Tina Dickow

Det hører til sjældenheder, at en skilsmisse ender lykkeligt. Tina Dickows brud med giganten Sony Music er undtagelsen.
Sidste sommer satte den århusianske skønhed ellers sin underskrift på en international drømme-kontrakt med netop Sony Music. Mindre end et år efter blev kontrakten revet i stykker, da Sony fusionerede med BMG, og alene tilbage stod blonde Tina med de insisterende, smukke brune øjne.
Heldigvis havde hun inden skilsmissen fået masser af penge til produktionen af sit tredje album, ‘In The Red’, som nu udkommer på Dickows eget selskab, Finest Gramophone.

Respekten og superlativerne ramte for alvor Tina Dickow med albummet ‘Notes’ fra 2003, der egentlig var ment som et kort mellemspil inden en gennemarbejdet, international udgivelse.
Og den udgivelse kommer så nu. ‘In The Red’ er pladen, der for alvor skal skubbe pigen fra Åbyhøj ud på verdensmarkedet.

Indspillet i Londons Metropolis Studios med band og produceren Chris Potter (The Verve, Blur, Rolling Stones) i ryggen, er ‘In The Red’ ikke overraskende voldsomt gennemarbejdet og ambitiøst i sit udtryk. Melodisk og lyrisk er indholdet ikke langt fra ‘Notes’, men kanterne er glattet noget ud. På grænsen til at blive for pæn i sit udtryk, formår Dickow dog med sin insisterende vokal og sit stærke tekstarbejde at holde fast i sin lytter.
Således efterlades man gennemblødt af den afdæmpede, melodiske regnbyge i ‘Losing’. Singlen ‘Nobody’s Man’ beviser Dickows fornemme indfølingsevne og ‘Give In’ er dansk sangskrivning, når den er mest fængende. Omvendt truer numre som ‘In The Red’ og ‘Use Me’ med at forsvinde i Potters nydelige produktionsarbejde, og genindspilningerne af ‘Warm Sand’, ‘Room With A View’ og ‘My Mirror’ er nok glimrende, men tjener primært et nyt publikums nysgerrighed.

Ingen tvivl om, at Dickow er en pæn pige. På ‘In The Red’ næsten lidt for pæn.