Poliça

Auto-tune er ikke længere bare for sjov, og med deres debutalbum formår amerikanske Poliça at cementere den forvrængende effekts indtog på indie-scenen – og det fungerer! Assisteret af keyboard, bas og trommer forfører frontkvinde Channy Leaneagh takket være ovenstående lytteren fra start til slut, og så bliver det jo heller ikke mindre spændende af, at Bon Iver-frontmand Justin Vernon mener, at Poliça er det bedste band, han nogensinde har hørt.

Den mørkt drømmende ’Amongster’ sætter standarden fra start. Albummet byder på seriøs, eksperimenterende electropop krydret med lækker r’n’b, og de to trommeslagere fungerer som cylindere i en bilmotor med højt tempo hele vejen igennem. Grundrytmen tilsættes ofte kantslag og trommehvirvler, hvilket holder pulsen oppe på selv de mere stille skæringer.

Pladen fortsætter sine mørke tendenser på den flotte ’I See My Mother’ og den energiske ’Violent Games’, hvor det aggressive percussion-drive leder tankerne mod krigerisk stammedans. Den smukt orkestrerede ’Dark Star’ tilføjer ironisk nok mere lyse toner, og de halvrustne trompetfanfarer hiver nummeret helt op blandt de højere luftlag.

Musikken suppleres af ligeså mørke og drømmende tekster, og trods de mange gentagelser sørger de flotte metaforer for, at det ikke bliver trivielt. Det er blandt andet den smukke ’Lay Your Cards Out’ et godt eksempel på.

Der er desværre en tendens til, at albummets mindre stærke numre glider for meget sammen, men der lægges alligevel et højt bundniveau for dagen. Auto-tune er kommet for at blive, lyt bare til Poliça.

Poliça. 'Give You the Ghost'. Album. Memphis Industries.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af