det på spidsen«, siger Walter.
»Modsat ’Helium’ er det i ’I Kill Giants’ en pige, der går alene med det og tager det for langt. Hendes fantasiverden bliver for overvældende for hende selv, og hun har brug for hjælp til at komme ud af den«.
I kølvandet på ’I Kill Giants’ har danskeren afvist en del manuskripter, fordi de spillede i en lidt for velkendt ungdomsboldgade. Alligevel handler et af hans potentielle kommende filmprojekter om to teenagedrenge.
»Jeg kunne godt tænke mig at lave noget med voksne også. Men lige nu forsøger vi at finansiere et manuskript ovre i England for Michael Fassbenders lillebitte selskab DMC Film, og det handler om to unge drenge på 16«, siger Walter.
»Det er ikke noget med fantasi, men der er igen nogle unge mennesker involveret og noget sygdom. Men en helt anden type film. Jeg har udviklet på den i to år og er blevet meget glad for den. Jeg tror faktisk godt, det kunne blive den næste«.
Læs også: Kim Bodnia er tilbage – »Jeg vidste godt, at noget af det ville gå galt«