SOMMERSERIE. Undertrykte kvinder, psykopatiske seriemordere, revolutionære robotter og depressive heste. Mørke, kynisme og sarkasme hersker i serieland i en sådan grad, at selv komedier er blevet deprimerende.
Der er tale om serier af høj kvalitet, men nogle gange efter en lang dag orker jeg simpelthen ikke at se folk blive myrdet eller mishandlet. Jeg magter faktisk heller ikke at holde styr på komplekse plottråde og parallelle universer i de mange high concept-serier, konkurrere med mig selv om, hvor mange popkulturelle referencer jeg fanger i de alt for begavede komedieserier eller hidse mig op over en flot kameratur eller et ironisk popmusikvalg. Jeg vil bare gerne se noget stille og roligt tv, jeg kan relatere til og hygge mig med. En serie, der stimulerer mig følelsesmæssigt og intellektuelt uden at udmatte og suget alt håb ud af mig.
For et lille år siden fandt jeg min redning. Familiedramaet ‘Parenthood’ om en storfamilie i Berkeley blev serien, jeg pjækkede fra mine anmelderlektier til. I starten var jeg en smule skeptisk over dens hang til sentimentalitet og gammeldags amerikanske familieværdier, men en influenza i efteråret fik mine parader ned, og serien førte mig sikkert gennem snot og selvmedlidenhed. Efterhånden som jeg blev del af familien – og serien er blevet bedre for hver sæson – er den blevet min go to-serie, når livet er hårdt, eller jeg bare trænger til at være god ved mig selv.
‘Parenthood’, der er skabt af Jason Katims og kørte på NBC fra 2010-15, er en sjældent gribende, intelligent og velspillet lavkonceptsserie om almindelige mennesker med almindelige problemer, fuld af varme og følelsesmæssig realisme. Den har en perfekt kombination af humor, genkendelige hverdagsdilemmaer og alvorlige emner som autisme, kræft, PTSD, skilsmisse, utroskab, barnløshed, abort og økonomiske problemer – uden det bliver så ubehageligt, at den mister sin eskapistiske kvalitet, der udspringer af familiens grundlæggende kærlighed og sammenhold.
Den er sentimental uden at være melodramatisk og optimistisk uden at være lalleglad. Karakterernes relationer og indbyrdes konflikter er komplekse og føles ægte, men man ved også, at det hele nok skal gå.
‘Parenthood’ følger tre generationer af Braverman-klanen, en liberal, kreativ og hvid middelklassefamilie bestående af familieoverhovederne Zeek (Craig T. Nelson) og Camille (Bonnie Bedelia) i pensionsalderen, deres fire voksne børn Sarah (Lauren Graham), Adam (Peter Krause), Crosby (Dax Shepard) og Julia (Erika Christensen) og et hav af børnebørn i alderen baby til teenager.
De fire søskende kæmper med hver deres udfordringer som forældre. Sarah flytter i første afsnit fra Fresno hjem til sine forældre med sine to teenagebørn Amber (Mae Whitman) og Drew (Miles Heizer) for at komme på fode økonomisk og starte på en frisk efter et destruktivt forhold til sin stofafhængige eksmand Seth (John Corbett). Børnene mistrives efter de mange opbrud, og hun har svært ved at kontrollere oprørske Amber. Samtidig står hun efter at have arbejdet for sin musikermand på bar bund karrieremæssigt, og i løbet af serien prøver hun kræfter med skodesign, universitetsstudier, dramatik og fotografi. Hun roder sig også ud i et par gode kærlighedstrekanter med Jason Ritter og Ray Romano (vælg ham!).
Fornuftige storebror Adam er salgschef hos en skoproducent. Han og konen Kristina (Monica Potter) rystes, da deres otteårige søn Max (talentfulde Max Burkholder) bliver diagnosticeret med Aspergers Syndrom. Jason Katims har selv en søn med Aspergers, og Max’ udvikling, familiens håndtering af ham, og hvordan hans særlige behov påvirker resten af familien – hans teenagesøster Haddie (Sarah Ramos) føler sig ofte overset – er en af seriens stærkeste gennemgående historier.
Crosby er musikproducer og familiens uansvarlige lillebror. Hans verden vendes op og ned, da hans gamle flirt Jasmine (Joy Bryant) introducerer ham for deres femårige søn, Jabbar (Tyree Brown). I løbet af serien kæmper han for at udfylde rollen som familiefar. Samtidig arbejder han for at realisere sin drøm som pladeproducent og åbner et lydstudie med Adam.
Endelig føler advokaten Julia sig som en anderangsmor over for femårige Sydney, der foretrækker sin hjemmegående far, Joel (Sam Jaeger). I de senere sæsoner kæmper Julia og Joel for at få et barn mere og går igennem en vanskelig adoptionsproces og store udfordringer med at få adoptivsønnen Victor (Xolo Maridueña) tilpasset i familien.
Nogle historier fungerer bedre end andre, men alle karakterer i det store ensemble udvikler sig meningsfuldt gennem seriens seks sæsoner. Trods deres fejl og brister kommer man til at holde af dem. »I hear you, and I see you«, siger den egensindige patriark Zeek konstant til sin kone og børn i sæson 2, efter han har været i terapi. Det samme opfordrer serien os til.
Jeg havde det i begyndelsen svært med den emsige curlingmor Kristina, men fordi serien portrætterer hende med empati og kærlighed, og vi ser hende gøre sit bedste i en svær situation, bliver hun en nuanceret karakter frem for en skinger stereotyp. På samme måde udviklede min irritation over konservative Adam, der er ved at dø over, at hans 15-årige datter har en kæreste, i takt med Adams modning sig til en påskønnelse af hans ordentlighed og loyalitet.
Der er skrevet meget, både hyldende og sarkastisk, om ‘Parenthoods’ evne til at frembringe tårer hos publikum, og internettet er fuld af artikler, der rangerer skuespillernes evne til at græde. Særligt Mae Whitman er en mester i disciplinen, men får kamp til stregen af specielt Monica Potter og Lauren Graham.
Serien har en tendens til at kamme over i sentimentalitet, men den gør sig (for det meste) fortjent til vores tårer gennem begavet og tålmodigt opbygget historiefortælling og karakterudvikling.
I femte sæson er Max på sin første skoleudflugt med overnatning. Kristina vil tage med som støtte, men Adam overtaler hende til at give Max plads til at klare sig uden sin mor. Senere på aftenen ringer klassens lærer. Max har fået en anfald og nægter at rejse sig fra gulvet i hotellobbyen. Kristina og Adam kører op til Sacramento og henter ham. På vej hjem i bilen tilstår Max, at en af drengene tissede i hans drikkedunk og kaldte ham en freak. »Hvorfor hader alle de andre børn mig? Er det fordi, jeg er mærkelig?« spørger han. Forældrene forsøger at overbevise ham om, hvor fantastisk han er, men Max bider ikke på. »Aspergers skal gøre mig klog. Men hvis jeg er klog, hvorfor forstår jeg så ikke, hvorfor de griner ad mig? De gør det alle sammen, selv de søde. Og jeg forstår ikke hvorfor«.
Begge forældre tørrer tårerne væk fra kinderne og ved ikke, hvad de skal svare. Så klikker Kristina sin sikkerhedssele og hopper om på bagsædet og omfavner Max trods hans protester om, at han ikke kan lide at blive krammet. »Jeg er ligeglad«, siger hun og trøster ham.
Scenen slår hårdt, fordi vi i fem år har fulgt Adam og Kristinas kamp for at lære Max sociale kompetencer og få ham til at føle sig accepteret. Og her står de komplet magtesløse over for, at deres søn ikke har nogen venner. Samtidig er det forløsende at se Max, der altid afviser sin families fysiske berøringer, acceptere sin mors kram.
Der er ikke mange ‘bløde’ dramaserier – eller ‘cry time dramas’, som New York Times’ tv-kritiker James Poniewozik har døbt genren – på tv, hverken i dag eller i 2010. Jeg er ikke lige så begejstret for NBC’s nye familiedrama ‘This Is Us’, som jeg synes går for kalkuleret efter tårerne uden at bygge op til dem, men måske vil dens popularitet give plads til en ny bølge.
Indtil da modtager jeg gerne tips til en ny familie. Jeg sagde for nylig farvel til familien Braverman i en pøl af tårer og har haft et hul i mit hjerte siden.
‘Parenthood’ kan streames på Viaplay, Amazon Prime og C More.
Læs også: Verdens mest oversete serier #2: Seriekonge smelter camp, kløgt og popkultur, så det er en fryd