’Castle Rock’: Stephen King-serie med gennemborende creepy Bill Skarsgård og besættende potentiale

Velkommen til realityshowet Castle Rock. Et observationsstudie af en lille provinsby i delstaten Maine, hvor tilrettelæggeren Stephen King i 80’erne og 90’erne udsatte de sagesløse indbyggere for dræberhunde og dæmoniske antikvitetshandlere – alt sammen i underholdningens tjeneste.

Nu har serieskaberne Sam Shaw og Dustin Thomason set deres snit til at opdatere os på tingenes tilstand i Castle Rock, og i stil med Noah Hawleys overlegne Coen-tilegnelse med ’Fargo’ går Shaw og Thomason til opgaven i Kings ånd med telekinetiske karaktertræk, uhyggeskabende tricks og menneskeligt drama.

Det fascinerende ved ’Castle Rock’ er imidlertid ikke, at vi gennem mere eller mindre subtile indslag bliver mindet om Kings forbundne univers. Snarere er det oplevelsen af, at de hårdt plagede indbyggere efterhånden er kommet til den erkendelse, at en større magt står på den anden side af deres simulakra-verden og trækker i trådene.

Hvordan forklarer man for eksempel den mystiske kædereaktion, som (gen)introducerer byen og dens beboere:

I 1991 bliver en sort dreng fundet ude på isen i det dræbende kolde vildnis af sherif Alan Pangborn efter at være meldt savnet i 11 dage. Drengens adoptivfar, som havde taget ham derud, er mange dage tidligere blevet fundet halvdød. Drengen har ikke den mindste forfrysning.

I 2018 begår inspektøren af Shawshank-fængslet selvmord på brutal vis. Han har gemt en muselmand med øjne så store som tekopper i en lukket afdeling i Shawshank, spillet af Bill Skarsgård, som er mere gennemborende creepy i naturlig form end med CGI-makeupen som Pennywise i ’It’. Er han virkelig det djævlebarn, som flere påstår – og som han ligner? Eller er han snarere en fætter til den messianske syndbærer John Coffey fra Kings ’The Green Mile’?

»Deaver«, fremstammer knægten: Navnet på drengen, som 27 år tidligere forsvandt.

Til at forsvare den identitetsløse fange møder vi sagføreren Henry Deaver (André Holland fra ’The Knick’ og ’Moonlight’), der bærer texanske dødsstrafssager på sine skuldre, og som altså nu vender tilbage til sin fremmedfjendske hjemstavn Castle Rock. Holland spiller karakteren med samme besindige autoritet som Sidney Poitiers politimand i ’In the Heat of the Night’. Men er han nu også historiens retskafne godhed, som han selv tror?

Mysteriet om den gådefulde fange bliver lige så meget en efterforskning af Henrys og hele byens fortrængte fortid. Det hele synes koblet sammen.

Byen er indhyllet i monokrom farvedræning, mens plottet bærer tydeligt præg af en af seriens producere, J. J. Abrams, med fragmenteret fortællestruktur fyldt med afkortede scener, der udsætter tilfredsstillelsen. Endnu er det uklart, om vi efter den store udpakning af mysteriet – som det nogle gange er med Abrams – sidder tilbage med katten i sækken.

Efter fem afsnit lader jeg tvivlen komme ’Castle Rock’ til gode. Jeg er nærmest besat af dens potentiale. For ganske vist er det især i de første afsnit fristende at flygte ud af lillebyen med al dens kølige tungsind og uden nogen Laura Palmer-sag i sigte som fortællemotor. Men ’Castle Rock’ trækkes adstadigt frem af karakterkraft. Man suges ind i universet, i takt med at indbyggernes subjektive sammenfletninger af drøm-virkelighed og fortid-nutid langsomt åbenbares i afdækkede fortrængninger og overnaturlige fornemmelser.

De mest komplekse karakterer skaber henholdsvis King-koryfæet Sissy Spacek og underkendte Melanie Lynskey som henholdsvis Henrys adoptivmor Ruth og hans voyeuristiske barndomsnabo Molly.

»Det var, som om jeg åbnede en bog, hvor billederne… Som om nogen har revet dem ud og sat dem tilbage i ny rækkefølge«, bekender en skræmt Ruth i afsnit fem efter synet af en Sankt Bernhardshund.

Ruth og Molly skifter intenst mellem social funktionsduelighed og mental forsvinden ud ad fjerne tanketangenter som et PTSD-syndrom oven på alle Kings grufulde iscenesættelser.

Ikke ulig sin karakter i ’The Leftovers’ besidder gamle Scott Glenn som sherif Pangborn muligvis nøglen. Før sit otium med Ruth var Pangborn byens forsvarer, når en ond kraft udløste et Hieronymus Bosch-lignende inferno i åh så hyggelige Castle Rock.

Serien gennemspiller her Kings klassiske trosspørgsmål: Skyldes massehysteriet en altopslugende ondskab, eller sker de slemme ting, »fordi slemme folk føler sig trygge«, som en indbygger på et tidspunkt konstaterer om byens småborgerlige og religiøse benægtelse af en djævel i deres gader?

Midtvejs er facaden begyndt at krakelere, og ’Castle Rock’ får en ekstra stjerne i forhåbningen om, at byens indbyggere (og seeren) kommer om bag det hulelignende freakshow, de deltager i. At de finder overrumplende svar, der tilfredsstiller.

Anmeldt på baggrund af fem afsnit.