De træder først ind på scenen nøjagtigt 10 minutter og 20 sekunder inde i ’The End of the **cking World’. Filmet fra frøperspektiv, mens de bøjer sig ind over et lig med indtørret blod omkring halsen.
»Jesus«, udbryder den tilsyneladende mest uerfarne af kvinderne med sine to medbragte kopper kaffe i hånden, mens hun akavet-forventningsfuldt siger hej til sin partner, som responderer uden at gengælde det let forlegne smil. Partneren affejer hendes kaffetilbud – »it’s a crime scene – før de snakker i munden på hinanden, mens de diagnosticerer forbrydelsens karakter. Og studser over den dræbtes penisklingende efternavn, Koch. »Sikkert tysk«.
Vores anmelder kaldte Netflix’ britiske seriehit »f**king fantastisk« og kvitterede med intet mindre end seks stjerner. Den groteske, sorthumoristiske, men også følsomme historie om to livsfjendske teenage-outsidere, der stikker af på en roadtrip dømt til at gå galt, er da også et overraskende og visuelt veloplagt bekendtskab.
For mig tog det dog kun lidt over et minut, før politiefterforskerne Eunice Noon og Teri Darego blev min yndlingsting ved serien. Den diskrete, underspillet humoristiske udveksling over død professortype (og seriemorder!) på gulvet fangede mig med det samme, og på ingen tid skabte serien et meget specifikt portræt af de to politikvinder og deres relation. Man finder hurtigt ud af, at de har haft et one night stand, som Eunice tydeligvis håber bliver til mere. Og Eunice er rørende som et billede på alle, der engang har været håbløst forelskede i et menneske, der måske ikke er opmærksomheden værdig. Eunice er den milde, humanistiske og håbefulde skikkelse, Teri den sarkastiske og kyniske, mere stereotypen på en kold i røven-copper.
At makkerparret er lesbisk, bliver der ikke gjort et stort nummer ud af. At den ene er hvid, og den anden er sort, bliver der slet ikke gjort noget nummer ud af. Og man får den tanke, at det netop er med den slags indifferens, at de største fordomme og konventioner nedbrydes: den komplette almindeliggørelse af forskellene.
Men det politiske er egentlig ikke pointen. Pointen er, hvor godt de to karakterer er skrevet og spillet. Deres forhold er sødt, sjovt og til tider en lille smule hjerteskærende. Særligt Gemma Whelan, der kendes som Pilou Asbæks søster Yara Greyjoy i ’Game of Thrones’, viser nye sider af sit talent som kvinden, der udstiller sin usikkerhed, fordi hun tror på det bedste i mennesket – og på kærligheden! Over for hende er Wunmi Mosaku (’Fantastiske skabninger og hvor de findes’, ’Guerilla’) deadpan-grov med rullende øjne og illusionsløs verdensoptik.
Sidehistorien med makkerparrets opklaring af mordet, som hovedpersonerne James og Alyssa er skyldige i, men som også er en lille smule fortjent, kunne sagtens være påklistret quirk uden troværdig kontakt til resten af historien. Men der, hvor man ved, at man er i sikre fortællehænder, er, når man finder ud af, hvordan deres vidt forskellige tankesæt og handlingsgang får en altafgørende betydning for, hvordan historien udvikler sig til slut. Lad os bare sige, at Eunice og Teri reagerer meget forskelligt under pres.
De to bikarakterer understreger seriens evne til at skifte gear og løfter den til et nyt niveau uden at svigte grundkernen omkring James og Alyssa undervejs. Der er en autenticitet og følsomhed i Eunices tilnærmelser i kontrast til den tørre nihilistiske komik, som matcher resten af fortællingen perfekt.
Jeg har en fetich for politipar, og tv-guldalderen har været leveringsdygtig. På toppen troner naturligvis McNulty og Bunks fuckedy-fuck-vælde i ’The Wire’. Også i tier 1 er Marty/Rust i ’True Detective’, Holmes og Dr. Watson i ’Sherlock’, Saga og Martin i ’Broen’, Ellie og Alec i ’Broadchurch’, Vic og Shane i ’The Shield’, Jake og Rosa i ’Brooklyn Nine-Nine’. For et par år siden skrev jeg desuden om det totalt inkompetente og hysterisk morsomme par fra Bruno Dumonts mesterstykke ’Lil Quinquin’.
Nu har creme de la creme så fået selskab af Det. Noon og Det. Darego. Dem vil man gerne følge til verdens ende – eller til den sæson 2, som rygterne svirrer lystigt omkring.
Læs også: 6 stjerner til ’The End of the F**king World’