Toxic Fandom: Hollywood slår tilbage mod fankulturens magtfulde hooligans

Da jeg forleden genså ’De Utrolige’ som forberedelse til toeren, havde jeg allerede sagt ja til at skrive denne artikel om toxic fandom: popkulturens grasserende kræftcelle af forbitrede fans på hævntogt.

Jeg var derfor primet, jeg kunne ikke ikke se det: Hvor præcist et sindbillede skurken Syndrome er på disse ekstremistiske fans, der pibler frem fra internettets ormehuller og truer, troller, doxxer og chikanerer dem, der i deres fortegnede virkelighedsbillede har kapret og forgrebet sig på det kulturfænomen, deres fandom retter sig mod.

Syndrome er superhelten Mr. Incredibles (selvudråbte) største fan, og han identificerer sig så meget med sit idol, at han har antaget aliasset Incrediboy. Men da hans affektion bliver mødt med hån og afvisning af Mr. Incredible, slår den øjeblikkeligt over i indædt had. Som en forsmået elsker sværger Syndrome hævn og iværksætter en langsigtet plan om at knuse Mr. Incredible og samtlige andre superhelte ved at mangfoldiggøre – og dermed ugyldiggøre – superkræfter.

»Når alle er super, vil ingen være det«, siger han profetisk.

Med andre ord: Hvis jeg ikke må få dig, må ingen få dig.

Nettets rottereder

Det lyder til forveksling som klageråbene fra de overdedikerede toxic fans – også kaldet stans efter Eminem-nummeret om den besatte fan Stan – der færdes på 4chan, Reddit, Twitter og andre af nettets rottereder, hvor de rotter sig sammen mod deres Mr. Incredible i et tilsyneladende forsøg på at ødelægge legen for andre, fordi den ikke længere er god for dem selv.

Hvor Syndrome benyttede teknologien til at skabe et supervåben, som (næsten) kunne besejre De Utrolige, bruger virkelighedens stans den til at affyre en salve af trusler og chikanerier mod instruktører, skuespillere, kritikere og andre angivelige blasfemikere.

Skræmmeeksemplet fra det seneste år er ’Star Wars: The Last Jedi’. Trods kritikerros blev filmen ramt af et backlash fra nogle af de mest inkarnerede fans, der ikke brød sig om plottets drejninger, Luke Skywalkers karakterudvikling og nok især den ’politiske korrekthed’, som filmens casting og handling angiveligt afspejlede.

Instruktør Rian Johnson har måttet parere en kanonade af hadefulde beskeder på Twitter fra »aggressive trolls, der chikanerer mit cast og crew med fornærmelser og trusler«. Også Johnson selv er blevet udsat for dødstrusler. Lad os nøjes med ét illustrativt eksempel:

Johnson er dog sluppet nådigt sammenlignet med skuespillerinden Kelly Marie Tran, der spiller Finns sidekick Rose i filmen.

Tran så sig for nylig nødsaget til at forlade Instagram, ligesom hovedrolleindehaver Daisy Ridley gjorde det efter premieren på ’The Force Awakens’, for at slippe for den uafladelige chikane fra det, Rian Johnson hånligt har døbt ’manbabies’. I månedsvis bombarderede de Tran med misogyne og racistiske beskeder, fatshamede hende, kaldte hende »dum, retarderet og autistisk« og gav hende det stereotype øgenavn Ching Chong Wing Tong.

Radikaliserede fans

’The Last Jedi’ er dog kun et af talrige eksempler fra de senere år på konsekvenserne af radikaliseringen af fanfællesskaber.

Der var den koordinerede kampagne for at downvote Paul Feigs femi-reboot af ’Ghostbusters’ fra 2016, som i dag tegner sig for den mest dislikede filmtrailer nogensinde på Youtube samt en sløj IMDb-score på 5,3, der står i kontrast til en pæn anmelderrating hos Rotten Tomatoes på 74 procent. Også dengang gik chikaneriet hårdest ud over en woman of color, Leslie Jones, der kortvarigt forlod Twitter for at undslippe et »personligt helvede« efter at være blevet sammenlignet med en nedskudt gorilla af racistiske trolls.

Der var de infantile ’Rick and Morty’-fans, der kastede sig teatralsk til gulvet og sprang op og trampede på disken, da McDonald’s i efteråret 2017 løb tør for den særlige Szechuan-sauce, som havde været en del af et gag i serien. Naturligvis bare for the lulz, som man ville sige på alt-right-argot.

Og for nylig var der Nicki Minajs stans, de såkaldte Barbz, der chikanerede den canadiske freelancejournalist Wanna Thompson groft, fordi hun formastede sig til at advokere for en større modenhed i Minajs tekstunivers (hendes pointe blev understreget af et spektakulært umodent modsvar fra Minaj, der beskyldte Wanna Thompsons »ugly ass« for at være misundelig på Minajs rigdom, intelligens, berømmelse og skønhed, og som givetvis ansporede de aggressive fans yderligere).

Da nørden blev cool

At nogle fans kan finde på at tage deres hengivenhed til destruktive ekstremer, er ikke i sig selv noget nyt.

Det var det, der inspirerede Tony Scotts film ’The Fan’ (1996) med Robert De Niro og Wesley Snipes om en forskruet fan, der kidnapper sit idols søn. Det var det, der inspirerede Eminem til at skrive teksten om ’Stan’, der kører sig selv og sin gravide kæreste ud over en bro, fordi Eminem ikke gengælder hans kærlighed. Og det var det, der i 1999 drev Ahmed Best, skuespilleren bag Jar Jar Binks, til selvmordets rand, da han oplevede reaktionerne på sin forkætrede karakter (’Star Wars’ tiltrækker tilsyneladende en særligt depraveret demografi).

Det nye er, at kulturelle og teknologiske strømninger har skænket de rabiate fans en hidtil uset magt.

Da jeg var barn, var det at være nørd ikke noget, man skiltede med. Den kultiske dyrkelse af tegneserier, brætspil, computerspil osv. foregik bag lukkede døre i beklumrede drengeværelser eller sparsomt belyste kældre. Ville man være noget i skolen, gjorde man klogest i at lade Warhammer-figurerne og Pokémon-kortene blive derhjemme og gå med ned og spille fodbold i frikvartererne.

Men så kom Steve Jobs og Mark Zuckerberg og alle de andre supernørder fra Silicon Valley og lavede både penge og damer på deres nørderi. Pludselig blev det nørdede attråværdigt, mainstream sågar. Hipsterne annekterede nørdkulturen, og de rigtige nørder oplevede for første gang nogensinde at føle sig cool. Nørdmærkatet blev et adelsmærke, man bar med stolthed.

Fra at have været en hemmelig hobby, man dyrkede i dølgsmål af frygt for social udskamning, blev nørderiet nu en livsstil, man udlevede altid og hele tiden.

Mere Darth Vader end Yoda

Så hvor nørderne før havde forskanset sig i små sammenslutninger på drengeværelser og senere i internettets mere obskure afkroge, forsamlede de sig nu i hobetal på de masseplatforme, som Zuckerberg og de andre supernørder havde stillet til rådighed: Facebook, Twitter, Instagram, Reddit, 4chan.

Men selvom populær- og nørdkulturen er blevet mangfoldiggjort, er en nørd stadig en nørd. Og med til at være nørd hører en følelse af ejerskab over det, man er fan af, som kun næres af konstant at blive bekræftet af et gigantisk, indspist nørdenetværk.

Den ejerskabsfornemmelse er forståelig og ikke i sig selv problematisk, så længe den ikke udarter sig til besidderisk besættelse. Som James Mangold, instruktøren bag ’Logan’, elegant udtrykte det, da han for nylig advarede mod farerne ved toxic fandom:

»Nogle af angrebene har en evangelisk vildskab over sig. Jeg forstår det godt, fordi for mange mennesker, jeg selv inklusive, har ’Star Wars’-sagaen en enorm spirituel kraft, der minder om en religiøs skrift. Men vi må huske at håndtere vores skuffelse, som Yoda ville gøre det, snarere end som Darth Vader ville«, skrev han på Twitter og forudsagde, at visionære instruktører efterhånden vil vige uden om de store franchises af frygt for at blive stenet og beskyldt for blasfemi.

Hollywoods monster

Historien er hovedrig på eksempler på, hvordan religiøs fanatisme kan antænde drabelige konflikter. Og det er givetvis denne pseudo-religiøse hengivenhed, som kendetegner mange fanmenigheder, der får populærkulturens proselytter til i misforstået troskab at ’forsvare’ deres hellige skrift, om det er Nicki Minajs tekster eller ’Star Wars’ (en filmserie der helt bogstaveligt dyrkes som en religion), mod kritik og overgreb. På samme måde som en hooligan hævder at slås for sit fodboldhold.

Den tilbøjelighed forstærkes, når fanen ser objektet for sin intense passion udbredt til masserne og føler behov for at hævde sig som en ægte fan i forhold til alle neo-nørderne. For nørden er vokset op med en følelse af at være i opposition, at være uden for det gode selskab, og sådan en følelse fortager sig ikke så let. Den sande nørd påråber sig definitionsretten over sin passion, og ingen noob eller wannabe skal tro, at han kan komme og Muhammed-tegne deres Luke Skywalker som en gnaven gammel jedi-afhopper med weltschmerz.

Hollywood og tv-branchen har i årevis leflet for nørdkulturen

James Mangold er langt fra den eneste Hollywood-notabilitet, der har sagt fra over for den tiltagende tendens til at omsætte denne for så vidt forståelige og forsvarlige følelse til uundskyldelig perfid personhetz.

’The Last Jedi’-instruktør Rian Johnson, Luke Skywalker-skuespilleren Mark Hamill og ’Rick and Morty’-skaberne Dan Harmon og Justin Roiland har alle undsagt deres fans’ opførsel, og flere andre kritiske stemmer har blandet sig i debatten. Det er første gang, Hollywood tager skarp afstand fra en fanadfærd, som de i høj grad har opmuntret ved at søge dialog med fansene på sociale medier og messer såsom Comic-Con, ved at tilskynde tvangsmæssig tv-adfærd (læs: binge-watching) samt ved den fanservice, der tynger adskillige moderne blockbusters.

Hollywood og tv-branchen har i årevis leflet for nørdkulturen, næret den, og toxic fandom er således også deres monster.

Gamergate som udspring

Som fænomen indskriver toxic fandom sig samtidig i tidens største og vigtigste kulturkamp: Den, der står mellem den især amerikanske alt-right-fløj og deres fjendebillede på den progressive venstrefløj, de såkaldte social justice warriors, som forfægter feminisme og multikulturalisme – ifølge alt-right’erne dog kun på skrømt for at score billige brownie points.

Racisme og misogyni har således været tændsatserne for nogle af de grelleste eksempler på toxic fandom. Herunder den allerværste – den famøse Gamergate.

Gamergate var et hashtag, en bevægelse og en malstrøm af menneskeligt fordærv, som ramte en række kvinder inden for spilbranchen. Som straf for at have påpeget branchens strukturelle sexisme blev de udsat for doxxing (offentliggørelse af følsomme personoplysninger såsom adresse, telefonnummer og mail), hacking, identitetstyveri og tusindvis af døds- og voldtægtstrusler.

Det var en chikanekampagne af hidtil uset omfang

Det var en chikanekampagne af hidtil uset omfang, koordineret fra 4chan, Reddit og Twitter – senere arnesteder for alt-right-bevægelsen, som Gamergate på mange måder var en forløber for.

Alt-right-bevægelsen, den mest toxic fandom af dem alle, består fortrinsvist (men ikke eksklusivt) af unge hvide mænd, som mener, at den vestlige kultur – og nok især deres egen (magt)position heri – er truet af identitetspolitik, feminisme og fremmede kulturer. I Donald Trump fandt de en åndsfælle, en afgud (de kalder ham ligefrem God Emperor), som de ved hjælp af Gamergates forfinede troll-taktikker var med til at shitposte hele vejen til Det Hvide Hus. Internettet har givet den umyndiggjorte hvide mand – om han er gamergater, alt-right’er eller ’Star Wars’-fan – et våben, og han agter at bruge det.

Som Syndrome siger til Mr. Incredible efter at have løftet sløret for sine onde planer:

»Nu respekterer du mig, fordi jeg er en trussel«.

Forslugen feminisme

Her er det nok værd at indskyde, at man godt kan være nørd uden også at være mand, hvid, racist og/eller kvindehader. Jeg betragter i alle tilfælde mig selv som både mandlig, hvid og nørdet uden at identificere mig med de sidste to adjektiver.

Men det er alligevel svært ikke at se især ’The Last Jedi’-kontroversen i konteksten af denne kulturkamp, når de mest ihærdige angreb retter sig mod karakterer og personer, hvis brøde øjensynlig består i at bære enten ikke-kaukasiske træk, kvindelige kønsorganer eller allerværst – som i tilfældet med Kelly Marie Tran – begge dele. Kvinderne og indvandrerne redder dagen og sætter de hvide mænd på plads, og de ekstremistiske højrevendte fans, der ser det som en politisering af deres religiøse skrift – et korrektiv til de gamle films patriarkalske verdensorden (hvad det utvivlsomt også er) – kan ikke have det.

Det samme med kvindeudgaven af ’Ghostbusters’, som ifølge sine fremmeste haters var endnu et eksempel på forslugen, kastrerende feminisme. Kan I nu ikke engang lade os have vores kultfilm i fred?

Lad mig igen helgarderende tilføje, at der findes rimelige kritikpunkter, som kan rettes mod ’The Last Jedi’ – for ikke at nævne ’Ghostbusters’ – og at man ikke nødvendigvis er en racistisk, misogyn, hvid, højreekstremistisk tabermand og toxic fan, fordi man ikke kan lide den ene eller den anden.

Rian Johnson har da også understreget (flere gange), at de giftige fans fortsat er massivt i undertal, og at 90 procent af de kritiske fans er i stand til at udtrykke deres indvendinger mod ’The Last Jedi’ på en saglig og konstruktiv måde. En kritik han i øvrigt byder velkommen.

En hær af Syndromes

Men så er der det mindretal (der desværre bliver større og større og mere og mere ondsindet), som møder nyheden om en kvindelig Doctor Who med tweets som dette:

Eller som stolt tager æren for at have fordrevet ’den feministiske soldat’ Kelly Marie Tran fra Instagram.

I disse tilfælde er det vanskeligt ikke at forestille sig nørden som stereotyp: Den blege, socialt akavede splejs fra bageste række i skolen, der ikke kunne score piger og investerede hele sit liv og sin identitet i sine film, bøger, tegneserier, computerspil, Magic-kort, Warhammer-figurer etc. etc. etc. Når så han oplever, at det, han har investeret sin identitet i, bliver hijacket af det køn, han forgæves har attrået hele livet i indeklemt impotens, reagerer han i arrig afmagt.

Bortset fra, at det ikke er afmagt længere. Massefora som Reddit, Twitter og 4chan har skabt optimale vækstbetingelser for toxic fandom til at sprede sig som populærkulturens ustoppelige kræftcelle. Her kan fansene bestyrke hinanden i deres fanatisme og ejerskabsfølelse og mobilisere modangreb, når nogen truer deres identitet og forsøger at inficere deres hellige skrift med skinhellig identitetspolitik.

Det er ikke altid, at toxic fandom har en sådan politisk overbygning. Syndromes plan havde for eksempel ikke. Han var bare en forsmået fan, som mente at have eneret på sine idoler og blev fortæret af sin egen besættelse.

Forskellen er selvfølgelig, at Syndrome var alene, mens virkelighedens farlige fans besidder den magt, der består i at være mange. Ved at gøre nørden cool, ved at gøre besættelse til en norm, har vi skabt en voksende hær af Syndromes, som ikke kan skelne fiktion fra virkelighed, og som svarer igen med skruppelløs hævntørst, når nogen flytter så meget som et komma i deres hellige skrifter.

Spørgsmålet er, om selv De Utrolige ville kunne stille noget op over for dem.

Læs også: En ny epoke er skudt ind i dansk film, men alt for få har opdaget det