Sommeren 2018 bliver ikke en af dem, Hollywoods tidligere bedst betalte superstjerne og feterede bad boy Johnny Depp vil huske tilbage på med synderlig entusiasme.
I juni bragte Rolling Stone et notorisk hudløst interview med skuespilleren, der blotlagde hans galoperende stofmisbrug, juridiske slagsmål og store økonomiske problemer, og mindre end en måned senere kom det frem, at Depp også var blevet sagsøgt for at have slået location manageren Greg Brooks på filmsettet til den kommende ’City of Lies’.
Under tiraden slog Depp angiveligt Brooks i ribbenene, og udfordrede ham til at give igen: »Jeg giver dig 100.000 dollars, hvis du slår mig«, sagde stjernen før sikkerhedsfolk trak ham væk.
Det er dén hændelse, der nu har fået distributøren bag ‘City of Lies’, Global Road Entertainment, til at udsætte filmens premiere på ubestemt tid med begrundelsen:
»Som konsekvens af den stemning, der er omkring Depp lige nu, har studiet besluttet sig for at vente med at lancere filmen indtil situationen er blevet bedre eller løst«.
‘City of Lies’ skulle ellers være landet i amerikanske biografer til september, og tager udgangspunkt i den sande historie om den pensionerede L.A.P.D.-detektiv Russell Poole (Depp), der indtil sin fratrædelse var ansat på sagerne om mordene på Notorious B.I.G. og Tupac Shakur.
På papiret ligner projektet et ambitiøst forsøg på at rette op på Depps flossede karriere, men det er nu uvist, om offentligheden overhovedet får mulighed for at bedømme hans præstation. Sikkert er det dog stadig, at Depp indtager lærredet som superskurken ( … ) Grindelwald i ‘Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald’ den 15. november i år.
Læs også: Johnny Depps nedtur er en selvforskyldt Hollywood-tragedie med to miligram håb