Blood Red Shoes

Blood Red Shoes er et umage band. Når man kigger på den smukke Laura-Mary Carter, der med sin guitar udstråler en fascinerende sprødhed, og den søde Steve Ansell, hvis drengede ansigt kan ændre sig til en uhyggelig grimasse, når han skærer det i takt med trommerne, så ser den britiske rockduo spektakulær ud. Men lydsiden på deres tredje album er mindre spektakulær.

Førstesinglen ‘Cold’ og titelnummeret er med deres fængende omkvæd og insisterende guitarriff plausible bud på numre, hvor fødder vil blive danset til blods, men pladens højdepunkt er uden tvivl ‘Slip Into Blue’. Et nummer, hvor duoen eksemplificerer, hvordan de elegant kan forene deres smadrede og punkede rockside med ørehængende pop, uden at det bliver for poleret. Men så er det også det.

De øvrige numre flyder sammen i en sød grød af en gentagende skabelonagtig opbygning af klassisk britisk garagerock, som mest af alt kommer til at virke som en karakterløs imitation af et band som Arctic Monkeys. De kommer ikke ud over rampen og viser ingen originalitet.

Til trods for øvelse på den rebelske debutplade og en mere moden efterfølger der gav håb om en lovende udvikling, så formår bandet stadig ikke i tilstrækkelig grad at skabe en lyd, der komplementerer deres seje visuelle udtryk. Efter at have hørt albummet, er det omkvædet fra ‘Lost Kids’ (»I can’t find my way«) der sidder fast som en ironisk kommentar til deres egen træden vande.