Bizarre
Det er altid forfriskende med et skørt indslag fra klassens klovn. Sådan har det også altid været med Bizarre, der i sin gruppe D12 har stået for det simple og absurde og på underholdende vis fungeret som den direkte modsætning til Eminems teknisk begavede rimteknikker.
Problemet med Bizarre og alle de andre klasseklovner er, at de ofte bliver låst fast i rollen og sjældent er sjove særligt længe ad gangen. Lige præcis sådan virker Bizarres fjollede indfald og påståede psyko-image, når han gang på gang forsøger at forarge lytteren med referencer til lesbiske, hash, piller og handicappede småpiger. Det er hverken særlig sjovt eller gennemført, og de markant simple rim og den monotone og stive stemmeføring gør det ikke meget bedre.
Det er ærgerligt for en ellers vellydende plade, der byder på mange virkeligt gode produktioner fra prominente navne som Hi-Tek, Erick Sermon og Raphael Saadiq og sublime gæstevers fra Stic.Man, Big Boi, Devin the Dude og Obie Trice, der desværre også udstiller Bizarres begrænsede formåen som rapper.
De gospel- og soul-inspirerede produktioner sikrer pladen mange både funky og stemningsfulde numre der, som titlen på et af de bedste af dem lyder, klinger både varmt og urbant af “ghetto music”.
Ingen tvivl om, at Bizarre kan være både morsom og karismatisk, men som rapper på en hel plade er han desværre svær at tage seriøst, og den ekstreme stil bliver frem for en styrke hans helt store handicap.