15. ’Lovesick’ sæson 3
Udover Aziz Ansaris ’Master of None’ er det ikke mange komedieserier, der udviser en lignende varm sensibilitet over for vestlige millennials’ kærlighedsprojekter, som lille ‘Lovesick’ gjorde det over tre alt for underkendte sæsoner. Det forventes typisk, at generationen først og fremmest må betale en hård pris for sine medfødte samfundsprivilegier i den moderne verden.
Historien om vennerne Dylan, Evie, Luke og Angus’ kærlighedskvababbelser i cool Glasgow bekendte sig åbenhjerteligt til, at en famlende 20-something godt kan trodse den kyniske tidsånd og gøre sig fuldt fortjent til at score skatten for enden af regnbuen.
Sådan går det ikke altid for alle, men sådan går det også, mindede ’Lovesick’ os om uden at forfalde til sukkersødt ævl eller gå på kompromis med indsigtsfulde observationer omkring de filtrede relationer, der dagligt jokker os over tæerne. Og som gør varige venskabers sociale sikkerhedsnet lige så livsnødvendige som forelskelsens rus.
Desværre blev tredje sæson seriens sidste, men ’Lovesick’ takkede af på toppen.
Kan ses på Netflix.
14. ’The Chi’ sæson 1
Serieskaber og ’Master of None’-Emmy-vinder Lena Waithe skævede ikke så lidt til ’The Wire’, da hun skabte ’The Chi’ om en række skæbner i Chicagos berygtede ghettobydel af samme navn. Og hendes karakteristiske føling med diversificeringen af sort repræsentation i moderne amerikansk fiktion fornægtede sig ikke:
»Et fascinerende karakterstudie af en gruppe (primært) mænd i Chicagos Southside, hvis liv forandrer sig af efterdønningerne af et mord på en ung mand. En gribende serie om hverdagen efter en tragedie, om sorg, maskulinitetskriser, uskyldstab og social arv«, skrev vores anmelder og kvitterede med fem stjerner.
Serien gik i rette med stereotype skildringer af beboerne i udsatte storbymiljøer af den slags, Donald Trump tordnede imod under sin valgkamp, og skrev sig således ind i rækken af nyere film og serieværker om minoritetskulturer i USA, der med ’Moonlight’ i spidsen spinder vigtig samfundskritik over de dybt humane identitetsproblematikker bag statistikkernes sort-hvide skræmmebilleder.
Kan ses på HBO Nordic.
13. ’Trust’
De amerikanske serier har svælget selvhøjtideligt i mørke antihelte de seneste år, og på overfladen kunne man godt tro, at Simon Beaufoy og Danny Boyles serie var mere af samme skuffe med sin (semi-)autentiske historie om verdens rigeste mand, den usædvanligt nærige John Paul Getty, der i 1973 nægtede at betale løsesummen, da hans barnebarn blev kidnappet i Italien.
Men faktisk er ’Trust’ en farverig, spraglet og dybt medrivende fortælling, der opererer et sted mellem kunst og kitsch og tilhører en af årets få sande tv-page turners. Donald Sutherland har en fest som den aldrende patriark, der muligvis har et hjerte under den stålsatte facade, men det er især blandt birollerne, at FX-serien løfter niveauet, fra Brendan Frasers cowboy-cool privatdetektiv til Gettys trofaste butler Bullimore, der indeholder langt mere, end hans herre har øje for.
Endelig er der barnebarnet, John Paul Getty III, en smuk og naiv ung hippiesjæl, hvis sammenstød med den rigide bedstefar fængsler, før virkeligheden rammer ham som en mursten i panden.
Med sin hidsige klipning, varme farvepalet og i det hele taget ekspressive stil vil ’Trust’ muligvis være for løs i koderne til nogle, men på underholdningsværdi bonger serien altså imponerende ud fra start til slut.
Kan ses på HBO Nordic.
12. ’The Fourth Estate’
’House of Cards’, gå hjem og vug. I den amerikanske politiske virkelighed anno 2018 er det dokumentarserier som Showtimes ’The Fourth Estate’, der for alvor giver kuldegysninger.
Serien fulgte et hold journalister på New York Times’ redaktioner i henholdsvis New York og Washington fra dagen for Trumps indsættelse og et år frem, hvor kulegravningen af russernes indblanding i præsidentvalget, fake news-tirader og forbløffende ublu politiske løgne forvandlede journalisternes dagligdag til et syret parallelunivers og en indædt kamp for at forsvare selve den frie presses eksistensgrundlag.
Vi så selv cirkusset udspille sig i nyhederne, men som flue på væggen i redaktionslokalerne gennemlevede man med hovedrysten ildebranden i korthuset på ny, hvor Trumps væbnere faldt på stribe, mens præsidenten selv tweetede maniske executive orders fra golfbanen.
’The Fourth Estate’ gav et fascinerende og intimt indblik i graverjournalisterns arbejde i en tid, hvor der mere end nogensinde er brug for utrættelig hudfletning af ’alternative fakta’. Seriens skildring af de ærværdige hovedpersoner blev vel rygklappende til tider med en aura af ’All the President’s Men’-nostalgi, men ’The Fourth Estate’ var ikke desto mindre et dedikeret dokumentarisk skrift over vigtigheden af uafhængig nyhedsrapportering over for totalitarismens opblomstring.
Kan ses på dr.dk/tv.
11. ’The End of the F*** World’ sæson 1
Der var dem, der blev frygteligt irriterede over den massive omgang quirk i den britiske Netflix-serie baseret på en tegneserie af Charles S. Forman: De deadpan-drevne replikker. ’Blur’-komponisten Graham Coxons indiemusik. De overlagte framnings. Og de skæve hovedpersoner i form af den depressive, 17-årige James, der tror, han er psykopati, samt hans jævnaldrende skolekammerat, den rapkæftede nihilist Alyssa, der foreslår, at de stikker af sammen.
Men overgiver man sig først til universet, er ’The End of the F*** World’ gaven, der bliver ved med at give. Når den tvivlsomme spændingsmotor omkring, hvorvidt James vil slå Alyssa ihjel, er trådt i baggrunden for det umage makkerpars faktiske oplevelser på landevejen, rammer en lige dele humoristisk og bevægende dannelsesrejse, som smager af både Lynch, Bonnie & Clyde og ’True Romance’. Her er faktisk noget rigtigt og ømt på spil i forholdet mellem de to, og når først, man får deres bagage ind på livet, tager den langvarig plads i ens mentale garderobe.
Og så er det kvindelige politipar, der er i hælene på dem, en attraktion i sig selv. De fortjener deres egen spinoff.
Anmeldelse af ’The End of the F*** World’
Kan ses på Netflix.