Mac Miller træder vande uden at dykke dybt ned i kærligheden på ‘Swimming’
Der er sket meget, siden Mac Miller forrige år modigt udgav jazzrap-albummet ‘The Divine Feminine’, der var en hyldest til feminine energier. For det første åbnede det op for et helt nyt og klædeligt univers – som han også har valgt at fortsætte i på ‘Swimming’ – men nok mest skelsættende har den 26-årige Pittsburgh-rapper prydet tabloidbladenes forsider i forbindelse med bruddet med Ariana Grande og en efterfølgende episode med et biluheld i påvirket tilstand.
Efter det hårde brud tog Mac Miller ly for medieregnen og nærmest isolerede sig i studiet, hvorfra det nye album er brygget på selvhjælpende energier, der nu tilsyneladende har fået ham ud på den anden side med et positivt syn på fremtiden uden nag over for Grande, hvilket han selv fortæller om i et nyligt Rolling Stone-interview.
Man kan selvfølgelig kun unde Mac Miller at være kommet op til overfladen igen, men med det optimistiske fremtidsskue som ramme skraber rapperen kun overfladen af de dybere tematikker med tåspidserne. Han dykker ikke helt ned i alle aspekterne af den ulykkelige kærlighed, mens albummets sidste halvdel bliver for kedelig, uden den ellers stjernespækkede gæsteliste får lov at komme til undsætning.
På ‘Come Back to Earth’ forsøger Miller at slippe ud af sit hoved, de selvhjælpende vinger bærer smukt omkvædet i ‘Wings’, mens kærligheden er til at mærke på ‘Dunno’, hvor en nostalgisk og skrøbelig ‘Blue Slide Park’-lydende synth er underlag for en sang om minderne med Ariana Grande. Alle stille sange, der fanger inderligheden i de langsommelige produktioner og fungerer i længden – ulig numre som ‘Conversation Pt. 1’ og ‘So It Goes’, der kører fast i samme toneleje og beat uden at fange inderligheden.
Anderledes velfungerende er numrene, hvor Miller tager svømmetag mod himlen og stiger helt op fra vandet med de funkbaserede ‘Ladders’ og ‘What’s the Use’. Selv om flowet i sidstnævnte til tider lyder halv-plagieret fra Bruno Mars’ ’24K Magic’, så klæder Millers dovne flow det dansevenlige groove, og gentagelsen af den boblende bassucces fra Anderson .Paak-samarbejdet ‘Dang!’ fungerer præcis som den skal. Og så går rapflowet, det ustoppelige lounge-beat og ikke mindst timingen af disses sammensætning på ‘Ladders’ op i en højere enhed, når groovet endelig sætter ind.
‘Ladders’ er et perfekt eksempel på Millers største kvaliteter som rapper. Allerede inden musikken fletter ind er der rytmisk galop med Millers hurtige flow og smagfulde rimfigurer. Det fungerer upåklageligt. Hans mod til ikke kun at vælge det sikre vidner om en kunstner, der hviler i sig selv, hvilket han udfolder i (skøn?)sang på både dette og forrige album. Men i sange som ‘Small Words’ og til dels ‘Self Care’ kammer falskheden i vokalen over, hvorfor man også kunne ønske sig endnu mere hjælp udefra, end tilfældet er.
For hvis man leder efter gæsteoptrædener på tracklisten, bliver man skuffet: Der er ikke nogen. Men dykker man dybere ned i abummets credits, eller lytter særligt godt efter, så er de overalt. Hvilket nærmest er endnu mere skuffende. For når først man opdager, hvilke kræfter, der også står bag ‘Swimming’, så vil man have mere fra dem.
Thundercat lægger (måske ikke overraskende) basgroovet i ‘What’s the Use’, mens Syd og sågar Snoop Dogg bidrager med baggrundsvokaler. J.I.D. mumler ad-libs i omkvædet til ‘Self Care’, og John Mayer jammer jazz på ‘Small Worlds’ – men de har alle kun biroller.
Mac Millers nyfundne stil er en perfekt platform for at boltre sig musikalsk, og selv om ‘Swimming’ er et udtryk for hans egen personlige udvikling, så kunne man ønske, at han havde givet mere plads til de mange gæster, der måske kunne have reddet albummets anden halvdel fra at træde vande i kedsommelighed.
Kort sagt:
Mac Miller fortsætter sin jazzede og soulede stil på sit femte album ‘Swimming’, der i høj grad behandler det hårde brud med popstjernen Ariana Grande gennem selvhjælpende energier og et optimistisk syn på fremtiden. Funken fungerer upåklageligt, men Miller formår kun at skrabe overfladen af de dybere tematikker, mens albummets sidste halvdel går i stå i manglende variation.
Læs også: Mac Miller hygger med Thundercat og strygere til intimkoncert hos NPR