Interpol sidder fast: Begravelsesskrift fra en nu tidligere fan
Kære Paul Banks, Daniel Kessler og Sam Fogarino.
Tillykke med jeres nye album, som lander i året, hvor I kan puste 20 lys ud i bandkagen. Der burde således være anledning til dobbeltfejring, og jeg ville ønske, at det var tilfældet.
Ikke mindst, fordi jeg har stået last og brast med jer, lige siden det blændende debutalbum ‘Turn on the Bright Lights’ fra 2002 lå under juletræet samme år og straks indtog en hædersplads i min cd-samling.
At I har samarbejdet med producer Dave Fridmann (Flaming Lips, MGMT, Mogwai) vakte tanker om, hvorvidt I ville lægge nye teksturer i den skarpt optegnede postpunk, I har både forædlet og siden karrierens start udstukket nye retninger og udtryksmuligheder for.
Men stort set alle tricks på det nye album har I gjort bedre tidligere. Kynisk set hviler jeres fortsatte eksistensberettigelse hovedsagligt på de tre første udspil, ‘Turn on the Bright Lights’ og de fremragende efterfølgere ‘Antics’ (2004) og ‘Our Love to Admire’ (2007).
Nuvel, at ekspandere den musikalske palet har aldrig været jeres metier. I har holdt jer (og jeg har holdt med jer) inden for et udtryk så stramt eksekveret som jeres jakkesæt er velpressede og jeres New York-swagger er cool. I har dog tidligere altid haft øre for indtagende melodier og medrivende hooks (»Rosemary, heaven restores you in life«. Enough said).
Dem har I syltet i denne omgang til fordel for en række traurige trivialiteter, som hverken bider sig fast eller rører én.
Bevares, I lægger et temporigt engagement for dagen i ‘The Rover’, ‘Mountain Child’ og ‘Number 10’, men guitarfigurerne er et svagt ekko af noget, som er hørt betydeligt mere catchy og veloplagt førhen. Med tanke på, hvad du kan udrette, Daniel, havde jeg sgu forventet mere.
Derudover trækker I vod gennem kviksand på gumpetunge ‘If You Really Love Nothing’ og den gabende kedsommelige ‘Flight of Fancy’, ligesom ‘Stay in Touch’ (ellers tak!) og ‘Party’s Over’ er uværdige bidrag til diskografien.
»It probably matters«, synger Paul i det ligegyldige nummer af samme navn. Titlen indikerer, at I måske selv er i tvivl. Well, det er jeg ikke i hvert fald. Sagens kerne er, at det ikke længere betyder noget, og at I på ‘Marauder’ mageligt har lullet Interpol ind i et tomt hylster.
I kan tydeligvis opskriften i blinde, og netop derfor burde I have gjort jer mere umage. Denne distanceblændende fernis kan I ikke spise folk af med, og I narrer slet ikke en fan, som har været med fra starten (og oplevet jer live syv gange). Tidligere har jeres band etableret et engagerende tilhørsforhold. Nu konstituerer I ikke længere et rum, man kan mærke noget i.
Det er bedst, at I får sandheden at vide fra én, som inderligt har følt kærligheden til jer. Men Interpol har aldrig lydt mere fornærmende forudsigelige og gudsjammerligt generiske.
Kort sagt:
Newyorker-trioen sidder fast i en generisk og forudsigelig formel. Udtrykket er som altid klart optegnet, men det er en distanceblændende fernis, hvor indholdet er forglemmelige sange blottet for de indtagende melodier og medrivende hooks, der førhen har gjort Interpol til et engagerende og fremragende band.