Bruce Springsteen

I en tid hvor nogle af os stadig går rundt og føler os en lille smule mere amerikanske/sorte/lidt mindre på røven, burde ingen fortænke de finanskriseramte pladeselskaber i at lugte en mulig ekstraindtægt. Således begynder det sikkert snart at vælte ud med mere eller mindre uundværlige opsamlinger med håb og forandring som det gennemgående tema. Den første er i hvert fald lige landet her på bordet, om end valget om at inkludere den til forveksling ærkerepublikanske ‘Sweet Home Alabama’ synes skudt ved siden af.

Samme marketingsmaskineri har kørt på højtryk siden Springsteen første gang udtalte sin åbenlyse støtte til Obama. Siden har de to mere eller mindre gået hånd i hånd, og således er ‘Working on a Dream’ båret frem af forventningen om en verden, der er bedre tjent, end den var for bare et år siden. Albummet slutter forhåbentligt den storpolitiske trilogi, Springsteen og E Street Band skabte for syv år siden med ‘The Rising’ og fortsatte med den to år gamle ‘Magic’.

Heldigvis er ‘Working on a Dream’, modsat sin forgænger, en rigtig god plade. Springsteen har altid i højere grad mestret gentagelsens ædle kunst end idéernes, og selvom dette album er for ujævnt til at være noget stort mesterværk, lyder det godt, når han piller de bedste tanker ud fra bagkataloget og præsenterer dem i en ny og nogenlunde tidssvarende udgave. Den hæsblæsende ‘My Lucky Day’ kan sagtens blive en ny ‘Born to Run’ – den har formatet – mens den svingende countrysang ‘Tomorrow Never Knows’ og ‘The Wrestler’ viser, at det hele ikke behøver at blive så pokkers stadion-storladent, bare fordi E Street Band er med i studiet.

Forklædt som en samling simple kærlighedssange har Springsteen lavet sit mest opløftende og medrivende politiske album til dato. Smilet er tilbage på albumomslaget. Det er et forsigtigt smil, men det er der.