Sune Rose Wagner

Det er en gammelkendt sandhed, at man som sangtekstforfatter kan slippe af sted med mere på middelmådigt engelsk end på dansk. For der bliver revet en forståelsesmur eller to ned, når lytteren kan afkode teksterne uden ordbog. Det ved The Raveonettes-frontmand Sune Rose Wagner garanteret godt, og derfor er det beundringsværdigt, at han på sin selvbetitlede solodebut tager en svingom med modersmålets gloser.

Det sagt er resultatet ikke udpræget vellykket. For ganske vist fornægter hans solide, sangskrivningsmæssige bundniveau sig ikke, selvom albummet ifølge den medfølgende pressemeddelelse kun har taget et par uger at færdiggøre. Men hvor de gode melodier falder som blade for efterårsstormen, så besidder Wagner langt fra samme indlysende talent som lyriker. Og ja, lyriker er selvfølgelig et stort ord i denne sammenhæng, men med sin sære blanding af modernistiske poesibrokker og arkaisk sprogbrug, så minder tekstsiden stedvis om en hastigt forfattet ansøgning til Forfatterskolen.

Man lokkes gentagne gange i melodisk fordærv på numre som den velslebne førstesingle ‘Hvad der sker’, den lifligt støjende ‘Afgrunden’, det Eddie Cochran-inspirerede rock-og-rul-knald ‘Beruset og forhadt’ og ‘Gi’ mig en pige’, der fint afstemmer sit indædt kødelig drive med en sødt parfumeret, 60’er-poppet melodi. Men krummer lige så ofte tæer over banale og håbløst rendestensromantiske linjer som »afgrunden er et smukt sted« og »en luder slider sig ihjel, jeg har set det selv / så sølle, forladt et liv, et liv der er destruktivt«.

Så skulle Wagner igen føle for at udbrede sig på dansk, anbefales det, herfra at han ofrer lidt mere tid på teksterne, end tilfældet har været her. Med mindre den normalt så ambitiøse musiker mod forventning kan slå sig til tåls med en godkendt men ikke prangende præstation.