Da vi sidste år bad 115 danske filmfolk om at pege på deres internationale og danske filmfavoritter fra år 2000 og frem, var Lars von Triers ‘Dogville’ en suveræn nr. 1 på den danske liste.
Og det er ikke kun Triers hjemlige kolleger, der sætter filmen højt. Quentin Tarantino har tidligere kaldt manuskriptet et af de bedste, der nogensinde er skrevet, og nu melder en anden, lige nu utroligt omgærdet amerikansk independent-instruktør sig under fanerne.
31-årige Ari Aster har fået et stort gennembrud med sin allerførste film, den fremragende gyser ‘Hereditary’, og over for magasinet Film Comment fortæller han om de film, der har influeret ham. Han beretter, at hans mor altid har fortalt, at hun så Bergmans ‘Fanny & Alexander’, mens hun fødte ham (»Jeg er ikke sikker på, det er muligt…. Men jeg tror på hende, og det er en af mine favoritfilm«), og i det hele taget har de film, han så første gang med sin mor, gjort størst indtryk på ham:
»’Mulholland Drive’ var en stor ting, den så vi sammen. ‘The Piano Teacher’ var rigtigt, rigtigt stor, jeg tror, jeg var 15 eller 14, da jeg så den. Vi elskede den«, siger han, før han får talt sig frem til sin Trier-hyldest:
»Jeg tror, at de to store var ‘Dogville’, som jeg synes måske er den bedste film de seneste 20 år… og ‘Sange fra anden sal’«, siger han med henvisning til en anden skandinavisk auteur, svenske Roy Anderssons store sorthumoristiske værk fra 2000.
Læs også: Lars von Trier om Årtusindets Film – »Jeg er en gammel kronhjort på vej ud i krattet«
Læs også: Årtusindets 25 bedste danske film
Læs også: Den bizarre slutning på ‘Hereditary’ er usigelig svær at sluge